Altingets chefredaktør: Se verden med Inger Støjbergs øjne

ANALYSE: Det er forståeligt, hvis Inger Støjberg føler sig svigtet af alle dem, der engang bakkede hende op i den stramme kurs mod såkaldte barnebrude. Men hendes benhårde retorik og manglende vilje til at erkende fejl risikerer at udløse en rigsretssag. Hun er blevet sin egen værste fjende

Af Jakob Nielsen

Prøv at se verden fra Inger Støjbergs synspunkt.

I flere år stod hun i spidsen for en indsats mod barnebrude, der samlede Danmark. Hun havde opbakning fra et bredt flertal i Folketinget. Hun fik ros i medierne. Og selvom hun måtte kæmpe med modvillige embedsmænd, havde hun grønt lys til sin linje fra departementschefen – og selvsagt fra statsministeren.

Ikke engang hård kritik fra ombudsmanden kunne rokke ved det store flertal, der bakkede Støjberg op. Som Jyllands-Posten skrev i en overskrift i 2017: ”Ministeren brød loven, men det gør ikke noget”.

I dag er alt forandret. Folketinget har nedsat en kommission for at kulegrave sagen. Den såkaldte Instrukskommission kommer midt i december med sin første beretning om forløbet. Og det kan meget vel føre til, at der for blot anden gang på 100 år bliver rejst en rigsretssag mod en tidligere minister i Danmark.

I mellemtiden er ordet barnebrude de fleste steder skiftet ud med ”unge asylpar”. De fleste medier er nu enige om, at det er en alvorlig sag. Både embedsmænd og politikere har fået travlt med at lægge afstand til Støjberg, og selv hendes egen partiformand er holdt op med at kalde undersøgelsen for ”barnebrudskommissionen”.

Man forstår godt, hvis Inger Støjberg går rundt og føler sig lidt forladt.

Næsten alle dem, der heppede på hende, da sagen begyndte, pakkede sammen, da vinden vendte. Nu holder mange af dem i stedet højstemte taler om dyre retsprincipper, demokratiet og grundloven.

Gør det svært for sig selv
Til gengæld er det, som om Inger Støjberg selv ikke rigtig har forstået det skifte, der er sket. Hun har i hvert fald ikke accepteret det. Da hun senest blev afhørt i sagen, skrev hun på Facebook, at hun så frem til ”at forsvare barnebrudenes ret til at leve et frit liv, mens de er i Danmark”.

Hun opfører sig stadig, sådan som det store flertal af partier og mange medier gjorde i 2016 og 2017 – nemlig som om, at sagens kerne var at være for eller imod barnebrude.

Og netop den strategi kan gøre det umådeligt svært for partierne i Folketinget at se igennem fingre med det, hvis der kommer hård kritik fra Instrukskommissionen. Der er givetvis mange både i Venstre og Socialdemokratiet, der helst vil undgå en rigsretssag. Men spørgsmålet kan meget vel blive, om de folkevalgte – og demokratiet – kan leve med, at en tidligere minister fastholder sin ret til at administrere ulovligt, hvis bare der er flertal for det.

Alle var med Støjberg
Den danske debat om unge asylpar begyndte 25. januar 2016.

Inspireret af en debat i Sverige undersøgte Berlingske, om der også i Danmark fandtes gifte asylansøgere, hvor den ene part var under 18. Det gjorde der, oplyste Udlændingestyrelsen, og så rullede debatten.

Eller, faktisk var der ikke megen debat, for alle var enige med Inger Støjberg om, at den praksis skulle ophøre.

”Jeg er meget chokeret over det her. Tænk sig, at sådan noget kan foregå i Danmark”, lød det fra Socialdemokratiets daværende udlændingeordfører, Dan Jørgensen.

I Berlingske skrev lederskribenten, at ”her gælder, som Inger Støjberg siger, at det er os, der bestemmer. Det må asylansøgere og indvandrere respektere”.

Selv den radikale avis Skive Folkeblad var uden forbehold:

”Mens dele af den danske udlændingepolitik virker som symbolpolitik uden reel betydning — herunder udenlandske annoncer og smykkeloven — så vil der være sund fornuft i at signalere klart og tydeligt, at barnebrude ikke accepteres i Danmark, at barn og voksen ægtefælle ikke kan bo sammen,” skrev avisens chefredaktør, Ole Dall.

