Adam Holm: Har Sofie Linde skadet #MeToo? Nej – jeg tog fejl

KOMMENTAR: Vi kan være enige om at hylde Sofie Linde for at inspirere kvinder til at sige nej til en sexistisk adfærd. Men hvis mediernes krænkelseskultur skal fortrænges, kræver det statuering af eksempler indadtil og måske offentligt, skriver Adam Holm. 

For nogle år siden interviewede jeg den svenske sundhedsforsker og statistiker Hans Rosling i 'Deadline' på DR2. Vi talte om mediernes rolle som formidler af klodens tilstand.

Med afsæt i statistikker fra FN og Verdensbanken slog Rosling fast, at størstedelen af befolkningen i udviklingslandene har langt bedre leveforhold end mediernes 'ensidige' og 'sensationslystne' fremstilling giver indtryk af.

Han lagde ikke fingrene i mellem, og stemningen i studiet var lettere anspændt. Roslings udgangsreplik lød: "Der er ikke noget at diskutere! Jeg har ret, og du tager fejl!".

Om salige Rosling har ret, er ikke væsentligt i denne sammenhæng. Det er derimod det forhold, at jeg for nylig på denne plads skråsikkert leverede min egen udgave af, "jeg har ret, og du tager fejl" ved at hævde, at Sofie Linde gør mere skade på #MeToo end gavn.

To ugers intens debat senere og efter mange vidnesbyrd om krænkelser og hverdagssexisme samt underskriftsindsamlinger giver svaret sig selv: Lindes udmelding har haft nøjagtigt den modsatte virkning af, hvad jeg troede. How wrong I was. Hurra for det.

Hvorfor skrev jeg min kommentar? Først og fremmest, fordi jeg var – og er – dybt uenig i Lindes beslutning om ikke at ville oplyse navnet på den mand, der krænkede hende til en julefrokost i DR for 12 år siden. Af samme grund kaldte jeg det for et "mediestunt" og "en halvbagt historie".

Min kommentar var samtidig en reaktion på selv at være blevet nævnt i et formiddagsblad som den såkaldte "tv-kanon," alias manden, der ifølge Linde forsøgte at true hende til at give ham et blowjob. Det understreger, hvorfor det er vigtigt, at den krænkede part tør være konkret.

Ved at insistere på krænkerens anonymitet er alle mænd uden undtagelse under mistanke. Det er ikke en betryggende praksis. Vi kender det fra andre debatter, for eksempel på integrationsområdet. Når hele grupper forskelsløst påduttes det samme mærkat, ender vi med en gold og meningsløs modstilling af sort-hvid, god-dårlig, for-imod, mand-kvinde.

Jeg gik derfor i rette med Lindes beretning. Her burde alarmklokkerne have ringet. Jeg havde trods alt selv skrevet: "De kvinder, som siger fra over for mænds uterligheder, skal støttes og har krav på at blive lyttet til".

Men jeg lyttede ikke. Tværtimod. Jeg tilgik Linde som om hun havde fremsat et kontroversielt lovforslag, som nærmest per automatik skulle udfordres og udstilles. Ikke mærkeligt, at det mest anvendte skældsord i min snart glohede indbakke var "hykler!".

Tonen har været hård – nogle gange krigerisk og uforsonlig – men måske er der et gran af sandhed i den gamle talemåde "med ondt skal ondt fordrives". Det gjorde i hvert fald ondt at konstatere, at jeg var på afveje. 

Min kommentar er blevet udlagt som en klassisk mandlig afvisning af kvinders erfaring med sexisme.

Én kritiker har sågar kaldt min kommentar for et lærebogseksempel i fornægtelse af kvinders rolle som ofre. Det er stærk tobak, men faktum er, at jeg i stedet for at høre på en krænket kvindes historie diskuterede hendes motiver for at fortælle selvsamme historie.

