Historiker: Krisernes danmarkshistorie kaster lys over coronakrisen

FIK DU LÆST: For 100 år siden fandt påskekrisen sted. De dramatiske politiske kriser, som siden 1920 udspillede sig mellem regenter og folketingspolitikere, kaster et lys på nutidens relation mellem kongehuset og Christiansborg, skriver lektor Niels Wium Olesen.

Debatindlægget blev bragt første gang 9. april

Af Niels Wium Olesen
Lektor i historie på Institut for Kultur og Samfund på Aarhus Universitet og forfatter til 'Poul Schlüters tid 1982-1993' og 'Modstand'

"Det står Deres majestæt frit for at afskedige Ministeriet".

Sådan nogenlunde lød statsminister Carl Th. Zahles ord klokken lidt i 11, mandag 29. marts 1920 i residenspalæet på Amalienborg.

"Jeg havde håbet, at ministeriet havde lettet mig opgaven ved at demissionere," svarede Christian 10.

Den på overfladen beherskede ordveksling dækkede over et skænderi mellem to mennesker, der hverken kunne foredrage eller nærede respekt for hinanden, men som gennem syv år havde været tvunget til at arbejde sammen. Endda på de to mest centrale poster i det forfatningsmæssige system i datidens Danmark.

Kongen havde lige fyret statsministeren og hans ministerkolleger. Uden i øvrigt at have sikret sig en efterfølger. Kaos.

I betragtning af, at Europa de forudgående toethalvt år havde bevidnet den ene revolution efter den anden, og monarker på stribe var blevet væltet, hvis ikke ligefrem myrdet, forekommer det næsten som en underdrivelse at betegne kaosset i 1920 som en krise.

Men som mange vil vide, kom ordet til at beskrive optrinnet og dets tilknyttede begivenheder: Påskekrisen 1920.

Historietraditionen beskriver, at Christian 10. som følge af Påskekrisen lærte en lektie om at optræde strengt upolitisk. Men udlægningen er på mange måder skæv. Arkivfoto: Ukendt fotograf/Ritzau Scanpix

Kongen lærte ikke nogen dybere lektie
Dansk historietradition beskriver ofte Påskekrisen som det sidste eksempel på, at det glücksborgske kongehus søgte politisk indflydelse, og at Christian 10. og det danske monarki lærte sig en lektie om at optræde strengt upolitisk og acceptere det parlamentariske princip, som systemskiftet i 1901 havde "indført".

Mellem linjerne i udlægningen står, at det bare var en smutter. Det løb af sporet for Christian, men han kom hurtigt op på det igen. Siden har vi som nation været på en fælles vej mod stadigt mere demokrati.

Udlægningen er på mange måder skæv. Parlamentarismen blev ikke "indført" i 1901, og Christian 10. lærte heller ikke nogen dybere lektie i 1920 om parlamentarismen. Endelig har det danske monarki endda også i dag en konstitutionel funktion, der rummer potentiale til at udvikle sig til en rolle i dansk politik.

Det er tre påstande, der skal begrundes i denne kronik, og som gerne skal nuancere vores forståelse af relationen mellem folkestyre og monarkiet – der netop viser sig særlig tydeligt under kriser af forskellig art.

Relationen har også været i spil under den nuværende coronakrise, hvor dronning Margrethe har været i samme rolle som sin bedstefar, Christian 10., og statsminister Mette Frederiksen (S) i rollen som et af sine forbilleder, Thorvald Stauning.

Sammenligningerne viser, at relationen er blevet afspændt i betydelig grad. Ikke først og fremmest på grund af personerne, men på grund af samfundsforandringer og forfatningsrevisioner.

Kongen udnævnte og afskedigede sine ministre
De fire varianter af grundloven – 1849, 1866, 1915 og 1953 – er på én gang både ganske klare, men også virkelighedsfjerne i forhold til beskrivelsen af den udøvende magt i Danmark.

