3F skal genopfinde sig selv og gøre op med den forældede magtfortolkning

Det er nok gået de færrestes næse forbi, at 3F skal have ny formand. 

Formandsvalget 8. april kommer i utide, efter den tidligere formand Per Christensen måtte forlade forbundet efter afsløringen af et noget særpræget dobbeltliv, hvor han havde holdt adskillige kvinder og deres familier for nar.

Hvis man fulgte sagen, blev man efterladt med det indtryk, at problemet ikke var den tidligeres formands løgn og bedrag, men det at han blev opdaget.

Nu skal der så vælges en ny formand. Tina Christensen har indtil videre fungeret som konstitueret formand, men i skrivende stund ser det ud til, at der kun er én kandidat til at efterfølge Per Christensen på posten, nemlig nuværende forbundssekretær Henning Overgaard. En sindig, traditionel fagforeningsmand.

Opgaven er til at tage og føle på – eller rettere sagt: der er nok at tage fat på.

Hvis du ikke har en troværdig fortælling, så har du ingen legitimitet

Tine Aurvig-Huggenberger

3F har gennem de sidste ti år med stor succes brandet sig selv som Danmarks største og stærkeste forbund. Den tidligere formand kunne være venner med alle. Lige fra Kristian Thulesen Dahl til Mette Frederiksen.

Både brand og fortælling som stod stærkt, lige indtil ingen af delene gjorde det længere på grund af den nu tidligere formands manglende moralske kompas og efterfølgende den politiske ledelse, som tog langsomme beslutninger og kommunikerede de trufne beslutninger som en konsekvens af pressens opdagelser.

LÆS OGSÅ: Mediernes dækning af dobbeltliv var afgørende for Per Christensens afgang

Det tager som bekendt lang tid at opbygge en god og legitim fortælling. Men det tager kun ét nanosekund at ødelægge den.

Du skal have styr på din fortælling som organisation. Hvorfor du er her, hvad du vil, hvad du kæmper for og hvordan du vil gøre det. Det er egentlig meget lige ud af landevejen; hvis du ikke har en troværdig fortælling, så har du ingen legitimitet – og dermed ingen eksistensberettigelse.

En ordentlig løn. Ligeløn. Relevant efteruddannelse. Ordentligt arbejdsmiljø. God pensionsordning. Det er helt grundlæggende forventninger, som de fleste mennesker har til deres arbejdsforhold. Det er helt basale vilkår, som fagbevægelsen skal være garanter for.

Det er en fortælling, som langt de fleste mennesker – nærmest uanset politisk observans – mener skal kendetegne det danske arbejdsmarked, og det er en fortælling, som fagbevægelsen har ejet i de seneste 100 år. Løsningerne er blevet skabt i fællesskab – nogle gange i kamp, men mest i fællesskab.

Det er den fortælling, som forsvandt i tågerne i december, da Per Christensen afslørede, at hans opfattelse af magten var lysår fra en ansvarlig og legitim forvaltning.

Samtidig afslørede den, at fagbevægelsen er uhyre sårbar, fordi brandet og fortællingen er så tæt knyttet til formandens autoritet. Kort sagt: hvis formanden ikke er uangribelig, trækker det hele organisationen ned.

Derfor står den kommende formand med en kæmpe opgave. Han skal ikke bare genoprette organisationens fortælling og legitimitet, der skal også tænkes en enkelt eller to nye tanker om, hvordan man er en moderne organisation i 2022.

Fagbevægelsen har i årtier haft problemer med at organisere ikke bare de unge, men lønmodtagere helt generelt.

Hvis man ser bort fra prisen på et fagforeningsmedlemsskab, er forklaringen måske også, at fagbevægelsen fremtræder en anelse bedaget og ikke helt i synk med menneskers opfattelse af, hvordan en legitim organisation skal varetage deres interesser.

Ord som transparens, professionel ledelse og ordentlig forvaltning af magten er ikke det første, man tænker på, når man tænker på 3F. Og hvordan skal man overbevise kommende medlemmer – og for så vidt også eksisterende medlemmer – om, at man er de rette til at varetage deres interesser, når man ikke engang kan "walk the talk"?

Det store spørgsmål er om en ny formand får mulighed for ikke bare at skabe en ny fortælling for 3F, men også tage opgøret med en gammeldags og forældet magtfortolkning

Tine Aurvig-Huggenberger

Resultater som Arne-pensionen gør det ikke alene. Det at melde sig ind i en fagforening handler lige så meget om identitet. Kan man se sig selv i fortællingen og forvaltningen af den organisation, som man skal betale til hver måned?

Dansk fagbevægelse er på mange måder en kolossal succeshistorie, og når det handler om indflydelse og mulighederne for at præge det danske samfund, er den ret uovertruffen. Men forudsætningen for succesen er, at der er medlemmer bagved. At man repræsenterer nogen. Så med et konstant faldende medlemstal, falder legitimiteten også.

Det store spørgsmål er så om en ny formand får mulighed for ikke bare at skabe en ny fortælling for 3F, men også at være den som tager opgøret med en gammeldags og forældet magtfortolkning. En magtfortolkning, der binder sig til opfattelsen af den "stærke" formand, der udlægger teksten og fortæller omverden, hvad vi skal mene.

Denne opfattelse og forvaltning af magten er dybt institutionaliseret på mange niveauer i det danske samfund, men det er samtidig en opfattelse, som skaber mistillid og afstand.

Der er ingen tvivl om, at 3F's ledelse og tillidsvalgte ønsker sig en ny "stærk" formand, men ønsker de sig også en formand, der vil modernisere forbundet og skabe en professionel arbejdsplads i organisationen 3F, hvilket højst sandsynligt vil betyde, at den politiske ledelse ikke skal personaleforvalte?

Ønsker de sig en formand, der kan tegne en ny profil med transparens og åbenhed som kendetegn? Og sidst men ikke mindst ønsker de sig en formand, hvis moralske kompas er i synk med det omgivende samfund?

Hvis de virkelig ønsker sig det, så er der vel en reel chance for, at 3F kan blive et moderne, stærkt forbund. Et forbund, som kan være med til at drive en positiv forandring – ikke bare af 3F, men af hele fagbevægelsen.