Skønlitteraturen tilbyder nu og da en moralsk håndsrækning. Således den finsk-svenske forfatter Kjell Westö, der i sin mesterlige roman 'Luftspejling 38' maner til eftertanke:

"Hvorfor forstod de ikke at det var ved at være lydhør at man blev klog? Ikke ved at ævle løs selv, blive forelsket i sin egen stemme, gentage det man allerede havde ment og tænkt længe".

Westös opfordring er en enkel og krystalklar påmindelse. Man bliver klogere af at lytte, ikke af at gentage sit eget forvredne synspunkt i det uendelige. Kvinder med krænkelseshistorier skal ikke på anklagebænken eller føle sig talt hen over eller ned til. Det er i grunden ganske enkelt, når man – læs: jeg – først har fattet det.

Et afgørende punkt står imidlertid tilbage. Vi kan være enige om at hylde Linde for at inspirere kvinder til at sige nej til en sexistisk adfærd. Men hvad med mændene rundt omkring på landets medier? Skal de – vi – ikke også se at krænkelseskulturens tid lakker mod enden?

Jeg synes det, men mange stemmer i debatten viger tilbage for at gøre det nødvendige. Tænk dog på krænkerens kone og børn, lyder det så man næsten må knibe en tåre. Hele familier risikerer at blive splittet og opløst, hvis den pågældendes identitet kommer frem.

Ja, det er trist, at krænkelser kan få konsekvenser både professionelt og privat – det er tilfældet for mange af de krænkede – men at tie om, hvilke mænd der forsøger at besudle og fornedre deres kvindelige kolleger og ansatte, er drivende sentimentalt og udtryk for en misforstået hensyntagen. Vi ville næppe acceptere samme håndsky tilgang, hvis det drejede sig om fysisk vold.

Det er følelsesmæssigt belastende for de berørte kvinder at tale højt om deres oplevelser. Og nogle er bekymrede for deres karriere.

Det forstås, men de eneste, som burde få dybe panderynker over den videre karrierevej, er de mænd, som forløber sig. Så enkelt burde det være. Og måske bliver det sådan i en ikke alt for fjern fremtid.

Flere kvindelige ledere, eksempelvis Mandag Morgen og Altingets tværgående chefredaktør, Lisbeth Knudsen, og hendes kollega på Berlingske, Mette Østergaard, samt tidligere statsminister Helle Thorning Schmidt har utvetydigt sagt, at vejen frem ligger i at være konkret og kontant. 

Nok er hverdagssexismen en del af en 'struktur' og kan som sådan ikke reduceres til at handle om enkelte brodne kar, men 'strukturerne' har også et ansigt og et navn. Det viser de krænkedes historier. Skylden er aldrig abstrakt og generel.

Hvis mediernes egen krænkelseskultur skal fortrænges, kræver det statuering af eksempler indadtil og måske offentligt. Hvis ikke det sker, tror jeg, at det igangværende opgør ender med nogle flotte hensigtserklæringer og et øjebliks emotionel opstandelse. Ikke med en gennemgribende forandring.

Forhåbentlig tager jeg fejl – igen.  

-----

Adam Holm, født 1969. Ph.d. i historie og journalist, tidligere Deadline på DR2. I dag tilknyttet blandt andet P1 og Berlingske. Udgav i 2017 bøgerne 'Endestation Europa' og 'En by i krig. Scener og skæbner fra Damaskus'. Indlægget er alene udtryk for skribentens egen holdning.

Forrige artikel David Trads: Er vi igen parat til en gammel, hvid og kedelig mand? David Trads: Er vi igen parat til en gammel, hvid og kedelig mand? Næste artikel Lisbeth Knudsen: Global streamingkrig lige ind i danske stuer Lisbeth Knudsen: Global streamingkrig lige ind i danske stuer
Konservatives fremgang sker på bekostning af V

Konservatives fremgang sker på bekostning af V

VÆLGERNE VANDRER: Næsten ni ud af ti af Konservatives nye vælgere satte kryds ved Venstre ved sidste folketingsvalg. Det viser en ny analyse af, hvordan vælgerne er vandret siden valget i juni 2019.