2 A'er: Anders Foghs skuffende selvbiografi efterlader centrale spørgsmål ubesvarede

Nuvel, enhver erindringsforfatter bestemmer selv og har selvfølgelig lov ved egne fremstillingsvalg at bryde de litterære genrekonventioner, og resultatet af sådanne valg kan endda være vellykkede. Det sidste kan dog ikke siges om At turde.

Fejlene var undtagelserne

Tværtimod efterlades denne anmelder med en fornemmelse af, at de utallige brud på kronologien tjener et formål. Nemlig at skjule de holdningsmodsigelser og -skift, der unægtelig kan konstateres i Anders Fogh Rasmussens politiske karriere fra menigt folketingsmedlem, over minister, oppositionsleder, statsminister, Nato-generalsekretær til direktør i sit eget konsulentbureau, Rasmussen Global.

Den organiske sammenhæng i Fogh Rasmussens karriere samt udviklingen i hans ideer og strategier forbliver simpelthen ubelyst i bogen.

I stedet fremtræder At turde som en bog, der skal overbevise læseren om, at Anders Fogh Rasmussen for det meste har haft ret og i øvrigt har ment det samme hele tiden. 

”For det meste” er et vigtigt forbehold. Således har et kapiteloverskriften ”Jeg tog fejl,” hvor Fogh Rasmussen omtaler ”mit livs største politiske fejltagelse,” nemlig at han i begyndelsen af 2000’erne stolede på, at Vladimir Putin ønskede samarbejde med Vesten.

Og der er også anerkendelse af andre fejltagelser, men det overordnede indtryk er, at disse var undtagelser i en karriere, der er præget af sikkert jugement, holdningsmæssig konsistens og – som det hedder med et klassisk Foghsk udtryk – fasthed i relationen med politiske medspillere og modspillere. 

Der er flere synspunkter, positioner og beslutninger i tiden 1987 til 2009, som efterlades underbelyste.

Niels Wium Olesen
Lektor ved Aarhus Universitet

Fogh Rasmussen begrunder selv bogens opbygning med et valg, han traf ovenpå Ruslands angreb på Ukraine i februar 2022.

Begivenheder, han tidligere havde ansat for vigtige, forekom nu som ”mindre skvulp i danmarks- og verdenshistorien” over for det virkeligt væsentlige: den globale kamp mellem autokrati og demokrati. Og hermed begrundes bogens stærke fokus på udenrigspolitik.

Først i bogens anden halvdel får vi historien om Foghs tid som minister i Schlüter-regeringerne 1987-1992, tiden som fremtrædende oppositionspolitiker og siden oppositionsleder 1993-2001 og statsministergerningen 2001-2009. Men også her hoppes der uhæmmet frem og tilbage i tid. 

Mangel på historisk og strukturel analyse

Man er ikke i tvivl om, at dels krigen i Ukraine og USA’s nye udenrigspolitiske linje efter valget af præsident Donald Trump har været hårde slag for Fogh Rasmussen, og at især den sidste, meget nylige begivenhed er kommet på tværs i arbejdet med bogen.

Fogh maner til europæisk sammenhold og fasthed over for Rusland og Putin. Man er heller ikke i tvivl om, at han mener det af rent hjerte. Hvad angår både personerne Putin og Trump, er Foghs tilgang overvejende psykologiserende. Man skal ikke krybe for dem, og man skal vise en fast hånd.

Man kunne som læser dog have ønsket sig en mere historisk og strukturel analyse. Var det for eksempel en fejl at satse så ensidigt på amerikansk leverance af sikkerhed frem for den europæiske?

Med Foghs dybe interesse for og kendskab til udenrigspolitik kunne det have været spændende at læse herom. For eksempel får Frankrig og Tyskland nogle gevaldige hug, blandt andet for deres modstand mod Irakkrigen i 2003. Måske havde de en pointe? 

Der er flere synspunkter, positioner og beslutninger i tiden 1987 til 2009, som efterlades ubelyste.

Hvordan kunne den Fogh Rasmussen, der insisterende har forfægtet, at i kampen mellem demokrati og diktatur kan man ikke gå på kompromis, være minister i Schlüters regeringer, der af hensyn til den såkaldte økonomiske genopretningspolitik – og for at forblive på taburetterne – accepterede fodnotepolitikken?

Det var akkurat samme form for pragmatisme, som Fogh skarpt har kritiseret fortidige politikere for at udvise med brug af adjektiver som ”ussel”. Fogh erkender, at accepten af fodnoterne ”set i bakspejlet” var en fejl. Men nogen dybere refleksion får man ikke. Videre og hen til endnu et hop i tiden. 

