Debat

Ældre Sagen: Fattige pensionister brandbeskattes fortsat

REPLIK: Man skylder den store del af de nuværende folkepensionister, som mærker samspilsproblemet i dag, at finde en løsning, skriver Bjarne Hastrup, administrerende direktør i Ældre Sagen.

Man skal halvere modregningen af folkepensionens pensionstillæg, skriver Bjarne Hastrup.<br>
Man skal halvere modregningen af folkepensionens pensionstillæg, skriver Bjarne Hastrup.
Foto: Ældre Sagen
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Bjarne Hastrup
Administrerende direktør i Ældre Sagen

Forsikring og Pensions direktør skriver i Altinget torsdag, at han ikke kan forstå Ældre Sagens kritik af regeringens forsøg på at løse samspilsproblemet gennem et skattefradrag på fremtidig pensionsopsparing.

Forsikring og Pension begrunder det med, at ”de nuværende pensionister ikke har et samspilsproblem i nær samme størrelsesorden som de fremtidige”.

Argumentet er, at marginalbeskatningen er lavere i dag end dengang, opsparingen blev foretaget.

Fakta
Deltag i debatten!
Skriv til [email protected]

Der er imidlertid en væsentlig del af de nuværende pensionister, der havde en lav marginalskat, da de var erhvervsaktive, og oplever en meget høj sammensat marginalskat nu.

Beskatningen højere end fradraget
Det gælder især dem, der havde en lav indkomst på arbejdsmarkedet og har en relativ lille pension nu. Det er godt, at pensionsbranchen varetager interesser for dem, der indbetaler til pensionsselskaberne fremover – men de bør også huske den gruppe, der er gået på pension. De skal også have rimelige forhold.

Det er en trussel mod tilliden til det nuværende pensionssystem, at ganske almindelige mennesker ikke kan gennemskue reglerne – og det bliver endnu sværere at navigere med de nye komplicerede regler.

Bjarne Hastrup
Administrerende direktør i Ældre Sagen

Det er rigtigt, at marginalskatten har ændret sig over tid. I 2009 blev mellemskattegrænsen kraftigt forhøjet, og i 2010 blev mellemskatten helt afskaffet. Det gjorde det markant mindre fordelagtigt at indbetale til en pensionsordning for de fleste lønmodtagere.

Det er imidlertid især folk med de højeste indkomster, der tidligere har haft en høj marginalskat, mens de arbejdede, og dermed havde en høj fradragsværdi – som nu er faldet.

Men der er fortsat en betydelig gruppe blandt de nuværende pensionister, som oplever en samlet beskatning af deres pensionsudbetaling, som er langt højere end det skattefradrag, de fik i sin tid, da pengene blev indbetalt på deres pensionsordning.

Det er de mennesker, der har haft lave indkomster i arbejdslivet, og som derfor også har små pensionsopsparinger i dag.

Nuværende pensionister har gjort en dårlig forretning
Det bemærkes også, at de væsentligste fald i skatten ligger adskillige år tilbage.

Så rigtig mange af de nuværende pensionister (og ligeledes mange af dem, der går på pension i de nærmeste år) har i mange år indbetalt til pensionsordninger med en lav fradragsværdi.

Mange, der modtager en lille løbende pension fra deres pensionsordning, vil blive modregnet i ældrechecken med 34 procent. Sammen med skatten betyder det, at man kun beholder 42 ud af 100 kroner, der bliver udbetalt. De har ikke gjort nogen god forretning.

Det gælder især de, der har indbetalt meget i de senere år, det vil sige blandt andet medlemmerne af de nye arbejdsmarkedspensionsordninger på LO-området, der først nåede op på 12 procent i bidrag omkring 2010.

Selv om fremtidens pensionister ville have lidt endnu større tab end de nuværende pensionister under det hidtidige system, har mange af de nuværende pensionister således også lidt tab.

Regeringens løsning overser denne gruppe af nuværende pensionister med relativt lave pensioner. Desuden komplicerer den et i forvejen meget indviklet pensionssystem.

Det er en trussel mod tilliden til det nuværende pensionssystem, at ganske almindelige mennesker ikke kan gennemskue reglerne – og det bliver endnu sværere at navigere med de nye komplicerede regler.

Løs problemet ved ondets rod
Skatteaftalen giver højere fradrag for indbetalinger nu, som skal opveje modregning i sociale ydelser, som sker mange år ud i fremtiden – hvor folk har glemt alt om skattefradrag i fortiden.

Ældre Sagen mener, at man kunne have løst problemet mere simpelt og retfærdigt ved at løse det ved det direkte ondets rod: Ved at halvere den høje modregning.

Det er desuden vigtigt at understrege, at Ældre Sagen har foreslået en reform med to elementer:

  • En løsning af restgruppeproblemet ved at sikre alle en pensionsordning med en udbetaling på cirka 70.000 kroner, svarende til at de nuværende tillæg til folkepensionen falder væk
  • En halvering af modregning i folkepensionens pensionstillæg

Løsningen af restgruppeproblemet skal sikre, at pensionister med de laveste indkomster på sigt får en supplerende pension, der er så stor, at de løftes ud af samspilsproblemet med for eksempel ældrechecken.

Ældre Sagen står ikke alene med sin kritik af regeringen og Dansk Folkepartis skatteaftale.

Vi slutter os tværtimod til et kor af økonomer og pensionseksperter, der mener, at der kan findes bedre løsninger. Vi mener, at man skylder den væsentlige del af de nuværende folkepensionister, som mærker samspilsproblemet i dag, at finde en løsning for dem.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Bjarne Hastrup

Adm. direktør og medstifter, Ældre Sagen, forfatter
cand.polit. (Københavns Uni. 1972)

0:000:00