Åbningsdebatten: Ellemann og Pape sagde farvel til værdikampen, og regeringen vinkede ivrigt med

Folketingets åbningsdebat hører til kategorien af politiske ritualer – ligesom nytårstalen og talerne på grundlovsdag. Derfor var der noget forudsigeligt teater over det, da politikerne stødte sammen i folketingssalen for første gang siden sommerferien.

Alligevel var der flere vigtige strømpile i torsdagens debat, især når det kommer til, hvilken slagmark regeringen og de borgerlige kommer til at kæmpe på frem mod det folketingsvalg, der begynder at tone frem i horisonten.

Mest bemærkelsesværdigt var det, at regeringen og Venstre og Konservative faktisk var enige om, hvad de skal være uenige om: nemlig en ret klassisk fordelingspolitisk kamp, hvor velfærd støder sammen med vækst og skattelettelser.

Det er først og fremmest et nybrud i den borgerlige lejr.

DF i en penibel situation

Med en strategisk helt afgørende sejr fra landbrugsforhandlingerne i lommen og et landsmøde i denne weekend, var Venstre-formand Jakob Ellemann-Jensen i decideret hopla, da han som taler nummer to fik ordet.

Dansk politisk befinder sig dermed i et terræn, vi ikke har bevæget os i siden 1990erne, hvor velfærd overfor vækst og skattelettelser – og tryghed overfor reformer – udgør de store skillelinjer.

Her angreb han især den velfærdslov, regeringen har gjort til sit flagskib, og som vil pålægge den til enhver tid siddende regering at lade det offentlige forbrug at følge det udviklingen i antallet af børn og ældre. Her vil Ellemann-Jensen sætte BNP-vækst ind som et forbehold.

Med henvisning til balancen i sit eget husholdningsbudget forsøgte Ellemann at flytte fokus fra statens udgifter til dens indtægter.

”En stigning i de offentlige udgifter skal bindes op på en stigning i den økonomiske vækst. Med afsæt i et skattestop – selvfølgelig,” som han sagde.

Det er på den platform, at Venstre gerne vil diskutere velfærd, skat, arbejdsudbud og fritvalgsordninger.

Det interessante efterfølgende var, at såvel Konservative og Nye Borgerlige fulgte op med spørgsmål til Venstre-formanden indenfor den ramme, ligesom borgerlig økonomisk politik var primært, da det ud på eftermiddagen blev Søren Pape Poulsens tur på Folketingets talerstol.

Her var Dansk Folkeparti ene om at angribe Ellemann på udlændingepolitikken. Eller måske snarere prøve at trække ham tilbage i den værdikæmper-rolle, DF’erne inderligt har brug for, at de borgerlige mainstreampartier indtager, hvis de ikke skal stå alene med deres dagsorden. Det kom Kristian Thulesen-Dahl ikke langt med.

Pointen er, at Ellemann-Jensen og Pape satser på at skifte indholdet i den borgerlige alliance ud – fra værdi-, og især udlændingepolitik, til økonomi. Det reflekterer en erkendelse i Venstre og Konservative af, at udlændingepolitikken efter Socialdemokratiets vending, ikke længere er det taktiske trumfkort, det var i nullerne.

Ydermere har det skifte den ræson, at borgerlig økonomisk politik er fælles gods mellem alle de borgerlige partier bortset fra DF. Med gradvis, men netop ikke absolut uenighed, gående fra den i en dansk kontekst ret liberale økonomisk politik i Nye Borgerlige og Liberal Alliance til den mere midtsøgende position i V og K.

Det er også sådan, at netop styring af dansk økonomi er det eneste emne i top-fem på vælgernes dagsorden, som flertallet af dem anser de borgerlige for bedst til at håndtere. Det var tydeligt for enhver, der så debatten, hvordan især Jakob Ellemann-Jensen befandt sig godt og slagkraftigt i et mere klassisk borgerligt-liberalt terræn.