Kongen er den udøvende magt og udøver sin magt "gennem sine ministre". I 1953-grundloven subtilt, men alligevel betydningsfuldt ændret til "gennem ministrene".

Kongen "udnævner og afskediger" ministrene. Det følger heraf, at kongen og hans ministerium i fællesskab udgør regeringen. Et ministerium, det samlede kollegium af ministre, er således det, som vi i dag i daglig tale kalder regeringen.

Formelt – og i hvert fald i de første 100 år af dansk, konstitutionelt styre også reelt – var kongen en del af regeringen sammen med sit ministerium.

Grundlovens bestemmelser om magtdelingen og regeringsdannelsen blev taget ganske bogstaveligt i slutningen af 1800-tallet.

Christian 9. regerede landet under ledelse af konseilspræsident J.B.S. Estrup fra partiet Højre. Siden opstod en konflikt mellem Højre og Venstre, som varede næsten 30 år. Arkivtegning: Ukendt tegner/Ritzau Scanpix

Landsting og Folketing kom i konflikt
Christian 9. (1818 til 1906) og hans ministerium regerede landet under konseilspræsident J.B.S. Estrups ledelse. Ministrene var medlemmer af det konservative parti Højre og var overvejende godsejere.

Højre havde flertal i Rigsdagens ene kammer, Landstinget, der dels blev valgt af et mindretal af privilegerede borgere, og dels blev udnævnt af kongen.

De regerede uden hensyntagen til rigsdagens andet kammer, Folketinget, hvor de havde et stort flertal imod sig, som bestod af forskellige grupperinger af partiet Venstre og fra 1884 også nogle få socialdemokrater.

Den spændte og bitre konfliktsituation mellem Landsting og Folketing varede næsten 30 år og fik den præcise betegnelse forfatningskampen.

Stilstand under forfatningskampen
Under forfatningskampen gik lovgivningsarbejdet i stå.

Det gjorde udviklingen af landet også, samtidig med at omkringliggende lande blev moderniseret voldsomt med industrialisering og satsning på uddannelse og forskning.

Nødtørftige finanslove blev vedtaget ved såkaldte provisorier (dekreter), men kun lige så statsdriften kunne holdes i gang.

Bønderne i Venstre, hovedstadens intellektuelle, der også samledes i Venstre, samt socialdemokraterne og arbejderne krævede indflydelse.

Det dynamiske erhvervsliv i byerne kunne heller ikke leve med situationen. De krævede en moderne lovgivning og et administrativt velfungerende land.

Situationen var uholdbar, og Christian 9. gav efter i 1901, hvor han indvilgede i at udnævne et ministerium, der havde flertal i Folketinget.

Som følge af systemskiftet i 1901 drog et folkeoptog til Amalienborg. Håbet med skiftet var at umuliggøre en tilbagevenden til situationen under forfatningskampen. Arkivfoto: Ukendt fotograf/Ritzau Scanpix

Systemskiftet hyldes som milepæl
"En bonde og en landsbyskolelærer i Kongens Raad," hed det 24. juli 1901 på en avisforside.

Danmark havde fået en regering, der var i overensstemmelse med Folketingets flertal, altså dannet med udgangspunkt i det parlamentariske princip.

Det nytiltrådte ministerium bestod af politikere fra Venstre. Medlemmerne var bønder og andre med rod i landbomiljøet som for eksempel landsbydegn J.C. Christensen, som avisoverskriften omtalte. Ministrene kom også af fra det frisindede, radikale borgerskab i København som for eksempel Viggo Hørup.

Systemskifte i 1901 hyldes gerne som en milepæl. Det skyldes ikke mindst dygtigt spin af regeringspartiet Venstre, der dengang også rummede den gruppering, der i 1905 dannede det selvstændige parti Det Radikale Venstre.

Ved at markere begivenheden som et afgørende brud i Danmarks politiske udvikling håbede de at umuliggøre en tilbagevenden til situationen under forfatningskampen med kongens enerådige bestemmelse af regeringens sammensætning.

