3F: Regeringen smider 300.000 grønne job væk

DEBAT: Regeringens energiudspil efterlader et stort sort hul, når det kommer til energieffektivisering. Det koster ikke bare på den grønne omstilling, men også på jobskabelsen, hvor der ellers er 300.000 jobs at hente over de næste 30 år, skriver Per Christensen.

Af Per Christensen
Forbundsformand i 3F

For nylig blev regeringens udspil til en ny klimaaftale lækket. Forhandlingerne starter officielt til august, og aftalen skal sætte rammerne og retningen for den grønne omstilling frem mod 2030.

Det er gode takter, at regeringen i udspillet blandt andet ønsker en udbredelse af el-busser og -taxaer samt mindre emission fra biler og lastbiler generelt. Det vil give mindre forurening på gaderne og dermed medvirke til et forbedret arbejdsmiljø for de 3F’ere, der arbejder på vejene og passer de grønne områder i byerne.

Men udspillet efterlader desværre et stort sort hul, når det gælder energieffektivisering. Ikke med ét ord er det nævnt i udspillet.

Grøn vækst og grønne job
Regeringens udspil er blottet for visioner om energieffektivitet og bygger på en forventning om, at vi i fremtiden har rigeligt energi, og at den vil være billig. Men det er sund fornuft, at den billigste energi er den, man sparer.

Det handler om at fremme den grønne vækst, og derfor er regeringens manglende fokus på energieffektiviseringer skuffende, skævt og skadeligt for jobskabelsen.  

For det første er en væsentlig grund til at satse på energieffektivisering, at det vil skabe en masse nye job. Mere end 300.000 grønne job samlet set i både industrien og bygge- og anlægsbranchen fordelt over de næste 30 år. 

For det andet sætter EU’s klimamål krav til flere energirenoveringer, for op mod 40 procent af vores samlede energiforbrug stammer fra vores bygninger. Der er altså sund fornuft i at sætte turbo på energirenoveringerne.

For det tredje viser en rapport fra juni 2017 - udarbejdet af Klimarådet, at én af de billigste og mest effektive måder at reducere udledningen af drivhusgasser er ved at energirenovere bygningsmassen. Vi skal altså investere for at kunne spare.

Fremme i skoene
Energipolitik er en unik mulighed for at kombinere klimavenlige tiltag med jobskabelse i den helt store målestok. Danmark skal være langt fremme i skoene, når det kommer til den grønne omstilling, og vi skal turde at være langt mere ambitiøse.

Regeringen lader ikke til at have forstået vigtigheden af at energieffektivisere, selvom det kan synes så indlysende. Men i 3F holder vi os da ikke tilbage for at hjælpe regeringen og dermed komme med konkrete bud på gode energiløsninger:

Vi skal have en ny ambitiøs strategi for energieffektivisering med konkrete målsætninger for 2030. Stat, regioner og kommuner skal gå forrest i forhold til den del af bygningsmassen, der er i offentligt eje. Bygningsreglementet skal revideres med fokus på at opnå energieffektiviseringer, når de af andre grunde renoveres.

De finansieringsmæssige muligheder og økonomiske incitamenter, der skal sikre en realisering af potentialet for energibesparelser, skal forbedres. Derudover er det vigtigt, at der stilles gratis uafhængig rådgivning til bygnings- og boligejere, når de skal renovere, samt at der oprettes en årlig pulje til energieffektiviseringer i produktionserhvervene, herunder til anvendelse af varmepumper.

Når forhandlingerne om en ny klimaaftale går i gang til august, håber vi i 3F, at fornuften er nået frem til regeringen, så vi sikrer, at Danmark går forrest i den grønne vækst og ikke smider 300.000 grønne job på gulvet.

Forrige artikel LA'er: Burkaforbuddet er et skred i det liberale værdisæt LA'er: Burkaforbuddet er et skred i det liberale værdisæt Næste artikel Debattør: Stop med at generalisere ud fra etnisk ophav Debattør: Stop med at generalisere ud fra etnisk ophav