Køb abonnement
Annonce
Anmeldelse af 
Karin Liltorp

5 A'er fra ordfører: Med Rasmus Prehns bog om frivillighed har jeg fået en stærk allieret i Folketinget

Jeg glæder mig først og fremmest stort over, at jeg har en stærk allieret omkring denne dagsorden i Folketinget, skriver civilsamfundsordfører Karin Liltorp (M).
Jeg glæder mig først og fremmest stort over, at jeg har en stærk allieret omkring denne dagsorden i Folketinget, skriver civilsamfundsordfører Karin Liltorp (M).Foto: Mathias Svold/Ritzau Scanpix
23. februar 2025 kl. 10.00

Hverdagssolidaritet
Rasmus Prehn
183 sider, Grønningen 1, udkommer 19. februar

 

Hverdagssolidaritet af Rasmus Prehn er en velment hyldest til det danske civilsamfund og den uundværlige frivillige indsats, der binder vores samfund sammen.

Jeg er svært begejstret for, at Prehn sætter frivilligheden i centrum og formår at tydeliggøre den store værdi, som foreninger og frivillige initiativer skaber i hverdagen.

Det er forfriskende at læse en bog, der ikke bare anerkender, men også fremhæver betydningen af de mange danskere, der engagerer sig uden at forvente noget til gengæld.

Desuden kommer han med spændende og konkrete forslag til, hvordan vi kan integrere det frivillige arbejde i vores velfærdssamfund.

Prehn har mange gode idéer til, hvordan vi får styrket fællesskabslimen i samfundet gennem de frivillige foreninger, for det er der brug for.

Karin Liltorp (M)
Civilsamfundsordfører

Prehn formår at beskrive frivillighedens mangfoldighed med varme og indlevelse. Gennem konkrete eksempler som LykkeLiga, Natteravnene og Headspace viser han, hvordan frivillige fællesskaber skaber trivsel og samhørighed i lokalsamfund over hele landet.

Denne del af bogen er uden tvivl dens stærkeste kort. Især hans refleksioner over, hvordan frivilligheden kan styrke vores demokratiske fundament, er inspirerende.

Jeg er særligt begejstret for disse to sætninger, som opsummerer bogens kernebudskab:

"Alle borgere behøver ikke at være klienter, og alle, der hjælper, behøver ikke at være ansatte medarbejdere", samt "jeg ser meget gerne, at udviklingen skaber stærkere, mere deltagende og bidragende borgere, altså med borgerskab og empowerment, frem for apati, frustration og afmagt."

Disse udsagn rammer plet i forhold til den transformation, som det fremtidige samfund kræver, hvis vi stadig skal være i stand til at løfte velfærdsopgaverne.

Ideer til at styrke fællesskabslimen

Prehn efterlyser, at vi synliggør frivillighedens værdi – blandt andet ved at opfordre arbejdsgiverne til at lade os alle deltage i frivilligt arbejde nogle dage om året.

Han nævner, at man kan bruge frivillige på skoler, men glemmer i den forbindelse at nævne, at disse initiativer allerede kører mange steder i landet, blandt andet Skolens Venner, der sørger for at især mange pensionister agerer en ekstra støtte i klassen. Ja tak til, at denne praksis udbredes til hele landet.

Læs også

Prehn taler han varmt for borgertjeneste for unge, så de kan opleve, at der er brug for dem for at løse samfundets problemer – igen en ganske glimrende idé, som vi i Moderaterne i høj grad bifalder.

Desuden efterspørger han mere frihed til kommunerne, så de kan gøre bedre brug af frivillige, og også der har han en relevant pointe: Vi skal sætte fri, så vi kan bruge de frivillige kræfter, der er tilgængelige, i stedet for at gøre det til en bøvlet administrativ opgave at lade folk hjælpe, når så mange gerne vil.

Alt i alt; Prehn har mange gode idéer til, hvordan vi får styrket fællesskabslimen i samfundet gennem de frivillige foreninger, for det er der brug for.