Bastant opbakning
Socialdemokratiet indkaldte straks Inger Støjberg i et samråd, hvor ministeren skulle forklare, hvordan det kunne gå til, at ministeriet ikke tidligere havde været opmærksom på problemet og grebet ind.

”Voksne mænd, der er gift med børn, er en problemstilling, som bekymrer mit parti utrolig meget,” sagde Dan Jørgensen på samrådet 15. marts 2016.

”Jeg har undret mig over, at Udlændingestyrelsen har været bekendt med, at det var praksis, at voksne mænd boede med deres hustruer på asylcentre i Danmark,” tilføjede han.

Inger Støjberg slog fast, at hun bestemt heller ikke bifaldt den praksis.

”Og det glæder mig, at jeg kan høre, der er et meget bredt politisk flertal, der ikke er enig i den praksis,” sagde hun.

På resten af samrådet blev Dan Jørgensen ved med at bore i, hvorfor embedsmændene ikke havde råbt op noget før.

Enhedslistens Johanne Schmidt-Nielsen og Alternativets Josephine Fock spurgte forsigtigt ind til, om der ville blive fortaget individuelle vurderinger af de konkrete asylpar, men virkede tilfredse, da ministeren lovede at bestræbe sig på, at ægtepar ikke blev placeret alt for langt fra hinanden.

Inger Støjberg oplyste også, at der i meget særlige tilfælde ville kunne gøres undtagelser, for eksempel hvis de unge asylpar havde fået et såkaldt kongebrev.

De Radikales Sofie Carsten-Nielsen deltog i hele samrådet uden at tage ordet.

Inger Støjberg oplyste, at hun havde ”instrueret Udlændingestyrelsen om generelt at ændre praksis – også hvis de begge er mindreårige eller har børn”.

Dan Jørgensen roste initiativet:

”Jeg er glad for, at ministeren handler resolut, alt andet havde været risikabelt.”

”Jeg takker for bastant opbakning og er glad for, at vi danner fælles front,” sagde Inger Støjberg.

”Vi er enige om, at der er sket noget ret forfærdeligt,” sagde Dan Jørgensen.

Støjberg kæmpede internt
Inger Støjberg tilføjede, at ”Udlændingestyrelsen er ved at omsætte min generelle instruktion i nye retningslinjer, der skal anvendes.”

Disse retningslinjer dukkede aldrig op.

For mens både politikere og medier roste ministeren i høje toner, måtte hun kæmpe en hård kamp med sit eget system. Ledende embedsfolk advarede om, at man ikke kunne indføre en praksis uden undtagelser, sådan som ministeren ønskede. Det ville være ulovligt.

I dag ved vi, at ombudsmanden har slået fast, at en ordning uden undtagelser og uden partshøring var ulovlig. Men i 2016 stod Inger Støjberg med et meget klart mandat fra et bredt flertal i Folketinget om at få stoppet den praksis, at mindreårige ægtefæller kunne bo sammen med voksne mænd.

Som hendes daværende departementschef, Uffe Toudal, senere forklarede, var der i begyndelsen tvivl i ministeriet om, hvorvidt man kunne adskille alle par uden undtagelser. Og Inger Støjberg kunne ikke slippe den tvivl.

”Hun opfattede, at hun sad med et vrantent embedsværk, der blokerede for, at hun kunne komme ud med et vigtigt politisk budskab”, sagde Toudal i Instrukskommissionen.

Til sidst valgte Uffe Toudal at acceptere, at Inger Støjberg udsendte en pressemeddelelse, selv om der ikke stod noget i den om undtagelser. Og da ministeriet ikke udsendte andre dokumenter om sagen, endte pressemeddelelsen med at udgøre den instruks, som hele systemet måtte indrette sig efter.

I dag er netop dét kernen i sagen – var pressemeddelelsen en instruks eller blot en politisk markering?

Men tilbage i 2016 var der ingen embedsmænd, der tog sagen højere op i systemet for at markere, at der var noget helt galt. De fleste valgte at leve med den uklare tilstand – og dermed overlod man det til Udlændingestyrelsen at finde en praktisk udvej.

