Debat

Ambassadørens dagbog: Mine første uger i Sydafrika byder på faglig intro og konstante strømafbrydelser

Som spritny ambassadør i Sydafrika skal Elsebeth Søndergaard Krone både lære de sydafrikanske partnere at kende, vænne sig til byens daglige strømafbrydelser og lære at minimere risikoen for røverier på køreture. Læs næste afsnit af 'Ambassadørens dagbog'.

Elsebeth Søndergaard Krone har været Danmarks ambassadør i Pretoria siden 1. september 2023. Ambassaden dækker, udover Sydafrika, også&nbsp;Botswana, Mozambique, Zimbabwe, Zambia, Eswatini, Angola, Lesotho og Namibia.<br>
Elsebeth Søndergaard Krone har været Danmarks ambassadør i Pretoria siden 1. september 2023. Ambassaden dækker, udover Sydafrika, også Botswana, Mozambique, Zimbabwe, Zambia, Eswatini, Angola, Lesotho og Namibia.
Foto: Udenrigsministeriet
Elsebeth Søndergaard Krone
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

I Danmark har vi en app, der viser, hvornår strømmen er billigst eller grønnest. I Sydafrika har vi en app, der viser, hvor mange timer vi skal undvære strøm i dag.  

De værste dage mangler strømmen i op til ti timer. I Danmark mangler vi strøm i 20 minutter – om året. Kulkraftværkerne i Sydafrika er gamle og utilstrækkelige, så hver dag planlægges systematiske strømafbrydelser for at undgå et komplet sammenbrud af hele elnettet. 

Jeg tiltrådte som ambassadør i Sydafrika 1. september og har fuldt fokus på at komme rundt og møde sydafrikanske og internationale partnere. Hvilke udfordringer og muligheder findes i Sydafrika, og hvordan kan danske indsatser og løsninger bringes i spil?  

Mangel på elektricitet og vand er nogle af de udfordringer, der nævnes af de fleste af mine samtalepartnere. På begge områder er Danmark centralt placeret i Sydafrika med solide myndighedssamarbejder og kompetente danske virksomheder. 

Sydafrika i verden  

Alle fra politikere og virksomheder til forskere fremhæver samtidig også Sydafrikas store arbejdsløshed, ulighed og kriminalitet, hvor tallene er blandt verdens højeste. 

Temadebat

Ambassadørens dagbog

Hver dag arbejder de danske ambassadører for at pleje danske interesser i udlandet. Men hvordan ser deres hverdag egentlig ud?

Få et indblik de kommende uger, når vi bringer 'Ambassadørens dagbog'.

En tredjedel af sydafrikanerne er uden job, og det står værst til blandt de unge. Så kan man godt forstå, at de kulminearbejdere, som jeg talte med til en konference om grøn omstilling forleden, er bekymrede for en fremtid med mindre kul. 

Emnerne vil også fylde meget i valgkampen, som så småt er i gang, fordi sydafrikanerne skal til stemmeurnerne næste år. På det tidspunkt har African National Congress (ANC) været ved magten i 30 år siden Mandelas valgsejr i 1994.  

Noget kunne tyde på, at ANC i fremtiden skal dele magten med ét eller flere partier, og jeg prøver at få overblik over det politiske landskab ved at møde de forskellige partier. På den måde kan vi være godt forberedte på, hvordan Sydafrika måske vil forme sig i fremtiden.  

Den danske statsminister og den sydafrikanske præsident underskrev en grøn strategisk partnerskabsaftale sidste år, og statsministeren var på besøg i juni. Så det bilaterale forhold er i topform. Det samme er ambassaden, som har et godt netværk og har været i særdeles gode hænder hos min forgænger. 

Men det er også afgørende at være i topform, for der er rift om sydafrikanernes gunst – det er et Briks-land, et G20-land og ét af Afrikas mest indflydelsesrige. Pretoria er ikke en ret stor by, men kun et par enkelte hovedstæder huser flere udenlandske repræsentationer. Så vi står tidligt op og sørger for en meget aktiv kommunikationsindsats. 

Dansk-sydafrikansk sparring 

Danmark skal hele tiden arbejde for at være en attraktiv partner for Sydafrika, så de kan se værdien af at samarbejde med os, de nordiske lande og EU. På den måde kan vi bedst muligt fremme danske interesser og værdier.  

Ligeværdige partnerskaber står helt centralt i den danske udenrigs- og sikkerhedspolitiske strategi. Vi skal være rigtigt gode til at lytte og til at være relevante og konkrete. Her er vores tætte partnerskaber med andre danske myndigheder, virksomheder og organisationer helt centralt.

Jeg mødte borgmesteren i Johannesburg for et par uger siden, som meget gerne vil sparre med København om, hvordan man fremmer energieffektivitet i offentlige bygninger og etablerer gode spildevandsløsninger.  

Energistyrelsen og Energinet rådgiver de sydafrikanske myndigheder om vedvarende energi og transmission. Og danske virksomheder har smarte løsninger til at måle vandforbrug og effektivisere havne. Konkrete løsninger på konkrete udfordringer.  

Ambassadens handelsteam hjælper virksomhederne ind på markedet, og vi faciliterer, at de udveksler erfaringer med hinanden. Heldigvis er Danmarks residens et godt sted til at bringe aktører sammen, og jeg har allerede arrangementer hver uge.  

Som helt ny ambassadør skal jeg lære en masse om protokol, og jeg har købt mit livs første, virkelig lange, damaskdug til den store mødestue. Rammerne skal give gæsterne et godt indtryk af den danske stil og kvalitet.

Den første tid 

Men før jeg for alvor kan gå i gang med arbejdet, skal der overrækkes akkreditiver – en fuldmagt fra HM Dronningen.

Vi skal vænne os til at køre igennem lyskryds på en særlig måde, så vi minimerer risikoen for at blive røvet. Hvilket kompliceres lidt af, at lyset i krydset ofte er slukket, fordi der mangler elektricitet.

Elsebeth Søndergaard Krone
Hvis alt går som planlagt, sker det tirsdag 3. oktober, når jeg sammen med de andre nye ambassadører skal møde præsidenten.

Jeg skal også besøge vores otte sideakkrediterede lande i det sydlige Afrika hurtigst muligt, men det kan tage lidt tid at komme hele vejen rundt, og der er flere lande i kø. 

Ellers er den første tid også gået med at falde til som familie. Børnene synes ikke, at mælken smager lige så godt som i Danmark; der er forfærdeligt mange e-mails fra den internationale skole (man savner næsten Aula); og vi skal alle i gang med at finde nye venner.  

Vi skal vænne os til at køre i venstre side af vejen og til at køre igennem lyskryds på en særlig måde, så vi minimerer risikoen for at blive røvet. Hvilket kompliceres lidt af, at lyset i krydset ofte er slukket, fordi der mangler elektricitet.  

Så der er nok at tage fat på i den første tid både på ambassaden og i fritiden, men vi glæder os til alle udfordringerne og oplevelserne. Jeg er slet ikke i tvivl om, at Danmarks indsats er virkeligt relevant og efterspurgt her i landet. 

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Elsebeth Søndergaard Krone

Ambassadør, Pretoria, Sydafrika
cand.scient.pol. (Aarhus Uni. 2007)

0:000:00