Bjørn Nørgaard: Armslængdeprincippet findes ikke længere

Der bliver talt meget om armslængdeprincippet i disse uger.

Striden om DR’s lukning af UnderholdningsOrkestret har sat fornyet fokus på, hvor meget politikerne må blande sig i den kunst og kultur, som det offentlige årligt poster milliarder af skattekroner i.

Men spørger man den verdensberømte billedhugger og professor Bjørn Nørgaard, er det både en forfejlet og helt ligegyldig diskussion, der i den seneste tid har fyldt avisspalterne og nyhedsudsendelserne.

For armslængdeprincippet eksisterer reelt set ikke længere, forklarer han.

Jeg har opgivet at være aktiv i debatten. Jeg har blandet mig meget og siddet med i en masse udvalg, men politikerne gider ikke at lytte til mig.

Bjørn Nørgaard
Billedkunstner

“Forudsætningen for armslængdeprincippet er, at den kunstneriske diskurs er en del af magtens egen diskurs. Det kræver politikere, som er oprigtigt interesseret i kunsten og kulturen, og som tænker den ind i den daglige politikudvikling. De findes bare ikke længere, og derfor er armslængdeprincippet slet ikke relevant i dag,” siger han og fortsætter:

“Kunsten er blevet fjernet fra magten, og hele den åndelige del af værdiskabelsen i samfundet er forsvundet fra den politiske virkelighed. Det er en katastrofe,” understreger Bjørn Nørgaard.

Finansministeriet sætter dagsordenen
Den 67-årige billedhugger og samfundsprovokatør har med sine hesteofringer, skulpturer og kongelige gobeliner været en aktiv del af den hjemlige kunsterverden siden begyndelsen af 1960’erne, hvor Kulturministeriet og Statens Kunstfond blev etableret.

Det politiske mål var dengang at skabe et ministerium, som kunne samle kulturinstitutionerne under ét og styrke kunsten og kulturen i det nyudklækkede Velfærdsdanmark.

Og det var daværende kulturminister Julius Bomholt (S), der med ordene “nok støtte, men ikke styre” lagde grundstenene til det omstridte princip, som siden da er blevet en uundgåelig faktor i dansk kulturpolitik.

Men ifølge Bjørn Nørgaard har armslængdeprincippet stille og roligt mistet sin betydning siden begyndelsen af 1980’erne.

Det skyldes, at stort set alle partier er blevet enige om, at det kun er erhvervslivet, som skaber værdi i samfundet, forklarer han.

“Jeg har stor respekt for vores dygtige erhvervsliv, men vores samfund og de værdier, det bygger på, er også blevet skabt af folk som Grundtvig, Søren Kirkegaard og arbejder-, bonde- og højskolebevægelserne. Det sker bare ikke længere, og i dag er det kun nominalisterne i Finansministeriet, der med deres regneark og statistikker kan sætte en dagsorden,” siger han.

Bomholts tanker er eroderet væk
Bjørn Nørgaard mener derudover, at man ved hjælp af “styrelser, forvaltninger og alverdens bureaukratiske ordninger” har rykket politikerne så langt væk fra den kunstneriske verden, at den ikke længere har nogen relevans i forhold til, hvordan vi udvikler vores samfund.

“Det nye Statens Kunstfond er noget mærkeligt miskmask uden repræsentanter fra partierne i repræsentantskabet. Embedsmændene har derimod overtaget den rolle, og problemet er, at der ikke er nogen armslængde mellem dem og kunsten. Området er derfor blevet noget ligegyldigt pynt til festlige lejligheder, og alt det, som Julius Bomholt satte i søen, og som gjorde Danmark et forgangsland inden for kunstområdet, er eroderet væk,” siger Bjørn Nørgaard.

Du siger, at der er kommet meget lang afstand mellem politikerne og kunstnerne. Er det så ikke ok, at de blander sig i debatten omkring UnderholdningsOrkestret?