Verden med Støjbergs øjne
Prøv et øjeblik at se verden med Inger Støjbergs øjne:

Ja, der var betænkelighed i embedsværket, men det var jo hverken første eller sidste gang, at det var tilfældet.

I 2016 gik debatten internt i Venstre og flere andre borgerlige partier i blå blok om, hvordan Danmark kunne slippe fri af konventionernes snærende bånd – eller måske ligefrem træde ud af dem.

Og i forhold til barnebrude var sagen klar: det var nærmest en samlet nation, der krævede handling – hellere i går end i dag.

Skulle Støjberg i den situation have skruet ned for sin indsats? Når nu hendes egen departementschef havde godkendt hendes udmelding i form af den famøse pressemeddelelse?

Efter mange timers afhøringer i Instrukskommissionen står det klart, at der ikke ligger nogen rygende pistol i form af et notat fra en højtstående embedsmand, der klart advarede om, at ministeren var i færd med noget ulovligt.

Ombudsmanden første advarsel
Nogle uger inde i forløbet kom der dog en skriftlig advarsel. Ombudsmanden var gået ind i sagen efter en klage fra et af de adskilte par. Henvendelsen fra ombudsmanden fik ministeriet og Udlændingestyrelsen til at rette op. Nu blev der indført individuel vurdering af alle sager – og alle afgjorte sager blev behandlet igen.

Dermed var der igen ro – men ombudsmanden valgte nu af egen drift at se nærmere på den instruks i form af en pressemeddelelse, som Inger Støjberg havde udsendt.

Derfor dukkede de unge asylpar igen op på den offentlige dagsorden i februar 2017.

Pyt med ombudsmanden
Ombudsmanden oplyste nu til ministeriet, at instruksen (dvs. pressemeddelelsen) efter hans vurdering var ulovlig, og at ministeriets fremgangsmåde havde været ”særdeles kritisabel”.

Ikke fordi adskillelsen nødvendigvis var i strid med konventionerne, men fordi der ikke var foretaget en individuel vurdering i hver enkelt sag.

Det var en usædvanlig hård kritik.

Men nøjagtig lige som året forinden kunne Inger Støjberg glæde sig over meget bred opbakning til sin linje i Folketinget.

Dansk Folkeparti havde nemlig fremsat et forslag i Folketinget, som skulle gøre det ulovligt for mindreårige asylansøgere at bo sammen med deres ægtefæller.

Forslaget blev diskuteret i salen 7. februar 2017 – få dage efter, at ombudsmandens usædvanligt barske vurdering var kommet frem.

Men i sin ordførertale nævnede Socialdemokratiets ordfører Mattias Tesfaye overhovedet ikke ombudsmandens kritik. I stedet foreslog han, at unge asylpar måske kunne tvinges til at bo på hver sit værelse, hvis de på grund af konventioner eller andet ikke kunne placeres på hver sit asylcenter.

Han sluttede sin tale med at henvende sig direkte til en 17-årig kvindelig asylansøger, der i medierne havde fortalt, at hun gerne ville bo sammen med sin mand:

”Fint nok, men så må du vente, til du bliver 18 år; det går nok lige. Nu er du i sikkerhed for bomber, krig og forfølgelse, og det er vi selvfølgelig glade for, men vi håber så også, at du kan finde lidt tålmodighed og vise lidt respekt for de værdier, der findes hertillands, herunder særlig børnenes rettigheder. 18-årsfødselsdagen kommer inden længe, og så kan du kaste dig i armene på din ægtemand, hvis det er det, du vil.”

Heller ikke den radikale ordfører Lotte Rod nævnte ombudsmanden i sin ordførertale.

Det gjorde til gengæld den konservative ordfører Naser Khader, der slog fast, at ministeren ikke havde noget at fortryde:

”Vi er klar over, at ombudsmanden vil komme med en kritik, og at han mener, at der er tale om ulovlig praksis i forhold til adskilt indkvartering. Jeg vil gentage, at det var den rigtige beslutning, der blev truffet dengang,” sagde han.

Det var på den baggrund, at Jyllands-Posten den følgende dag bragte en analyse med overskriften ”Ministeren brød loven, men det gør ikke noget”.