Prehn præsenterer et gammelkendt ønske om at reducere bureaukratiet omkring foreningsdannelse, og den dagsorden kan der nok ikke være uenighed om. Derudover foreslår han, at der udvikles "plug-and-play"-modeller for foreningsarbejde.

Der kunne med fordel have været en mere dybdegående refleksion over, hvordan de foreslåede politiske tiltag skal implementeres i praksis.

Karin Liltorp (M)
Civilsamfundsordfører

Med hensyn til sidstnævnte vil jeg påpege, at sådanne modeller allerede eksisterer:

Center for Frivilligt Socialt Arbejde (CFSA), som Palle Simonsen stiftede i 1992 har til formål at sikre, at alle de mange små foreninger nemt kan få hjælp til alt omkring foreningsdrift, jura, ansøgningsprocesser mm.

Fra ord til handling

De er altså allerede en central aktør på området, som vi fra politisk side burde holde hånden under, men som flere gange har været lukningstruet på grund af manglende politisk vilje.

Det kunne derfor have beriget bogen med konkrete eksempler på flere af de eksisterende løsninger, hvilket yderligere inkluderer Frise (Frivilligcentre & Selvhjælp Danmark), der er bagmænd for frivilligjob.dk, socialkompas.dk og RådgivningsDanmark, der sikrer kvalitet i frivillige rådgivningstilbud.

Desuden er der efter min smag lidt for meget snak om ”respekt for faggrænser”. Her bliver det glemt, at mange frivillige er yderst kvalificerede og professionelle, og derfor påtager sig svære opgaver, inklusiv rådgivning af selvmordstruede i Livslinjen.

Læs også

Mange gode løsninger på sociale problemer findes netop af frivillige, der er tæt på modtagerne – og ikke sjældent er der vokset en selvejende forening ud af et frivilligt initiativ.

De bedste løsninger vokser nemlig ofte nedefra, og ikke på en embedsmands bord, og derfor kan fokus på snærende faggrænser ende med at være med til at holde gode initiativer nede. 

Der kunne med fordel have været en mere dybdegående refleksion over, hvordan de foreslåede politiske tiltag skal implementeres i praksis, og bogen efterlader læseren med en følelse af, at potentialet for at skabe reel politisk forandring ikke udfordres tilstrækkeligt.

Men mon ikke, at Rasmus Prehn og jeg kan sætte os sammen og få konkretiseret nogle af idéerne, og få dem skubbet videre i systemet?

Stærk allieret i Folketinget

Alt i alt er 'Hverdagssolidaritet' en inspirerende læsning for alle, der interesserer sig for frivillighed og civilsamfundets rolle i Danmark.

Prehn skal have ros for sit engagement og sin evne til at formidle den glæde og styrke, der findes i fællesskaber.

Hans passion for emnet skinner tydeligt igennem, og bogen fungerer som en opmuntrende påmindelse om, hvor stor en forskel frivilligt engagement kan gøre.

Men bogen kunne have stået stærkere, hvis den havde givet en mere grundig analyse af de politiske tiltag og anerkendt de eksisterende initiativer, som allerede understøtter frivillighedens vækst.

Jeg glæder mig dog først og fremmest stort over, at jeg har en stærk allieret omkring denne dagsorden i Folketinget og satser på, at vi kan forene vores kræfter for at fremme dagsordenen med at skabe de optimale rammer, som de frivillige foreninger fortjener.

Læs også

Annonce
Annonce
IconNyeste job
Vis alle

Annonce
Altinget logo
København | Stockholm | Oslo | Bruxelles
Vi tror på politik
AdresseNy Kongensgade 101472 København KTlf. 33 34 35 40redaktionen@altinget.dkCVR nr.: 29624453ISSN: 2597-0127
Ansv. chefredaktørJakob NielsenDirektørAnne Marie KindbergCFOAnders JørningKommerciel direktørMichael ThomsenFormand og udgiverRasmus Nielsen
Copyright © Altinget, 2026