Analyse: Coronakrisen skubber til en ny dansk satsning i Europa efter Brexit

BRUXELLES: Som vi alle har måttet sande på alskens uventede måder i den seneste tid, så kan verden ændre sig enormt meget på bare to måneder. Og når verden ændrer sig, så må vi andre følge med. Det gælder både for personer og for nationer.

Den danske udenrigspolitik er også nødt til at tilpasse sig de store omvæltninger. Derfor arbejder regeringen og Udenrigsministeriet lige nu intenst på at finde ud af, hvad coronachokket bør have af konsekvenser for landets forhold til resten af kloden, ikke mindst til vores naboer her i Europa.

Pandemien kommer ramlende med en hel serie eksistentielle spørgsmål på et tidspunkt, hvor Danmarks europapolitik i forvejen var på vej til en omfattende nytænkning på grund af Storbritanniens exit fra Den Europæiske Union. Det var svært nok inden covid-19.

Nu skal ligningen så tilføjes en historisk sundhedskrise, der har afsløret en hel vifte af nye sammenhænge, sårbarheder og behov for Danmark i Europa. Der er flere og flere grunde til, at 2020 bliver året, hvor Danmark må se på det europæiske samarbejde helt forfra.

Vi er nødt til at se andre steder hen for at finde støtte til vores holdninger. Det er grunden til, at vi nu styrker både vores ambassader i andre EU-lande og vores permanente repræsentation i Bruxelles.

Talsmand for Hollands udenrigsministerium

Kortlægning af en union uden briterne
Selvom det efterhånden er snart fire år siden, at et flertal af briterne stemte sig ud af EU, så blev den britiske udmeldelse først en realitet 1. februar i år – og først ved nytår 2021 er overgangsordningen slut, så Storbritannien er helt ude.

Derfor kunne Danmark og andre nære nabolande først ved begyndelsen af dette år for alvor begynde at kortlægge, hvordan man skal reagere på tabet af så vigtig en allieret internt i EU.

Forhandlingerne om handel, fiskeri og mange andre betingelser for Unionens og dermed Danmarks fremtidige forhold til Storbritannien fylder stadig meget. Men Udenrigsministeriet har samtidig sat gang i en stor analyse af, hvordan Brexit vil ændre det danske diplomatis behov og interesser i forhold til de andre EU-lande.

Ifølge Altingets oplysninger var denne kortlægning allerede i februar ved at føre til en bred erkendelse blandt eksperterne og i regeringen af, at Danmark får behov for en mere proaktiv europapolitik, der kan skabe en række nye alliancer fra sag til sag.

Den tid, hvor mange danske interesser i Europa kunne varetages ved at læne sig op ad London, er nu en saga blot. Alle de store overskrifter med afgørende betydning for Danmark i EU – fra klima og indvandring til budgetslagsmål, vandrende arbejdstagere og fælles mindsteløn – har det tilfælles, at de kræver nye alliancer for at få indflydelse.

Behov for flere ambassader på tværs af kontinentet
Det betyder blandt andet, at udenrigsminister Jeppe Kofod (S) meget vel kan blive nødt til at gøre op med nogle af de besparelser i Udenrigsministeriet, der i de senere år har ført til lukning af ambassader og på anden måde indskrænkning af det danske diplomatis tilstedeværelse i de europæiske hovedstæder.

For hvis der skal skabes nye alliancer mod øst og syd i et EU uden briterne, så gælder det om at være til stede. Det gælder også om at have så ressourcestærk en repræsentation i Bruxelles som muligt.

Præcis samme overvejelser finder sted i Holland, som er et land, Danmark ofte sammenligner sig med. Det hollandske diplomati er i fuld gang med at opgradere de europæiske ambassader.

”Når Storbritannien forlader EU, taber Holland en stærk partner og allieret på mange områder. Derfor er vi nødt til at se andre steder hen for at finde støtte til vores holdninger. Det er grunden til, at vi nu styrker både vores ambassader i andre EU-lande og vores permanente repræsentation i Bruxelles,” siger en talsmand for det hollandske udenrigsministerium.

Samme erkendelse af, at man bliver nødt til at afsætte flere kræfter – både politisk, organisatorisk og økonomisk – til at få indflydelse i Europa, havde vundet fodfæste i det danske udenrigsministerium tilbage i februar.

Danmarks nye europadebat må vente lidt endnu
Planen var at få den store analytiske kortlægning overstået i løbet af foråret, således at udenrigsminister Jeppe Kofod kunne sætte gang i en ny debat om Danmarks fremtidige europapolitik inden sommerferien.