Kongen havde stadig magt
Det var imidlertid ikke givent. Grundloven var stadig den samme. Realiteten var, at politikerne blot prøvede det parlamentariske princip af, indtil for eksempel kongen besluttede, at det ikke længere var en god idé. Der var ingen forsikring mod, at kongen vendte tilbage til den gamle praksis.

Det var de fleste af datidens politiske aktører antageligt fuldt bevidste om. Der var blot ingen grund til at sige det højt.

Holdt de deres mund om spørgsmålet, var der et håb om, at den til enhver tid siddende konge måske glemte sine beføjelser. Eller rettere: at praksissen med tiden blev en tradition, der fik retsvirkning.

Danske konger sørgede imidlertid for, at det ikke gik sådan – og i situationer, hvor politikere så en partipolitisk fordel i at involvere kongen, sørgede de løbende for at holde kongehuset politisk relevant og nære den selvfølelse i skiftende monarker for, at de – når alt kom til alt, og som grundloven fastslog – var den udøvende magt.

Ti år før påskekrisen var Frederik 8. meget tæt på at afsætte det første ministerium under konseilspræsident Carl Theodor Zahle. Arkivfoto: Ukendt fotograf/Ferslew & Co./Det Kongelige Bibliotek

Ny grundlov kom efter systemskiftet
Som kronprins var Christian 9.'s søn, Frederik (1843 til 1912), allerede aktivt politiserende i årene umiddelbart før og efter systemskiftet.

I 1910 var han – nu som kong Frederik 8. – meget tæt på at afsætte det første Zahle-ministerium (1909 til 1910) til fordel for et "upolitisk" forretningsministerium. Det kom ikke så vidt, fordi kongen først og fremmest ikke kunne skaffe villige folk til at indtræde i forretningsministeriet.

Sønnen af Frederik 8., førnævnte Christian 10., var også fra begyndelsen af sin regeringsperiode i flere situationer ved at gribe ind i regeringssammensætningen, men som oftest talte hans rådgivere ved hoffet, særlig kabinetssekretæren, ham fra det.

Under Første Verdenskrig spillede han en betydelig rolle i udøvelsen af Danmarks delikate neutralitetspolitik – adskillige gange på invitation fra sit ministerium.

Handlinger var efter bogen
Kongernes tilbøjelighed til at gribe ind i landets ledelse kan set fra i dag ligne uretmæssig politisering og magtglæde.

Men som nævnt var deres handlinger i fuld overensstemmelse med grundloven, også da politikerne vedtog en ny grundlov i 1915.

Det er ganske betegnende, at det parlamentariske princip ikke blev indskrevet i grundloven af 1915. Adskillige paragraffer blev revideret og moderniseret, men netop dem om magtdelingen og regeringsdannelsen forblev de samme.

Kongen var fortsat den udøvende magt og regerede gennem sine ministre, som han udnævnte og afskedigede.

Hvis opfattelsen var, at parlamentarismen nu var gældende praksis eller ligefrem et ufravigeligt princip, var det blevet indført i grundloven. Politikerne, der udformede den nye grundlov, afstod imidlertid herfra.

Kongernes adfærd var naturlig
Kongernes politisering skal ikke ses som uretmæssig eller grænseoverskridende hverken i forhold til forfatningen eller til et dominerende flertal i det politiske system eller i befolkningen.

På et personligt, psykologisk plan bør man se kongernes adfærd som en naturlig konsekvens af deres konservative syn på verden, som nærmest lå indbygget i jobbet og fulgte af en skæbne, der var bestemt af en hundredårig tradition, dynastiet og landet, som det blev givet videre af forfædrene, og som blev indpodet gennem en opdragelse med fokus på pligtfølelse og ansvar over for historien.

Christian 10. forestillede sig også at være mere i pagt med nationens ånd end politikerne og de politiske partier, som han mente var styret af klasseinteresser og magtstræb.