Det efterlader selvfølgelig DF i en penibel situation. Ikke kun fordi DFs økonomiske politik er tættere på Socialdemokratiets, men fordi fordelingspolitiske debatter ikke er en del af partiets DNA og styrke.

Ældreområdet som springbræt

Til gengæld tog regeringen imod Ellemanns fokus på borgerlig økonomisk politik med kyshånd. Her vil man hellere end gerne afgøre næste valg på den velfærdspolitiske slagmark, og Socialdemokratiets våben bliver den førnævnte velfærdslov. Med den i hånden vil man reaktivere vælgernes frygt for, at der bag den borgerlige snusfornuft om at tjene pengene før de bruges, gemmer sig forringelser af velfærden og social uretfærdighed.

”Tænk, at der nu skal ultimative krav til, før man er klar til blot at lægge en bund under velfærden,” konstaterede Socialdemokratiets politiske ordfører Christian Rabjerg Madsen – der ellers gjorde utroligt meget ud af at anerkende sine modstandere og nedtrappe enhver konflikt så meget som muligt.

Vender vi tilbage til vælgernes dagsorden, og hvilken regeringskoalition, vælgerne mener, er bedst på de respektive emner, så sidder en socialdemokratisk ledet regering tungt på velfærdsemnerne. Såvel dem der ligger helt i top – sundhed og ældre – som de lidt mindre tungtvejende emner som social ulighed og børneområdet.

Når Venstre og Konservative alligevel vælger at tage kampen op med regeringen på det, der nu og historisk har været socialdemokratisk hjemmebane, handler det ikke kun om Ellemann og Pape Poulsens ideologiske profil, og hvad der kan samle flest borgerlige partier.

I horisonten kan de se, at især ældreområdet bliver en udfordring for velfærdsøkonomien. Antallet af ældre stiger eksplosivt de kommende år, og deres krav og forventninger til serviceniveauet er høje.

Det har ikke kun fået forsikringsbranchen til at opdyrke det gryende private marked for ældreforsikringer, når det kommer til pleje og hjælp. Presset på statsbudgettet fra den voldsomme stigning af ældre medborgere er en udvikling, forhenværende departementschef i sundhedsministeriet, Per Okkels, har advaret om, kan ”knække ryggen på velfærdssamfundet.”

Med andre ord bliver ældreområdet mere og mere politisk sprængfarligt fremover – også som løftestang til en bredere debat om velfærdssamfundets principper og indretning.

Det er rørte vande, som Konservative allerede har søsat en kampagne for at fiske i. Ligesom det forlyder, at et udspil med fritvalgsordninger på ældreområdet bliver Ellemann-Jensens slagnummer på weekendens landsmøde.

Tilbage til 90erne

Udfordringen for den strategiske omlægning hos de borgerlige er dog, at den kun svært leder de borgerlige frem til regeringskontorerne. For indeværende er økonomien i rekordvækst, og vælgerne har en tendens til at belønne den siddende regering, når økonomien er god.

Der skal om ikke en decideret økonomisk krise så en betydelig økonomisk afmatning til, før den borgerlige strategi rigtig kan flytte noget i vælgerhavet. Her kan Ellemann-Jensen og Pape Poulsen dog holde et vågent øje med inflationsdebatten, som er hed i øjeblikket, og på længere sigt, at europæisk økonomi ikke har fundet en vej ud problemerne med lav vækst.

Men målet for de borgerlige er nok i mindre grad partout at genvinde regeringsmagten næste gang, men mere at smede en stærk alliance, efter værdipolitikkens epoke er slut.

Nye Borgerlige, DF, SF og Enhedslisten forsøgte fra hver deres udgangspunkt at politisere de netop hjembragte IS-mødre og deres børn, ligesom Alternativet angreb de to sidstnævnte partier på klimapolitikken. Men det blev ved markereringerne.

Dansk politik befinder sig dermed i et terræn, vi ikke har bevæget os i siden 1990’erne, hvor velfærd overfor vækst og skattelettelser – og tryghed overfor reformer – udgør de store skillelinjer.