På samme vis efterlades man også uden nogen ny, endsige dybere, indsigt i Fogh Rasmussens bevæggrunde for skiftet fra minimalstatsforkæmper til pragmatisk borgerlig velfærdspolitiker mellem 1993 og 2001. Hans berømte bog Fra socialstat til minimalstat fra 1993 omtales næsten ikke i At turde.  

Det er begrænset, hvad der efter Fogh-årene står tilbage

Ambitionen om at ændre Venstre fra et parti med dybe rødder i dansk landbrug – ligesom Fogh selv – til et moderne folkeparti vies en vis opmærksomhed. Fogh erklærer missionen for fuldført med valget 2001, 31 procent af stemmerne og statsministerposten samt de efterfølgende genvalg i 2005 og 2007.

Men læseren får ingen dybere refleksioner over, hvordan han egentlig synes, det går Venstre i dag. Og om han eventuelt synes, han har en del af ansvaret herfor.

Han forbigår også, hvorfor Danmark trak sig ud af operationen i Irak i august 2007.

Niels Wium Olesen
Lektor ved Aarhus Universitet

Det er nok, fordi han synes, at det har han ikke. Blandt de indenrigspolitiske resultater fra Foghs statsministertid fremhæves Velfærdsreformen 2006 med rette som det største resultat.

Og indtil videre er det jo unægtelig også et varigt resultat, ligesom i øvrigt udlændingepolitikken er. Men ellers er det vel begrænset, hvad der står tilbage efter Fogh Rasmussens statsministertid. 

I udenrigspolitikken fornemmer man også en betydelig stolthed over Fogh Rasmussens ledelse af EU-formandskabet i 2002, som førte til den største udvidelse af unionen med 10 nye overvejende østeuropæiske lande. Afsnittet om denne begivenhed er bogens mest interessante.

Man kommer bagom scenetæppet og følger forhandlingerne fascinerende tæt fra Fogh Rasmussens perspektiv. Formandskabet var exceptionelt vellykket, ikke mindst i kraft af Foghs omhyggelige planlægning, snilde og vilje. Det findes også dokumenteret andre steder i litteraturen, men her beriges man af det personlige perspektiv. 

Beskrivelsen af Irakkrigen savner svar og refleksion

Den danske beslutning om at deltage i Irak-krigen 2003 dækkes udførligt. Fogh lægger heller ikke skjul på, at det for ham og regeringen ikke kun var et spørgsmål om Iraks overholdelse af FN-resolutioner, men i høj grad også et ønske om at placere Danmark så tæt på USA som muligt.

Det er velkendt. Men man savner refleksioner over flere aspekter.

Fogh indrømmer selv, at det politiske forløb efter invasionen var uforberedt og håndteret dårligt, hvorfor Irak sank ned i kaos.

Hvad han ikke forholder sig til er, hvorfor den danske regering og han selv ikke rejste spørgsmålet om, hvad amerikanerne (og briterne) havde af planer herom. Han forbigår også, hvorfor Danmark trak sig ud af operationen i Irak i august 2007. Måske fordi det ville afsløre, at det var for at stille regeringen bedre ved folketingsvalget i oktober samme år.

Altså et opportunistisk træk, der viser, at Fogh ikke altid var så stålsat i sin loyalitet over for USA og i kampen mellem demokrati og diktatur, som han ellers fremstiller sig selv. 

Samlet set er bogen desværre en skuffelse. Fogh Rasmussen har haft en imponerende karriere drevet af stærk disciplin, høj begavelse, stærke holdninger og en imponerende fornemmelse for politisk strategi og kommunikation.

Men bogens fremstillingsform står i vejen for en dybere forståelse af, hvordan Fogh Rasmussens udviklede sig som politiker – og hvorfor. Som nævnt er effekten af formen måske også tilsigtet.

Nuvel, Fogh karakteriserede sig selv som introvert i At træde i karakter, så man skal naturligvis ikke forvente en total udkrængning af hans inderste, og det er da heller ikke nødvendigt i politiske erindringer.

Men en større grad af refleksion over udviklingen i hans politiske karriere, en større vilje til at erkende skift og af og til mangel på sammenhæng i holdninger og handlinger ville have klædt bogen. Også fordi Fogh har sproget i sin magt og skriver med klarhed og kraft og dermed må formodes at have evnerne til det.

Der står stadig en række centrale, ubesvarede spørgsmål om Fogh Rasmussens politiske karriere tilbage efter endt læsning. Det kunne have været spændende at læse Anders Fogh Rasmussens bud på svarene.