Debat

Akademikerne: Vi kan alle blive nedslidt

DEBAT: Alle skal have ret til en værdig tilbagetrækning fra arbejdsmarkedet. Derfor er det ærgerligt, at både røde og blå partier foreslår at forskelsbehandle på baggrund af fag eller branche, når det gælder retten til pension, skriver Lars Qvistgaard.

Der er ingen tvivl om, at der i nogle fag og uddannelser er større risiko for fysisk og psykisk nedslidning, men vi kan alle blive ramt, skriver Lars Qvistgaard.
Der er ingen tvivl om, at der i nogle fag og uddannelser er større risiko for fysisk og psykisk nedslidning, men vi kan alle blive ramt, skriver Lars Qvistgaard.Foto: Ulrik Jantzen
Lise-Lotte Skjoldan
GDPRDeleted
Vis mere
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Lars Qvistgaard
Formand for Akademikerne

Hvad enten man er smed, sygeplejerske eller gymnasielærer, når man ikke kan arbejde mere, skal det være muligt at stige af arbejdsmarkedet på en værdig måde inden folkepensionsalderen.

Jeg synes, man skal takke Socialdemokratiet for at få spørgsmålet om fysisk og psykisk nedslidning og dilemmaet med den forhøjede pensionsalder på den politiske dagsorden.

For der er ingen tvivl i mit sind om, at vi skal blive bedre til at give dem, der ikke kan holde til det lange arbejdsliv, en bedre og mere værdig exit fra arbejdsmarkedet.

Fakta
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Debatindlæg kan sendes til [email protected]

Vi kan alle blive ramt
Men det er meget bekymrende, når der fra begge sider af det politiske kompas bliver budt ind med forslag, hvor betingelser som branche eller år på arbejdsmarkedet skal give anledning til forskelsbehandling på retten på folkepension. Det fjerner desværre fokus fra det reelle, om hvordan vi giver de nedslidte på arbejdsmarkedet bedre betingelser.

Der er ingen tvivl om, at der i nogle fag og uddannelser er større risiko for fysisk og psykisk nedslidning, men vi kan alle blive ramt. Vi kan alle komme i den situation, hvor vi ikke længere kan fortsætte i jobbet.

Hvis vi ikke længere prioriterer og hæger om, at der skal være lige muligheder for, at alle kan få hjælp og tryghed, risikerer vi at udhule vores velfærdskontrakt.

Lars Qvistgaard
Formand for Akademikerne

Her er dit fag, din branche eller antal år på arbejdsmarkedet ikke det eneste afgørende. For eksempel viser tal, at cirka 35 procent af 60-årige ufaglærte lever længere end dem med en videregående uddannelse. Så andre forhold spiller også ind.

Man kan blive syg, komme ud for en ulykke, og man kan blive nedslidt. Vi skal kunne sikre alle, som ikke kan arbejde mere, en værdig afstigning. Det skal ikke kun være for de få.

Brud på grundlæggende principper
Jeg mener også, at vi skal sætte ind andre steder. For mig er det vigtigt, at vi skaber det bedst mulige arbejdsliv med mange gode år. For at sikre det skal vi skabe gode arbejdspladser med et sundt arbejdsmiljø, der hindrer nedslidning. Skabe arbejdspladser, hvor medarbejderne er motiveret og trives.

Det er også vigtigt, at vi sikrer livslang læring, så den enkelte kan følge med udviklingen på arbejdsmarkedet. Dette er jo en forudsætning for et langt og godt arbejdsliv.

I mine øjne er en differentieret folkepensionsalder et brud med de grundlæggende værdier i vores samfund. Hvis vi ikke længere prioriterer og hæger om, at der skal være lige muligheder for, at alle kan få hjælp og tryghed, risikerer vi at udhule vores velfærdskontrakt og at sætte sammenhængskraften i vores samfund på spil. Det er en farlig vej at gå.

Danskerne fortjener bedre. Når politikerne ansporer os til, at vi i fremtiden skal trække os mange år senere tilbage end i dag, bør de også lytte til kravene den anden vej − og begynde at gribe udfordringerne med de samme løsninger for os alle.

Vi er nødt til at have fokus på at skabe det gode arbejdsliv for alle, og så skal vi også tage ordentligt hånd om dem, der ikke kan arbejde mere.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Lars Qvistgaard

Direktør, Præsteforeningen, fhv. formand, Akademikerne
cand.jur. (Københavns Uni. 1995), MPG (2015)

0:000:00