Deres kamp om magten førte i sidste ende til splittelse af landet. Han repræsenterede derimod i egen selvforståelse hele befolkningen, fordi han var hævet over særinteresserne.

Med det livs- og verdenssyn manglede han forståelse for selve demokratiet og den legitimitet, der udspringer af, at befolkningen vælger nogle af deres egne til at repræsentere sig – og kaster dem på porten ved næste valg, hvis de ikke føler sig repræsenteret. Det blev et problem ved Påskekrisen i 1920.

Påskekrisen blussede op efter utilfredshed
Anledningen til, at kongen afskedigede statsminister Zahle og hans kolleger, var hans utilfredshed med ministeriets politik i spørgsmålet om Danmarks grænse til Tyskland, der var blevet et storpolitisk emne under forhandlingerne om Versailles-traktaten i Paris.

Christian 10. var især motiveret af spørgsmålet om Flensborg, som han ønskede, at regeringen skulle få indlemmet i Danmark.

Den radikale regering og Socialdemokratiet ønskede ikke at tillægge byen Danmark. Af demokratiske og sikkerhedspolitiske grunde ønskede de ikke et stort tysk mindretal inden for rigets grænser.

Konservative og Venstre bakkede kongen op. Mens monarkens motiver var nationalistiske, var Konservative og Venstre først og fremmest interesseret i at knække den radikale regering på grund af den økonomiske reguleringspolitik, som regeringen havde indført under Første Verdenskrig, og som De Radikale og Socialdemokratiet gerne så fortsat.

Kræfterne, der ønskede reguleringspolitikken ophævet, manipulerede i nogen grad kongen. Det store erhvervsliv talte i kongens ene øre, mens den altid beregnende og kontrollerende J.C. Christensen havde det andet øre.

En ikonisk avisforside på Social-Demokraten hævdede under Påskekrisen, at kongen havde begået "statskup". Arkivfoto: Ukendt fotograf/Arbejdermuseet

Førte til voldsomme reaktioner
Reaktionen på kongens enerådige afskedigelse af ministeriet blev voldsom.

Socialdemokratiet og fagbevægelsen tog det politiske initiativ med demonstrationer og trussel om generalstrejke landet over, mens en ikonisk avisforside på Social-Demokraten hævdede, at kongen begik "statskup".

Borgere råbte "republik" og "ned med kongen" i Københavns gader. Mens den ene fyrstefamilie efter den anden flygtede fra revolutioner i Europa, var det unægtelig foruroligende ord i Christians ører. Ikke kun besindige socialdemokrater mobiliserede sig, men også syndikalister og kommunister gik på gaden.

Arbejderlederen og formanden for Socialdemokratiet, Thorvald Stauning, hjalp kongen ud den selvpåførte krise. Stauning var omhyggelig med ikke at ydmyge kongen, men var også bestemt i sine advarsler mod, at kongen gik længere ned ad den sti, som han havde betrådt. Fortsat enerådig handling kunne blive katastrofal.

Under indtryk af modoffensiven indledte kongen og partilederne forhandlinger, hvorunder kongen til sidst bøjede sig.

Resultatet var, at endnu et forretningsministerium udnævntes – nu med støtte i Folketinget – med blot den opgave, at ministeriet skulle gennemføre en allerede vedtagen valglov og udskrive folketingsvalg.

Påskekrisen var ovre.

Kongen begik politisk dumhed
Kongen begik ikke statskup. Social-Demokratens påstand var naturligvis spin. Men Christian 10. begik en politisk dumhed af de helt store.

For det første stillede han sig tydeligt på den ene side i en indenrigspolitisk konflikt og bidrog dermed til splittelsen i landet.

Han modsagde dermed sin egen forståelse af sin legitimitet som politisk aktør: at denne skulle hidrøre fra en stilling som forvalter af den fælles, nationale interesse, som angiveligt stod over de politiske særinteresser.

