Anne Sofie Allarp: Epidemikommissionen er som en hund, der bider sig selv i halen

Julen er traditionernes fest, og der er ved at føje sig nogle nye til. Rekordsættende smittetal, udsolgte hjemmetests, familiemedlemmer i isolation, massevandringer til testcentre.

Vi lever med det, for vi passer jo på hinanden. Og vi tilpasser os i stor stil forholdene.

Men det samme er svært at sige for regeringen og sundhedsmyndighederne. For epidemiberedskabet virker noget mindre omstillingsparat.

Det har ellers været et dramatisk efterår med rigeligt med omvæltninger. De fleste husker nok, at Danmark i september aflyste pandemien på forsider verden over.

I november, da Statsministeren og Sundhedsstyrelsens direktør blev sat overfor stigende smitte, gik de ud og gav et lille uvaccineret mindretal skylden for smittestigningen og sagde, at fuldt vaccinerede kunne vedblive med at kramme og give hånd.

Siden er smitten som bekendt eksploderet, samtidig med at de uvaccineredes andel af smitten er styrtdykket.

Siden er smitten som bekendt eksploderet, samtidig med at de uvaccineredes andel af smitten er styrtdykket. Smittetallene fordelt på vaccinationsstatus ligner baggrundsbefolkningen påfaldende meget, trods forsikringer, boostere og besværgelser.

De uvaccinerede er nu endda underrepræsenterede i smitten blandt den meget aktive 16-39-årige befolkning, og ikke meget overrepræsenterede i smitten blandt de 40-64årige. 

Det forhold, skulle man tro, ville få myndighederne til at suspendere coronapasset, da enhver smittebegrænsende mening med det må siges at være draget i alvorlig tvivl af udviklingen, og da det derfor på nuværende tidspunkt mere end noget andet er at regne for en gruppe-psykologisk øvelse.

I Finland har myndighederne netop taget konsekvensen af dette og har indstillet brugen af passet i en periode på 3 uger. Begrundelsen er den åbenbare, at det giver en falsk tryghed.

Men ikke i Danmark. Her fastholdes det. Ligesom test-regimet fastholdes. For konfronteret med en ny virusvariant med endnu større smittefarlighed og skyhøje positivprocenter fastholder myndighederne, at hundredtusindvis af nære kontakter, uvaccinerede og andre skal gennes sammen med aktivt smittede i testkøer landet over.

Testcentrene kan udvikle sig til rene smittefester. Og krav om test på fjerde og sjettedagen er heller ikke ændret, trods langt kortere inkubationstid på de seneste varianter.

Testcentrene kan udvikle sig til rene smittefester.

Anne Sofie Allarp
Kommentarskribent

Med overvældende bevis for, at vaccinerne ikke er nogen effektiv bremse af smitten, fastholder myndighederne også massevaccination af landets børn, trods det, at begrænsning af smitten hele tiden har været sigtet med netop den øvelse. 

Som sundhedsstyrelsen skrev om vaccination af de 12-15-årige i sommer: ”Selvom beskyttelse af børnene selv ikke er det primære mål, så kan der også være fordele for de 12-15-årige, fordi vaccination kan give en større sikkerhed og tryghed for det enkelte barn og familie i forhold til, at de ikke smitter sårbare familiemedlemmer. Samtidig kan vaccination være med til at sikre både børn og familier en hverdag uden test og uden restriktioner, for eksempel i forbindelse med udbrud på skoler.”

Når afgørende forudsætninger for ens politik ændrer sig, eller når virkeligheden udfordrer ens bærende antagelser, så ville det naturlige være at genbesøge sin politik. Måske endda at justere den.

Når afgørende forudsætninger for ens politik ændrer sig, eller når virkeligheden udfordrer ens bærende antagelser, så ville det naturlige være at genbesøge sin politik.

Anne Sofie Allarp
Kommentarskribent

Man kan stille sig selv det spørgsmål, hvorfor der ikke tænkes nyt i denne fase, hvor mange parametre ændrer sig for øjnene af os?

En forklaring kunne være, at der simpelthen ikke inddrages nok uafhængig ekspertise i toppen af håndteringen af denne pandemi. Og at nøgleaktørerne i håndteringen findes i et snævert og ret lukket kredsløb.

Epidemikommissionen, hvis anbefalinger typisk accepteres af regeringen, består for størstedelens vedkommende af personer ansat i ministerier og i styrelser.

Epidemikommissionen består formelt af en formand og et medlem, der udpeges af sundheds- og ældreministeren, og ni medlemmer, der udpeges af sundhedsministeren efter indstilling fra henholdsvis erhvervsministeren, finansministeren, justitsministeren, Styrelsen for Patientsikkerhed, Sundhedsstyrelsen, Statens Serum Institut, rigspolitichefen, KL og Danske Regioner.

De af kommissionens medlemmer, der er udpeget af styrelser eller ministerier, er ansat i netop ministerier eller styrelser, og således ansat til at føre regeringens politik ud i livet. Hunden bider altså sig selv i halen.

Hunden bider altså sig selv i halen.

Anne Sofie Allarp
Kommentarskribent

Man kan spørge sig selv, hvor mange demokratiske og sundhedsfaglige overvejelser, der gik forud for sådan en sammensætning, og ikke mindst, om det ikke ville være passende på dette stadie at inddrage mere sundhedsfaglighed og flere forskelligartede perspektiver i Epidemikommissionen?  

Nytårsforsættet for det offentlige epidemi-beredskab bør være: mere iltning af kredsløbet, mere ny ekspertise og flere nye tanker udefra. Det ville samtidig være en sen julegave til os andre.