Første EU-valg efter Brexit kan skabe et nyt politisk landskab

BRUXELLES: "Valget i maj 2019 er vigtigt for at forsvare demokratiet mod dem, der angriber det, både udefra og inden for Den Europæiske Union". Sådan sagde formanden for Europa-Parlamentet, Silvio Berlusconis gamle ven Antonio Tajani, da han i onsdags præsenterede perspektiverne for det næste europæiske valg om et år.

Hvorfor sagde han sådan? Truslerne udefra handler om frygten for, at russiske trolde eller andre vil udnytte internettet til at sprede fake news eller andre former for falsk information for at påvirke valget, sådan som vi har set det under det amerikanske præsidentvalg, Brexit-afstemningen eller i andre tilfælde. Det var blandt andet derfor, at Europa-Parlamentet havde besøg af Facebooks stifter, Mark Zuckerberg, i den her uge.

Men hvad mener Tajani, når han taler om 'angreb' inden for dørene i Unionen? Formuleringen er værd at bide mærke i, for her afslører Parlamentets formand en meget mere politisk bekymring, der præger topfolkene i EU op til valget 23.-26. maj næste år.

Er Italien et forvarsel om europæisk opbrud?
Hvis man vil have et fingerpeg om, hvad han mener, så kan man bare kaste et blik på Antonio Tajanis eget hjemland: Italien.

Næste års valg kan skabe et opbrud, som vælter de politiske aftaler mellem de store konservative og socialdemokratiske partigrupper, der har domineret EU's folkevalgte forsamling i årtier.

I et af det europæiske samarbejdes grundlæggende lande bliver der i disse dage dannet en regering af to partier: Ligaen og Femstjerne-bevægelsen. De to har ikke meget andet til fælles, end at de gør oprør mod de etablerede partier, og at de er skeptiske og kritiske over for den måde, EU-samarbejdet fungerer på.

Den udvikling og det, den fortæller om vælgernes utålmodighed med det kendte politiske landskab, ser vi mage til i forskellige afskygninger på tværs af Europa i denne tid. Her finder man den tendens, som parlamentsformand Tajani og andre ledere i EU-systemet måske er mest bekymrede over.

De er simpelthen nervøse for, at deres egen indflydelse er ved at gå i opløsning. Og så er de bange for at komme til at stå med et nyvalgt Europa-Parlament næste sommer, som bliver så præget af opbrud og splittelse, at det slet ikke kan beslutte ret meget. Og det lige nøjagtig på et tidspunkt, hvor Storbritannien lige er trådt ud af Unionen – og hvor der derfor er et stort behov for samling og retning.

Det er slet ikke sikkert, at det kommer til at gå sådan. Men der er alle mulige tegn på, at det her EU-valg (der jo i øvrigt kan komme nogenlunde samtidig med det næste folketingsvalg i Danmark) vil afspejle endnu mere skepsis og udviskning af de kendte politiske akser, end det sidste valg til Europa-Parlamentet gjorde i 2014.

(artikel fortsætter efter grafikken)

Allerede dengang for fire år siden blev mange fløjpartier, EU-modstandere og nye politiske bevægelser styrket, og de store, kendte grupper til højre og venstre for midten blev tilsvarende svækket. Allerede dengang var rigtig mange europæiske vælgere så rystede over den økonomiske krise og vrede over EU's sparepolitik, at de stemte i protest.

I dag går det godt nok lidt bedre med økonomien, men på den anden side har Europa været igennem både flygtningekrise, terrorangreb og briternes beslutning om at melde sig ud.

Hvordan mon vælgerne vil reagere på alle de ting?

Tegn på ny bevidsthed om EU's betydning
Systemer har en tendens til at beskytte sig selv. Derfor har Unionens ledere og tilhængere travlt med at fokusere på de udviklinger, der styrker deres egen opfattelse af EU's betydning:

For eksempel valget af en meget EU-glad præsident i Frankrig, genvalget af den stabile Angela Merkel i Tyskland; og forskellige tegn på, at mange borgere rundt omkring faktisk har set de mange kriser som en påmindelse om behovet for et europæisk samarbejde. I den forbindelse kan EU utvivlsomt takke Donald Trumps aggressive og irrationelle opførsel på den anden side af Atlanten for meget.

Forleden offentliggjorde EU en stor, ny meningsmåling, der viste klare tegn på en stigende bevidsthed om behovet for europæisk samarbejde i mange befolkninger på tværs af kontinentet. Ikke mindst i Danmark, hvor tre fjerdedele af de adspurgte vælgere ifølge undersøgelsen sagde, at de betragter EU som en god ting.

Men nu skal man jo i det hele taget passe på med meningsmålinger, har vi lært i de senere år. Og man skal i hvert fald huske på den gamle talemåde om, at 'som man spørger, får man svar.

For når de samme vælgere, både i Danmark og på tværs af Europa, i den samme undersøgelse bliver spurgt, om EU 'går i den rigtige retning' – så svarer de fleste NEJ.

Tyndslidt tålmodighed og håb om forandring
Der er også et flertal af europæerne, som siger, at de glæder sig over den forandring, som de mange nye bevægelser og partier kan bringe ind i europæisk politik. De ser ikke den udvikling som en 'trussel mod demokratiet', men som en styrkelse af det.

Det er samtidig værd at bemærke, at den her undersøgelse – i lighed med mange andre meningsmålinger – viser en stor utilfredshed i helt afgørende kernelande som Frankrig og Italien. Både når det gælder EU, og når det gælder de kendte politiske partier.

Især det sidste er vigtigt. Både i Frankrig, i Italien og til en vis grad også i Tyskland har de etablerede partier fået alvorlige skud for boven i løbet af det seneste års tid. De tre vigtigste lande i 'det nye EU' efter Brexit oplever et stort politisk opbrud i disse år. Især de kendte centrum-venstre-partier er i krise, men slet ikke kun dem.

Den udvikling har naturligt nok skabt grobund for alle mulige alternativer: Ifølge Europa-Parlamentet er der blevet skabt over 70 nye politiske bevægelser på tværs af EU-landene bare i løbet af de seneste 5 år. Alt efter temperament kan man se det som et oprør eller som en naturlig politisk udvikling. Men man kan ikke afvise, at der sker noget nyt i europæisk politik i de her år.

Når det politiske landkort ændrer sig
Det betyder ikke nødvendigvis, at en masse EU-skeptikere vil storme ind i Europa-Parlamentet ved det første valg efter Brexit næste forår. Men det betyder, at mange af de kendte balancer og alliancer kan ændre sig.

Det kan udløse omvæltninger i de kendte politiske grupper i Parlamentet. Næste års europæiske valg kan skabe et opbrud, som vælter de politiske aftaler mellem de store konservative og socialdemokratiske partigrupper, der har domineret EU's folkevalgte forsamling i årtier.

Netop dette valg til Europa-Parlamentet om præcis et år kan derfor blive skelsættende og vigtigt.

Af de samme grunde kan udsigten til det valg også virke skræmmende for Antonio Tajani og alle de andre, der er vant til at kortlægge og navigere i det landskab, de kender.