For det andet var han – i et større perspektiv – gået imod de dybe moderniserende samfundsforandringer, som var undervejs i det danske samfund.

Med industrialisering, urbanisering og en stigende teknologisk og bureaukratisk kompleksitet fulgte nye gruppers krav om inddragelse og deltagelse i styret af landet.

Christian 10. kæmpede under Påskekrisen mod tidsånden – og tabte. Vinderen var Socialdemokratiet og Thorvald Stauning personligt. Arkivfoto: Ukendt fotograf/Ritzau Scanpix

Arbejderklassen ønskede politisk lighed
Arbejderklassen stod i første række, men også andre lønmodtagere som funktionærer var en del af strømingen.

Deres krav om inddragelse var ud over det basalt demokratiske, at alle var politisk lige, baseret på deres økonomiske betydning og stigende uddannelsesniveau. De to sidste er klassiske impulser i demokratiseringsprocesser verden over og til alle tider.

Christian 10. kæmpede med andre ord mod tidsånden – og tabte. Vinderen var Socialdemokratiet og Thorvald Stauning personligt.

Ikke kun ved den nænsomme hjælp til kongen, men også ved at vise sig som det etablerede Danmarks værn mod voldsommere samfundsforandringer, som kommunister eller andre revolutionære krævede.

Det var en rolle, som Socialdemokratiet skulle forstå at raffinere i de efterfølgende årtier.

Kongen fik politisk rolle under besættelsen
Christian 10. vidste uden tvivl, at han var gået for langt.

Men erkendelsen var isoleret til det konkrete forløb og forståelsen af, at han ikke havde repræsenteret samling, men splittelse. En forfatningsmæssig lektie lærte han ikke. Med god grund, kan man sige.

For det første, fordi han stod på grundlovens grund, og for det andet, fordi det politiske miljø fortsatte med at signalere, at han havde en rolle at spille.

Det viste sig i det små ved flere lejligheder i 1920'erne og 1930'erne. Men for alvor under besættelsen, hvor de ledende ministre som den naturligste ting søgte foretræde for kongen 9. april 1940 om morgenen, da Tyskland besatte Danmark.

Han var med til at træffe beslutningen om at kapitulere. Det viste sig igen få måneder senere, da kongen meget aktivt arbejdede for en regeringsomdannelse og fik sin vilje med den såkaldte 8. juli-regering med Erik Scavenius som udenrigsminister.

Under besættelsen, hvor Christian 10. drog ud på rideture om morgenen, anerkendte betydende aktører kongens ret til at deltage og hans ret til at udøve sin rolle som beskrevet i grundloven. Arkivfoto: Ukendt fotograf/Ritzau Scanpix

Ingen talte længere om statskup
I efteråret 1940 appellerede erhvervskredse til, at kongen afsatte Thorvald Staunings regering og i stedet indsatte en regering af erhvervsfolk og teknokrater.

Der blev i den forbindelse eksplicit henvist til grundloven, som gav kongen lov. Der blev ikke noget af det, men kongen lyttede dog til disse kredse.

Igen i efteråret 1942 taltes der om dannelse af et forretningsministerium uden Folketingets velsignelse.

Det, som betegner alle situationerne, er, at ingen talte om statskup, og ingen påberåbte sig det parlamentariske princip som mere lovligt end andre grundlag at danne regering på.

Blev det parlamentariske princip foretrukket, var det med den begrundelse, at det var politisk klogt i situationen. Altså et politisk valg frem for andre mulige valg.

Alle betydende aktører anerkendte kongens ret til at deltage og hans ret til at udøve sin rolle som beskrevet i grundloven.

Han blev anset som en legitim aktør. Men ikke nødvendigvis som en hverken klog eller fremsynet aktør. Derfor skulle man rådgive ham – om nødvendigt manipulere ham.

I visse situationer krævede det at sætte ham skakmat. Men han var dog en aktør.

