Professor: Læreruddannelserne skal styrkes, hvis vi skal se resultater

Af Carl Winsløw
Professor i matematikdidaktik, Københavns Universitet

Debatten om styrkelse af matematik i gymnasiet kan ved første øjekast virke lidt tam. For langt hen ad vejen er vi enige. Erhvervslivet peger på behovet for, at flere danskere uddanner sig i naturvidenskabelige, tekniske og matematiske fag og på mere ambitiøs, motiverende og relevant gymnasiematematik som en væsentlig forudsætning for at opfylde det behov.

Økonomen bekræfter, at det vil være til store pekuniær gevinst for samfundet og for den enkelte, hvis flere unge lærer mere matematik – med et godt B-niveau, og helst et godt A-niveau, fra gymnasiet.

Matematiklærerforeningens Jeanette Axelsen fremhæver det paradoksale i, at de nye læreplaner opsætter ambitiøse mål, men at man ikke har gjort noget for at afhjælpe manglen på matematiklærere i gymnasiet – uden hvilken det bliver svært at løse et andet problem, nemlig den reducerede tid, som nu afsættes til at understøtte elevernes skriftlige arbejde i matematik.

Gymnasialt B- og A-niveau i matematik er jo afslutningen på 11 eller 12 års undervisning, hvoraf kun de sidste år foregår i gymnasiet. Det er ikke rimeligt at lade som om, at målet kan nås ved alene at sætte ind i slutspurten.

Carl Winsløw
Profesor

Og selv med flere lærere og mere tid, vil det måske slet ikke hjælpe, hvis man fortsætter med at ”ansætte lærere med færre kompetencer end de krævede”, som Jeanette Axelsen formulerer det.

Folkeskolen skal tænkes med
Jeg har selv i et indlæg peget på endnu en veldokumenteret faktor i problemstillingen: Overgangsproblemerne mellem folkeskole og gymnasium, hvor mange elever oplever, at matematik i den sidste sammenhæng er ”anderledes” og ”svært”, og mange gymnasielærere finder, at elevernes forudsætninger er for små og for spredte.

Gymnasialt B- og A-niveau i matematik er jo afslutningen på 11 eller 12 års matematikundervisning, hvoraf kun de sidste år foregår i gymnasiet. Det er ikke rimeligt at lade som om, at målet kan nås ved alene at sætte ind i slutspurten.

Det store spørgsmål, som debatten kun rummer få bud på, er:
Hvad skal der til for, at flere kan nå et stærkere slutniveau i matematik?

Mit bud er styrkelse af læreruddannelserne i matematik, både kvalitativt og kvantitativt.

Begge matematiklæreruddannelser har problemer
Det er hverken en populær eller nem løsning.

Det er ikke populært, fordi det vil blive opfattet som en kritik af både lærerne, de institutioner, der uddanner dem, og de politikere, der i årevis har foretrukket overfladiske eller slet ingen ændringer af læreruddannelserne. Det er ikke nemt, fordi det forudsætter gennemgribende reformer, hvis resultater først vil slå igennem over mange år, selv hvis de suppleres med efter- og videreuddannelse.

Dertil kommer de motivanalyser, som en universitetsforsker i matematikdidaktik let bliver genstand for, når han hævder, at forskningsbaseret viden om matematikundervisning bør indgå i overvejelser om og gennemførsel af reformerne.

På den anden side må det bekymre selv udenforstående, at der ingen sammenhæng er mellem uddannelserne til matematiklærer for 14-15-årige (9. klasse) og 15-16 årige (1.g), at begge har stort besvær med at rekruttere de rette studerende, og at mange af dem, der har taget uddannelserne, efterfølgende ikke vil undervise – så man må lade andre gøre det.

Symptombehandling og lokalbedøvelse
Summa summarum: Vi kender i store træk diagnosen. Mere og bedre matematikundervisning kræver flere lærere med de rette kvalifikationer. Symptombehandling og lokalbedøvelse rækker ikke længere.

På den anden side behøver vi ikke at opfinde medicinen selv eller forlade os på indfødte forhandlere. Måske skal behandlingen foreslås af en uvildig, international ekspertgruppe, som får lejlighed til at sætte sig grundigt ind i danske forhold – og som samtidig har forudsætninger for at sammenligne disse med, hvordan matematikundervisning og matematiklæreruddannelse organiseres i lande, vi i denne sammenhæng gerne vil sammenligne os med?

Hvis vi vil have ”verdens bedste skolesystem”, skal det i hvert fald ikke bare være en trosartikel, at vi har det.