Men så ramte covid-19 international politik som en løbsk kinesisk flagermus. Det har vendt bunden i vejret på verden på så mange måder, at Udenrigsministeriets store analyse nu må gentænkes.

Det betyder sandsynligvis, at Jeppe Kofod må udskyde enhver tanke om at sætte gang i en europapolitisk debat indtil i hvert fald i efteråret. Der er alt for mange parametre, som ændrer sig lige nu.

Men betyder det så også, at argumenterne for en mere ambitiøs dansk europapolitik er blevet svækket af virussen? Tværtimod. Det virker snarere, som om behovet for Europa vokser for hver dag.

Mest betydningsfuldt ser det ud til, at coronakrisen har fået landets ellers ikke særlig EU-forelskede statsminister til at opdage et behov for europæisk sammenhold, hun måske ikke var helt så opmærksom på før.

Frederiksen ønsker mere europæisk sundhedspolitik
”Vi må simpelthen ikke byde os selv og vores befolkninger den her afhængighed af andre lande, hvis der kommer en fase to af covid-19 eller en lignende pandemi på et andet tidspunkt,” sagde Mette Frederiksen (S) efter, at hun sidste torsdag havde deltaget i de europæiske stats- og regeringslederes fjerde videokonference om pandemien.

Det er værd at understrege, at Frederiksen med ”andre lande” mente lande uden for EU, og at hun med ”vi” mente os europæere som fællesskab – ikke bare os danskere. Danmark går nu sammen med EU-Kommissionen i front for et nyt europæisk projekt, der skal sikre EU kapaciteter til at opbygge de nødvendige europæiske lagre af værnemidler og andet sundhedsudstyr.

Se, det er jo netop et eksempel på en mere udfarende, nyskabende og konkret dansk europapolitik. Også selvom det er på sundhedsområdet, hvor Danmark tidligere har haft svært ved at få øje på, hvorfor EU skulle blande sig yderligere.

Det er et eksempel på, at den danske politik kan ændre sig, når Europa og resten af verden ændrer sig omkring os.

Debatten om fremtidens EU-budget starter forfra
Indtil virussen ramte os, var Danmark et af de EU-lande, der mest højrøstet sagde nej til, at Unionen kan komme til at bruge flere penge i fællesskab efter Brexit. Det standpunkt er også ved at vise sig som noget, der hurtigt kan blive en sandhed med meget store corona-modifikationer.

Ganske vist står statsministeren fast på, at medlemslandenes indbetalinger til EU’s næste rammebudget for 2021-2027 ikke bør overstige, hvad der svarer til 1 procent af et lands velstand målt i bruttonationalindkomst (BNI). Hun understreger også, at Danmark ikke vil være med til at hæfte for andre landes statsgæld.

Men Mette Frederiksen har indset, at debatten er begyndt forfra. Hun erklærer sig åben for, at man bliver nødt til at skabe en ny fælles genopbygningsfond ved siden af rammebudgettet.

”Det skal diskuteres videre. Størrelsen skal vi også være positive i forhold til at diskutere. Det må afhænge af behovet. Det vigtige for Europa må i mine øjne være vores evne til at generere kapital til at hjælpe Europa ud af den her krise,” sagde statsministeren for nylig.

Europa kan kun regne med sig selv
Ikke at Frederiksen pludselig har forvandlet sig til en glødende EU-føderalist fra den ene dag til den anden. Men tonen er unægtelig anderledes end for få måneder siden.

Det europæiske samarbejde er ikke længere kun frustrerende pengespild eller ”gak” set med statsministerens øjne – det handler også om solidaritet, fælles fremtid og fælles sårbarhed i en pandemiramt verden.

En verden, hvor Kina gør alt for at dominere. Hvor Trumps USA synes at falde fra hinanden. Hvor Europa ikke kan regne med andre end sig selv, når sygdommen rammer, og den økonomiske depression er lige om hjørnet.

Og hvor Danmark ikke længere har Storbritannien, når de danske interesser skal forsvares, og EU’s nye kurs skal udstikkes.

Det store spørgsmål er, hvor regeringen og Folketinget vil placere Danmark i dén verden og dét Europa, når sårene efter både Brexit og coronavirus skal behandles og heles.

Udenrigsministeriet arbejder på analysen af, hvad der står på spil. Men selve svaret skal politikerne finde, når tiden kommer til en fornyet debat om den danske europapolitik. Det kan næsten kun gå for langsomt.