Parlamentarisk princip blev del af grundloven
Det parlamentariske princip – at intet ministerium kunne sidde imod Folketingets flertal – indskrev politikerne i grundloven 1953.

Erfaringerne fra Påskekrisen og besættelsestiden spillede en rolle, men forandringen blev også gjort lettere af, at Christian 10.'s efterfølger, Frederik 9., var langt mindre interesseret i at spille en politisk rolle.

Dels bestemt af hans gemyt, men også, fordi han forstod, at udviklingen gik i den retning. Som statsminister Jens Otto Krag skrev i sin dagbog, efter at han i december 1971 hørte, at Frederik 9. var alvorligt syg:

"Kongen er en flink mand, vellidt og velmenende, uden politiske tanker og uden lyst til at bruge mere af sin eller vores tid på de nødvendige funktioner end nødvendigt. Vi har statsråd, der varer mindre end 20 minutter. Og han er stabil i humør og omgangstone. En ny dronning kan blive vanskeligere i samarbejdet. Hun er desuden politisk vidende, hvilket ikke nødvendigvis er en fordel".

Frederik døde kort efter i januar 1972.

Statsminister Jens Otto Krag blev rigeligt selvrådende, da han i et virtuost stunt gik af i 1972 og bestemte, at Anker Jørgensen skulle efterfølge ham. Arkivfoto: Svend Aage Mortensen/Ritzau Scanpix

Krag blev rigeligt selvrådende
Jens Otto Krag havde fat i noget. Meget tyder på, at kongehuset syntes, at Krag blev rigeligt selvrådende, da han i et virtuost stunt gik af i oktober 1972 og egenhændigt bestemte, at Anker Jørgensen skulle efterfølge ham som statsminister. Alt sammen foregik det uden dronningerunde og anden form for nævneværdig inddragelse af dronningen.

Andre måtte imidlertid bøde for Krags egenrådighed. Det blev Uffe Ellemann-Jensen og Henning Dyremose, da de ved Poul Schlüters afgang i januar 1993 forsøgte at gøre Krag kunststykket efter ved at holde liv i KV-regeringen via en manøvre, hvor de gjorde nummer to i ministerrangordenen, Uffe Ellemann-Jensen, til konstitueret statsminister, som umiddelbart efter skulle overlade tøjlerne til Henning Dyremose.

Men kongehuset satte hælene i. På Amalienborg vurderede de, at regeringen havde mistet sit flertal, og derfor ville de ikke acceptere en regeringsomdannelse uden forudgående dronningerunde.

Sådan blev det, og kongehuset fik også ret i, at flertallet var skiftet til fordel for et Poul Nyrup Rasmussen-ministerium.

Marianne Jelved stod i øvrigt ikke tilbage for at anvende ordet "statskup," når hun beskrev Ellemann og Dyremoses manøvrer.

Efter Poul Schlüters afgang i 1993 forsøgte Uffe Ellemann-Jensen at holde liv i VK-regeringen – men uden held. Arkivfoto: Birger Storm/Ritzau Scanpix

Kriser, regeringsudøvelse og parlamentarisme
Forfatningens grænser bliver typisk først prøvet i kriser. Begrebet kriser er dog diffust.

Påskekrisen fik sit navn, fordi Christian 10. afskedigede sit ministerium. Men landet stod allerede forud for det skæbnesvangre møde mellem kongen og Carl Th. Zahle i en kompleks krise.

Krisen var både indenrigspolitisk og udenrigspolitisk i kraft af uenighederne om afskaffelse eller fortsættelse af den økonomiske reguleringspolitik og de storpolitiske spørgsmål om Versailles-fredsforhandlingerne og grænsedragningen.

Krydspresset spændte den udøvende magts funktion og sammensætning til det yderste med det resultat, at den brast.

Besættelsestiden var indlysende også en kompleks krise med ubønhørlige indenrigs- og udenrigspolitiske konflikter.

