Claus Hjortdal: Folkeskolen skal ikke være en politisk kampplads

Af Claus Hjortdal
Formand for Skolelederforeningen

I Danmark havde vi i 90’erne og op i 00’erne den overbevisning, at vores skolesystem var verdens bedste. Der var stor konsensus. Loven blev sjældent lavet om, og man var i god dialog om udviklingen af skolen. Alligevel skete der skelsættende ting.

Skolen gik fra statsskole til kommunal skole. Vi fik skolebestyrelser i stedet for skolenævn. Bestyrelserne fik større indflydelse på skolerne. Lærerråd blev til pædagogiske råd. Lærernes arbejdstid skulle synliggøres via U-, F- og Ø-tid.

Alle var langt fra enige om alt. Men den gode tone og respekten var i højsædet, og alle tog ansvar. Det gjaldt både lærere og pædagoger, forældre, ledere, forvaltning og ministerium. Ligesom fagforeninger og interesseorganisationer bakkede op. Det gav ro om sagen, frem for altid stædigt at holde på sit.

Manglende tillid
Men vores uskyld blev taget af en international læseundersøgelse. Så var det slut med enigheden. Den danske skole blev en politisk arena for menings-bryderier. Ikke at der ikke havde været debatter, men nu blev der i højere og højere grad diskuteret helt ned i skolens indre liv.

Med tiden og til i dag har det givet manglende tillid mellem folkeskolens parter og næring til en stille og rolig forøgelse af styringen, så den i dag er nået en detaljeringsgrad, der heller ikke fremmer en fælles forståelse.

Selv om indførelsen af reformen har givet omvæltninger, er status, at den de fleste steder er på vej til at fungere, som den var tænkt. Derfor er det ødelæggende, når enkelt-politikere lokalt og centralt hele tiden fjerner og lægger til.

Claus Hjortdal
Formand for Skolelederforeningen

I september var Folketingets Undervisningsudvalg på skolebesøg i Finland. Målet var at høre, hvordan finnerne lykkes så godt med deres folkeskole.

Deres elever er de bedst præsterende i Norden og blandt de bedste i verden, lærerfaget har høj prestige og der er respekt om skolernes arbejde. Udvalget kom begejstret hjem. Armene kunne næsten ikke komme ned efter det, de havde set.

Konsensus er nøgleordet
I Finland oplevede de en stor konsensus om, hvad god undervisning er, og hvad man ventede sig af skolerne. Uanset om man talte med politikere, forskere, ansatte, ledere eller forældre. Alle danske politikere kunne konstatere, at folkeskolen i Danmark er en kampplads i stedet.

I Finland udstikker politikerne de økonomiske rammer samt de lovgivningsmæssige rammer, mens skolen og fagfolkene i udstrakt grad har frihed til at sætte indholdet. Også her måtte de danske politikere indrømme, at det er væsentligt anderledes i Danmark.

Endelig fik man bekræftet, at de finske lærere er meget højt- og veluddannede i forhold til opgaven. Det giver stor tillid til de finske skoler og lærere.

Konklusionen kunne være, at det politikerne var så begejstret for, det vil de så efterleve i Danmark – eller hvad? Nej, desværre.

Knap havde de betrådt dansk jord igen, inden der kom forslag om kortere skoledage, krav om at skolerne skal opfylde 45 minutter bevægelse hver dag, angreb på læringsmål og tilsvarende. Ikke i enighed, men ud fra hver deres politiske synsvinkel og standpunkter.

Skolereformen bliver til
I 2013 lykkedes det at nå til politisk enighed i Danmark om skolereformen.

Et historisk antal partier stod bag en reform, som skulle være svaret på en række udfordringer, alle var enige om: Der var behov for et løft af dansk- og matematikkundskaberne, drengene trivedes ikke godt nok og var for langt efter pigerne fagligt, de tosprogede var endnu længere bagefter, og vi gjorde det ikke godt nok for hverken de fagligt stærkeste eller de svageste elever.

Det blev til en længere og mere varieret skoledag, hvor der er plads til fagfaglighed og til bløde aktiviteter, som skal understøtte den mere traditionelle undervisning.

Man ønskede et øget samspil med lokalområdet og virksomheder, så skolen åbnede sig ud mod samfundet. Endelig skelede man til canadiske erfaringer, hvor man havde succes med få klare mål samt på at være skarpere på læring.

Undervejs var dialogen med parterne omkring skolen fornuftig. Men da regningen for det hele skulle betales, ophørte enigheden som bekendt.

Lærerkonflikten i 2013 fik ødelagt muligheden for en fælles indsats samt i den grad bragt ny mistillid ind. Også selv om vi efter tre år med reformen kan se, at der er en del, der er lykkedes.

Eleverne trives lige så godt som før. Forældretilfredsheden er stor, når man spørger til deres barns konkrete klasse/lærer. Elevernes tillid til deres lærer/pædagog er meget stor.

Tydelige mål for undervisning
Et frisk ph.d.-studie konkluderer, at elever profiterer signifikant mere af en undervisning med tydelige mål. Især elevgrupper, som præsterer relativt svagt fagligt, og især drenge og elever med anden etnisk baggrund end dansk rykker, når der arbejdes med læringsmål for eleverne og i undervisningen.

Det studie kan være et svar på nogle af de vigtigste udfordringer, der blev italesat i 2013. Hvis vi får skabt en balance mellem en stærk fagfaglighed og et lige så nødvendigt blik på dannelse og kundskaber, kommer vi målet nærmere.

Men desværre ser det nu ud til, at man politisk ønsker at ændre balancen i timetallet, så man lægger vægt på fagfagligheden på bekostning af dannelse og kundskaber.

Det er ærgerligt, da skolerne dermed ikke kan sikre, at alle lærer mere og trives bedre, som var målet med reformen, og heller ikke kan løse den store inklusionsopgave.

Selv om indførelsen af reformen har givet omvæltninger for elever, forældre og ansatte, er status i dag, at den de fleste steder er på vej til at fungere, som den var tænkt. Derfor er det ødelæggende, når enkelt-politikere lokalt og centralt hele tiden fjerner og lægger til.

Et forum for mulig konsensus er skabt
Skolelederforeningen har søgt at skabe konsensus blandt parterne omkring folkeskolen.

Med initiativet ”Folkeskolen. Vores. Hele livet” er det lykkedes at samle Kommunernes Landsforening, Lærerforeningen, Børne- og kulturchefforeningen, Skole og Forældre, Danske Skoleelever, Børne og Ungdomspædagogernes forening, BUPL’s lederforening foruden os selv og med Undervisningsministeriet og ministeren med på sidelinjen i en alliance om en stærk folkeskole.

Ad den vej har vi fået skabt et forum, hvor man kan tale sammen. Selv om der er modsætninger, må det være muligt at stå sammen om, at folkeskolen udvikler sig bedst i konsensus og ikke i kamp. Det er jo en af hemmelighederne bag den succes, alle er enige om, finnerne har.

Hvis vi skal matche de andre landes skolevæsener, som vi ynder at sammenligne os med og spejle os i, skal vi stå sammen.