Ballade om store bededag-afstemning får miljøministeren til at aflyse erhvervstur til Indien

Fem af Folketingets partier har valgt at ophæve de såkaldte clearinger forud for afstemningen om store bededag. Det har fået miljøminister Magnus Heunicke til at aflyse et erhvervsfremstød med kronprinsparret.

Clearingsaftalerne sikrer normalt, at ikke alle folketingsmedlemmer behøver at være til stede under en afstemning i salen. Men de aftaler er blevet ophævet forud for afstemningen om store bededag.<br>
Clearingsaftalerne sikrer normalt, at ikke alle folketingsmedlemmer behøver at være til stede under en afstemning i salen. Men de aftaler er blevet ophævet forud for afstemningen om store bededag.
Foto: Martin Sylvest/Ritzau Scanpix

Miljøminister Magnus Heunicke (S) skulle have været til Indien på et erhvervsfremstød med kronprinsparret, klimaminister Lars Aagaard (M) og udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M).

Men den plan er nu gået i vasken.

Det skyldes, at SF, Enhedslisten, Nye Borgerlige, Dansk Folkeparti og Danmarksdemokraterne har ophævet de såkaldte clearingaftaler forud for afstemningen om afskaffelsen af store bededag på tirsdag.

Clearingaftalen er en politisk aftale mellem partierne, der sikrer, at ikke alle folketingsmedlemmerne behøver at være til stede i salen, når der skal stemmes. Aftalen sikrer, at der kan være lige mange fraværende fra både regeringen, støttepartier og oppositionen, så magtbalancen opretholdes.

Det er noget pjat, at ministre ikke vil kunne tage afsted, fordi man laver det her stunt i Folketinget

Søren Pape Poulsen (K)

Men den gentlemanaftale har de fem partier nu valgt at bryde. Og det tvinger ifølge Miljøministeriet Magnus Heunicke til at aflyse sin tur til Indien:

”Miljøministeren deltager ikke i det planlagte erhvervsfremstød i Indien grundet opsigelsen af clearingaftaler i forbindelse med afstemningen om afskaffelsen af store bededag,” skriver ministeriet i en skriftlig meddelelse til DR Nyheder.

Klimaminister Lars Aagaard er ikke medlem af Folketinget, og han skal derfor ikke møde op til afstemninger, clearingsaftaler eller ej. Udenrigsministeriet oplyser til DR, at udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen deltager i erhvervsfremstødet som planlagt. 

Læs også

Ophævelsen splitter Folketinget

Det er langtfra alle, der er glade for beslutningen om at droppe clearingaftalerne. Konservatives formand, Søren Pape Poulsen, kalder det politisk drilleri, der ikke gør nogen forskel.

”Det er noget pjat, at ministre ikke vil kunne tage afsted, fordi man laver det her stunt i Folketinget,” siger Søren Pape Poulsen til TV 2 og fortsætter:

Vi synes, at sagen har en karakter, hvor det kun er rimeligt, at folketingsmedlemmerne skal i salen og trykke ja eller nej

Pia Olsen Dyhr (SF)

”Det handler om eksportkroner og økonomi. Det tager vi ærligt talt lidt mere alvorligt. Det her er rent drilleri, at man ophæver vores gentlemanaftale, siger Søren Pape Poulsen.

Også hos Venstre er man frustreret over de fem partier. I et interview med B.T. kalder Venstres gruppeformand Lars Christian Lilleholt det en glidebane i forhold til at tage folketingsarbejdet seriøst.

”Jeg kan intet formål se med det her. Det vil alligevel blive stemt igennem med et flertal,” siger Lars Christian Lilleholt til mediet.

Kritikken får dog ikke de fem partier til at trække i land. For beslutningen om at afskaffe store bededag er ifølge SF’s formand Pia Olsen Dyhr et angreb på den danske model, som vælgerne ikke er blevet hørt om.

”Kritikken er massiv af regeringens forslag om at afskaffe store bededag. Vi synes, at sagen har en karakter, hvor det kun er rimeligt, at folketingsmedlemmerne skal i salen og trykke ja eller nej,” siger Pia Olsen Dyhr til DR.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Magnus Heunicke

Miljøminister, MF (S)
journalist (DJH 2002)

Lars Løkke Rasmussen

Udenrigsminister, MF (M), politisk leder, Moderaterne, fhv. statsminister
cand.jur. (Københavns Uni. 1992)

Lars Aagaard Møller

Klima-, energi- og forsyningsminister (M)
cand.scient.adm. (Roskilde Uni. 1994)









Altinget logo
København | Stockholm | Oslo | Bruxelles
Politik har aldrig været vigtigere
AdresseNy Kongensgade 101472 København KTlf. 33 34 35 40[email protected]CVR nr.: 29624453ISSN: 2597-0127
Ansv. chefredaktørJakob NielsenDirektørAnne Marie KindbergCFOAnders JørningKommerciel direktørMichael ThomsenFormand og udgiverRasmus Nielsen
Copyright © Altinget, 2024