Kongens inddragelse skete dels på foranledning af hans egen tilbøjelighed til at gøre sig gældende og leve op til det, som han opfattede som sit forfatningsmæssige ansvar, og dels foranlediget af politikernes forståelse af hans politiske rolle.

Politikere lånte kongens autoritet
Politikerne havde imidlertid endnu et motiv.

De havde lidt et betydeligt autoritets- og legitmitetstab med selve besættelsen, der viste befolkningen, at de ikke kunne levere den basale sikkerhed, beskyttelse af befolkningen og territoriet, som er enhver magthavers første og vigtigste opgave.

De bad derfor ved flere lejligheder kongen om at appellere til befolkningen om at opføre sig "værdigt og korrekt". Det ville sige at holde sig i ro.

Politikerne lånte således autoritet af kongen i en tid, hvor europæiske befolkninger overalt tabte deres tro på demokratiets fremtid. Den altid uniformsklædt konge blev således sendt på scenen i rollen som stærk mand.

Grundloven 1953 skabte betydelig klarhed med den eksplicitte understregning af det parlamentariske princips forfatningsmæssige gyldighed.

Det gjorde de nævnte kriser i 1972 og 1993 til banale, kortvarige regeringskriser, som knap fortjener betegnelsen.

Små skvulp på vandoverfladen, som alene var affødt af det faktum, at kongen eller dronningen stadig spiller en rolle ved regeringsdannelsen, fordi det fortsat hedder i grundloven, at monarken "udnævner og afskediger" ministrene.

Mette Frederiksen lånte autoritet af dronningen, da de talte til befolkningen 17. marts. Det var den udøvende magts fulde tyngde. Arkivfoto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Kriser kaster lys over nutiden
De dramatiske politiske kriser i 1920 og 1940 med kongehuset og folketingspolitikere som aktører og de betydeligt mere afspændte situationer i 1972 og 1993 kaster også et lys på vore dages relation mellem kongehus og Slotsholmen – mellem Margrethe 2. og statsminister Mette Frederiksen.

Denne gang er det ikke i forhold til regeringsdannelsesprocessen. Det kom i stedet til udtryk, da Mette Frederiksen lånte autoritet af dronningen, da de begge talte til befolkningen 17. marts.

Det var den udøvende magts fulde tyngde, hele regeringen – dronningen og ministeriet – der formanede befolkningen om den rette, tør man sige, nationale optræden.

Fuldstændig som under besættelsen, hvor kongen blev sendt i felten for at understøtte tilpasningspolitikken med særlig adresse til de befolkningsgrupper, der ikke nødvendigvis så de demokratiske politikere som legitime.

Nu er disse befolkningsgrupper indlysende ikke så store i dag, men dronningen har formentlig større autoritet i dele af befolkningen end Mette Frederiksen. Ikke mindst, fordi dronningen har forstået at spille rollen som monark for hele befolkningen.

Fuldstændig som den rolle, som hendes bedstefar, Christian 10., ønskede at spille, men fejlede ulyksaligt med for 100 år siden under Påskekrisen.

Forrige artikel Professor: København skal gribe ind og sikre tosproget skiltning i Sønderjylland Professor: København skal gribe ind og sikre tosproget skiltning i Sønderjylland Næste artikel Fiskere: Lad ikke Brexit efterlade vores fiskerihavne som livløse spøgelsesbyer Fiskere: Lad ikke Brexit efterlade vores fiskerihavne som livløse spøgelsesbyer
Nye målinger viser fire sider af Ellemanns udfordringer

Nye målinger viser fire sider af Ellemanns udfordringer

ÉTÅRSDAG: Flere vælgere har vendt Venstre ryggen, og vælgerne foretrækker andre statsministerkandidater. Det viser friske målinger på dagen, hvor Jakob Ellemann-Jensen kan fejre etårsjubilæum som Venstres formand. Vi har samlet fire figurer, der illustrerer udfordringerne.