Sundhed, økonomisk tryghed og nu omsorg. Med private forsikringers indtog på et ellers offentlig domineret område synes historien at gentage sig.

Allerede i begyndelsen af 1990'erne, da de første privathospitaler og sundhedsforsikringer blev introduceret, var kritikken ubønhørlig og de røde faner oppe. Tilbuddene ville ødelægge sundhedssystemet og splitte befolkningen i et lille elitært a-hold og et stort b-hold.

Virkeligheden blev en ganske anden. I dag er mere end to millioner danskere omfattet af en eller anden form for privat sundhedsforsikring, sundhedsvæsenet er moderniseret, og kritikken af de private løsninger er forstummet.

Brede grupper på arbejdsmarkedet er dækkede af de private sundhedsforsikringer. Stik imod skræmmekampagnerne førte privatiseringen ikke til et kvalitetsdyk i sundhedsvæsenet. Tværtimod. Produktivitet og effektivitet i offentligt regi nåede nye højder efter at være udsat for konkurrence fra private aktører.

Erfaringer punkterer skræmmekampagne
Virkeligheden har også ramt vores økonomiske tryghed ved ledighed. De økonomiske vismænd efterlyste allerede i 2014 en ændring af dagpengesystemet, fordi forsikringen ikke længere dækkede efterspørgslen efter økonomisk tryghed ved ledighed.

Vismændene pegede på en forsikring, der kunne sikre ”elitebilisterne på arbejdsmarkedet”, altså dem som har lav ledighed og ringe økonomisk tryghed dækning i det nuværende dagpengesystem. 

Den udfordring løste Ase ved at introducere en ny privat lønforsikring på markedet netop til denne store gruppe, som reelt stod uden økonomisk tryghed i dagpengesystemet. Men reaktionen på Ases private lønforsikring uden om det offentlige system var som et ekko fra fagbevægelsen og regeringens bagland fra introduktionen af sundhedsforsikringer.

At privat initiativ og private forsikringer skulle udgøre en trussel mod velfærdssamfundet er en sejlivet myte, som fortalere for stilstand og inerti fremfører.

Karsten Mølgaard Jensen
Adm. direktør, Ase

A-kassesystemet undergraves og særlige grupper får nye og urimelige fordele, lød kritikken, der behændigt så bort fra det faktum, at man ikke ”får” noget, men man ”køber” noget for sine egne penge. Og man tager heller ikke noget fra nogen, idet ingen stilles ringere ved at nogle køber en privat forsikring.

Tilbuddet om at tegne en lønforsikring på helt private vilkår rykkede ingenlunde på balancen i dagpengesystemet. Den muliggjorde blot, at faggrupper, der hidtil havde været underprioriteret, nu kunne skræddersy et økonomisk sikkerhedsnet målrettet netop deres situation.

Myter hjemsøger debatten
Faktisk kan 250.000 personer i forskellige uddannede faggrupper i høj- og mellemindkomstgruppen med lav ledighedsrisiko i dag forsikre sig i privat regi til en langt højere indtægtsdækning om måneden, hvis de bliver ledige.

Ganske vist i en kortere periode, der passer bedre til den reelle efterspørgsel, som bygger på deres typiske ledighedsperioder, men vel at mærke til stort set samme pris, som det koster at være en del af dagpengesystemet, hvor det offentlige er medejer. 

Nu – mere end tre årtier efter indførelsen af sundhedsforsikringerne - er det så omsorgsforsikringerne, der angribes for at være en trussel mod velfærden. Denne gang for landets ældre og sårbare.

Heldigvis er det en myte, at bedre velfærd for nogle, betyder ringere velfærd for andre. Sundhedsforsikringerne synliggjorde en dengang højaktuel udfordring for systemet, der baksede med lange ventetider og dårlig planlægning. Kritikken blev taget alvorligt, og servicen markant forbedret.

På samme måde har introduktionen af Ases private lønsikring været en øjenåbner i forhold til dagpengesystemets reelle udfordringer og sat fokus på, at kompensationsgraden for store grupper i dagpengesystemet er foruroligende lav. Hvor den diskussion ender, er endnu for tidligt at svare entydigt på. Men det resulterer næppe i en generel forringelse af forholdene for hovedparten af de dagpengeforsikrede.

Når de offentlige tilbud halter, står private aktører klar til at løfte opgaven, som vi også kender det fra den offentlige transport eller postvæsenet.

Karsten Mølgaard Jensen
Adm. direktør, Ase

Private forsikringer er en forudsætning
Nu har virkeligheden ramt ældres omsorg. De ældre er lydhøre over for muligheden for at vælge alternativer til de offentlige tilbud.

I 2019 blev der bygget 1.200 friplejeboliger, og mange nye er på vej landet over. Godt hver tredje modtager af hjemmehjælp benytter sig i dag af den mulighed for frit valg, som VK-regeringen indførte i 2003 til at vælge private udbydere.

Senest har de nye private omsorgsforsikringer peget på sårbarheder i ældreplejen. Netop så viseligt er markedet indrettet. Når de offentlige tilbud halter, står private aktører klar til at løfte opgaven, som vi også kender det fra den offentlige transport eller postvæsenet. Ingen savner vel de lange leveringstider fra et offentligt monopol.

At privat initiativ og private forsikringer skulle udgøre en trussel mod velfærdssamfundet er en sejlivet myte, som fortalere for stilstand og inerti fremfører. Den private innovationskraft, nytænkning og udvikling fører ikke til dårligere velfærd. Tværtimod. Efterhånden burde de mange erfaringer kunne berolige. Øjensynligt er der ikke noget at være bange for.

Private forsikringer og initiativ er ingen trussel mod velfærdssamfundet, men derimod forudsætningen for, at vi kan bevare et højt serviceniveau og imødekomme befolkningens velfærdsefterspørgsel også i fremtiden.