Tak til Støjberg
I løbet af foråret begyndte flere aviser at grave i sagen og undersøge, hvad der egentlig var foregået, da den ulovlige instruks blev udsendt i februar 2016.

Det førte til en stribe samråd, hvor Inger Støjberg blev udfrittet af oppositionen. Efterhånden stod det klart, at ministeren muligvis havde et problem. Og så skiftede Socialdemokratiet kurs. Efter halvandet års total politisk opbakning, begyndte partiet at fokusere mindre på de unge piger og mere på principperne.

»Danmark er ikke en bananrepublik; det er et demokrati det her. Og det er meget alvorligt, at hendes forklaring skifter«, sagde Mattias Tesfaye til Politiken efter et maratonsamråd 1. juni. 

Men der var fortsat intet, der tydede på, at Inger Støjberg behøvede at bekymre sig.

Ikke mindst Berlingske gik til fuldtonet forsvar for ministerens indsats – for eksempel med en ledende artikel, der bar overskriften ”Tak til Støjberg”.

Der kunne måske nok være tale om sjusk, men sjusk forekommer hver dag i den offentlige forvaltning, noterede Berlingske og sluttede med at konstatere, at Inger Støjberg ”fortjener tak for at handle resolut og ligeledes tak for at udholde et pres, som er næsten uden sidestykke i nyere tid”.

Undersøgelse blev afvist
En måned senere vurderede Berlingske i en ny leder, at Støjberg ”efterhånden sidder med en god sag”, fordi det var kommet frem, at nogle af de mindreårige asylpiger havde ændret deres alder, så de nu var over 18 år.

Det fik hele sagen til at lugte af ”stedfortræderpolitik”, skrev avisen:

”Den virkelige skandale i denne sag er de danske statsborgere, der helt bevidst skyder asylansøgere foran sig som et skjold for at omgøre en udlændingepolitik, som et politisk flertal og et flertal af befolkningen støtter.”

Prøv igen at se verden med Inger Støjbergs øjne. 

I sommeren 2017 havde hun ingen grund til at være bekymret. Ganske vist var Politiken og Information begyndt at skrive kritiske artikler om hendes håndtering af sagen. Men de to aviser havde jo heller aldrig været med i hendes fanklub.

I foråret 2018 stillede partierne til venstre for regeringen et forslag om at få sagen undersøgt, men det blev afvist af et flertal i Folketinget. 

Forberedelse af valg
På dette tidspunkt var VLAK-regeringen ved at forberede sig på folketingsvalg. I et forsøg på at skabe fred med Dansk Folkeparti begyndte regeringen at arbejde på et såkaldt paradigmeskifte, hvor udlændingepolitikken skulle strammes yderligere. Dele af den nye lov var på kant med konventionerne, men regeringen sagde åbent, at det var meningen: konventionerne skulle udfordres.

Både i Venstre og resten af blå blok håbede man, at stramningerne ville være så barske, at Socialdemokratiet ville stemme nej – og dermed kunne valget igen komme til at handle om udlændinge.

Derfor ville det se underligt ud, hvis regeringens skarpeste profil og ansvarlige minister på området – Inger Støjberg – pludselig skulle trække i land om unge asylpar eller ligefrem undskylde, at man også i den sag var gået til kanten eller ”måske en tåspids over”, som Støjberg selv formulerede det.

Samråd eller ej – i 2018 havde Inger Støjberg ingen som helst grund til at bekymre sig om sagen.

Først efter valget i 2019 var der flertal for at nedsætte den kommissionsundersøgelse, der nu er kendt som Instrukskommissionen. Og først da begyndte støtten til Inger Støjberg for alvor at sive.

Støjberg alene i verden
Vidnerne i Instrukskommissionen har med få undtagelser haft meget travlt med at lægge afstand til den praksis, som de ellers bakkede op om eller modvilligt accepterede i 2016.

Embedsmand efter embedsmand har forklaret, hvordan de forsøgte at advare mod Inger Støjbergs pressemeddelelse eller følte sig presset til at gennemføre en beslutning, der var på kanten eller direkte ulovlig.

Selv ikke Støjbergs partifæller har været til megen hjælp.

”Om jeg har haft et møde, hvor sagens genstand har været barnebrude? Nej – ikke før i dag,” sagde for eksempel statsminister Lars Løkke Rasmussen, da han blev afhørt i kommissionen. 