“Nej, for politikerne skal netop ikke blande sig i konkrete forhold om, hvad malerne eksempelvis skal male, eller hvor violinisterne skal spille. Det, jeg taler om, er hele måden, man tænker samfundsudviklingen på. De visioner og ideer, der danner grundlag for de politiske beslutninger, og her er kunsten ikke længere end del af politikernes tankegang og verden. Det bør den være.”

Forældet billede af Danmark
Ifølge Bjørn Nørgaard har politikerne i den grad brug for kunsten og kulturen, når det handler om at få skabt en moderne rammefortælling om Danmarks placering i den globaliserede verden.

“Når jeg lukker øjnene og tænker på, hvordan det danske landskab ser ud, er det malerierne fra 1800-tallets nationalromantikere, der dukker op på nethinden. De skabte et billede af Danmark, som ikke eksisterede før, og det har betydet alt for, hvordan vi har opfattet vores land," siger han og fortsætter:

"Men vi har brug for, at man fra politisk side tager nogle nye billeder af Danmark alvorligt, så vi kan vokse ind i den globaliserede verden, vi er en del af. Det går jo simpelthen ikke, at vi bliver ved med at leve som om, vi var en nationalstat fra 1820’erne,” siger han og peger i den forbindelse på Dansk Folkeparti.

Centrum-venstre har fejlet
En af grundene til at partiet har haft så stor vælgersucces, er ifølge Bjørn Nørgaard, at det netop har formået at fortælle en god historie om Danmark.

“Det er desværre en historie, som stammer fra 1800-tallet, og som ikke er relevant længere. Problemet er bare, at de andre folketingspartier - ikke mindst centrum-venstre - ikke har gidet tage sig sammen til at fortælle en ny en. De kommer med deres statistikker og budskaber om konkurrencestaten, hvilket ikke er en god historie. Det giver ikke danskerne en forståelse for, hvordan Danmark ser ud i det nye Europa og i den den nye, globale verden,” siger han og fortsætter:

“Derudover har centrum-venstre kun kunnet finde ud af at vrænge, hver gang ord som nation, tradition eller religion er blevet brugt i debatten. Derfor har Dansk Folkeparti haft frit spil til at sparke boldene ind i det tomme mål.”

Humaniora-nedskæring er en katastrofe
Bjørn Nørgaard fatter kort og godt ikke, hvorfor politikerne ikke har indset, at danskerne har brug for at forstå, “hvem de er, hvor de kommer fra, og hvor de skal hen”.

Derfor er det ifølge Bjørn Nørgaard også “en katastrofe”, at regeringen har lagt op til at skære ned på de humanistiske fag på universiteterne.

“Vi har aldrig haft så meget brug for humanister i samfundet som nu. Ser man på et land som Kina, så udvider de humaniora på universiteterne. Kineserne siger, at hvis de kan lære, hvordan andre folk tænker, så kommer der ikke krig. Det er en falsk modsætning, når politikerne begynder at skelne mellem såkaldte bløde og hårde værdier. De to ting komplementerer derimod hinanden, og hvis de hårde værdier kommer til at fylde for meget, så dør samfundet.”

Er det så noget, der kan ændres?

“Et samfund kan altid ændres, for det er mennesker, der ændrer samfundet. Det er ofte relativt få mennesker, der kan gøre det, og jeg tror faktisk, at den udvikling er på vej nedefra. Men der sker ikke noget oppe i forvaltningerne, kommunalbestyrelserne og ministerierne. Hvornår er det lige, man senest har hørt en statsminister tale om kunst og kultur i en nytårstale?”

Orker ikke mere
Bjørn Nørgaard har dog ikke selv planer om gå i spidsen for den udvikling.

“Jeg har opgivet at være aktiv i debatten. Jeg har blandet mig meget og siddet med i en masse udvalg, men politikerne gider ikke at lytte til mig. Og som 67-årig har jeg ikke længere kræfterne til at kaste mig ud i de helt store debatter. Derfor er der nogle yngre mennesker, der må træde til,” siger Bjørn Nørgaard.

“Så kan politikerne altid ringe til mig, den dag de gider at høre på mig.”