Og Søren Pind, som havde været justitsminister, mens sagen kørte, mente nu ligefrem at huske, at han havde ringet eller sms’et til statsministeren og advaret om den alvorlige sag. Men det kunne statsministeren desværre ikke huske. Ærgerligt, ærgerligt.

Bortset fra den trofaste og stadig mere højlydte opbakning fra Dansk Folkeparti og især fra Nye Borgerlige var Inger Støjberg pludselig temmelig alene i verden.

Ikke engang Berlingske bakkede hende op. I maj 2020 justerede avisen sin kurs og glædede sig over, at sagen nu blev afdækket.

”De borgerlige partier har for længe stillet sig i vejen for, at sagen kunne blive undersøgt til bunds,” fremførte avisen i en leder.

Det var den samme avis, der tre år forinden havde skrevet, at historien om barnebrudene var ”et grimt eksempel på, hvordan dele af den røde opposition bruger selv de ringeste anledninger til at jagte ministre”. 

I slutningen af maj 2020 skrev Berlingske en ny leder med overskriften ”Støjbergsagen varsler sandhedens time for Venstre”.

Her stod, at det hele kan ende med en rigsretssag. Og at de borgerlige partier bør indse, at sagen ikke handler om at være for eller imod barnebrude. 

”I stedet for at lave kampagner for Støjbergs kamp mod barnebrude burde politikerne lægge afstand til vildledning i respekt for vores lovgivning og demokrati,” skrev avisen.

Støjberg står fast
I den situation ville mange nok bøje af – måske ligefrem beklage og håbe på tilgivelse.

Men Inger Støjberg har valgt at stå fast på den linje, der har været hendes hele vejen igennem.

Som hun skrev på Facebook inden sin sidste optræden i Instrukskommissionen:

”Så er det i dag kl. 13.30, at jeg igen i Retten på Frederiksberg får mulighed for at forsvare barnebrudenes ret til at leve et frit liv, mens de er i Danmark.”

Set med Inger Støjbergs øjne handler det fortsat om at være for eller imod barnebrude. Alt andet er snak og proces.

I årevis var det et synspunkt, der nød meget bred opbakning. I dag er der få, der ser sådan på det.

Midt i december kommer Instrukskommissionen med sin første redegørelse i sagen.

Skal man dømme efter afhøringerne af de centrale vidner i sagen, står Inger Støjberg til alvorlig kritik. Hun har helt enkelt ikke været i stand til at forklare, hvorfor man ikke skulle betragte hendes pressemeddelelse fra februar 2016 som en instruks. Når det nu var, hvad hun selv kaldte den. 

Spørgsmålet er så, om hendes brøde er så alvorlig, at den kan føre til en rigsretssag.

Det vil selvfølgelig afhænge af, hvor alvorlig kritikken fra Instrukskommissionen er. Men det kan også afhænge af Støjbergs egen reaktion. 

Beslutningen om at nedsætte en rigsretssag er nemlig ikke juridisk – den er politisk og skal træffes af et flertal i Folketinget.

Sin egen værste fjende
Og mange til både højre og venstre vil sikkert af forskellige grunde foretrække at undgå rigsretten. I Venstre kan sådan en sag få den i forvejen skrøbelige fred mellem fløjene til at bryde sammen, og i Socialdemokratiet kan den måske skabe usikkerhed om partiets stramme kurs på udlændingeområdet.

Hvis Støjberg havde bøjet nakken og beklaget, kunne partierne måske tage rapporten fra Instrukskommissionen til efterretning og gå videre til næste sag på dagsordenen. Men hvis Støjberg – nærmest som den sidste i verden – insisterer på sin uskyld, kan det blive svært for Folketinget at lukke øjnene eller at se den anden vej.

Det er sagens store paradoks: Inger Støjberg har i løbet af små fem år mistet stort set alle sine venner. Og nu er hun blevet sin egen værste fjende.

Forrige artikel Analyse: En finanslov med opbakning fra Enhedslisten til DI Analyse: En finanslov med opbakning fra Enhedslisten til DI Næste artikel Støjberg skal finde på bedre argumenter, hvis hun vil undgå en dom Støjberg skal finde på bedre argumenter, hvis hun vil undgå en dom