Benny Damsgaard: V og K har stadig et had-kærligheds-forhold uden kærlighed

KOMMENTAR: Selvom politikere i blå blok i denne tid holder sig langt væk fra at kommentere magtkampen i Venstre offentligt, så godter de sig på de indre linjer over balladen hos storebror og håber på ny fremgang – især i K, skriver Benny Damsgaard.

Socialdemokraten Svend Auken er nok den, der har sagt det mest præcist:

"Forholdet mellem Venstre og Konservative er som et had-kærligheds-forhold. Bare uden kærlighed."

Og Lange Svends beskrivelse holder stadig. Selvom Venstre og Det Konservative Folkeparti har samarbejdet tæt gennem årtier og også siddet i en lang række regeringer sammen, så har modsætningerne, jalousien, mindreværdskomplekserne og ikke mindst den evige konkurrence om de samme vælgere altid simret lige under overfladen.

Ofte er det en konkret uenighed kombineret med en underliggende utilfredshed, der ligger til grund for konflikter mellem partier og politikere.

Politik er langtfra altid rationelt, og følelser, store egoer og ikke mindst personlige modsætninger gør en stor forskel. Især hvis den politiske afstand reelt ikke er så stor.

Hvis man spørger i konservative kredse, så har kernen i konflikterne mellem V og K næsten altid været det, som man – noget farverigt – har benævnt Venstres "storbondementalitet".

Man føler i K, at Venstre har tendens til at opføre sig som herrer (herremænd!) over blå blok, og at V – som blokkens næsten altid største parti – altid vil bestemme, hvordan tingene skal køre. Og det er ikke et nyt fænomen.

Efter at have ligget i dvale under Schlüter-regeringerne kom konflikterne for alvor op til overfladen igen i årerne efter.

K var stadig svækket af Tamil-sagen, og Venstre havde fået ny energi og medvind i målingerne ved at være både i regering og opposition på samme tid.

Venstres entydige fokus var nu på V-stemmemaksimering på bekostning af alle andre, følte man hos K.

Væk var tilgangen fra Schlüter-tiden, hvor det største borgerlige parti altid gav plads til de mindre og satte sammenholdet i blokken over egne partimæssige interesser.

Venstre nye tilgang gav allerede i 1995 den første store konflikt oven på harmonien i Schlüter-regeringerne.

Bruddet kom, da den daværende konservative partileder, Hans Engell, besluttede at gå solo og indgå en finanslovsaftale for 1996 med Nyrup-regeringen.

Baggrunden for bruddet, som Engell grundigt har beskrevet i den for øvrigt læseværdige 'Farvel til Slotsholmen', var, at K ikke ville acceptere, at V skulle diktere en ekstremt konfrontatorisk borgerlig forhandlingsstrategi over for Nyrup-regeringen med det mål at få fremtvunget et hurtigt valg på et tidspunkt, hvor K stadig var mærket af Tamil-sagen.

K's enegang i 1995 blev dengang mødt af massive angreb fra Venstre om forræderi over for det borgerlige samarbejde.

Det på trods af, at der inden bruddet ikke var nogen enighed om, hvad "det borgerlige samarbejde" skulle i denne sag.

Selvom ledelsen i V og K mødtes til forsoningsfrokost i februar året efter, blev samarbejdet mellem V og K aldrig godt igen i den periode, hvor Engell var formand for Det Konservative Folkeparti.

Og reelt blev det først nogenlunde igen, da K blev lukket ind i VK-regeringen i 2011. Vel at mærke med K som en klar og tilpas ydmyg nummer to.

Det Konservative Folkeparti har en lang tradition for interne magtkampe. Magtkampe, som har været langt hyppigere og langt blodigere end hos andre partier.

En central del af forklaringen på denne dårlige vane er, at Det Konservative Folkeparti ikke – til forskel fra for eksempel Socialdemokratiet og Venstre – er udsprunget af en bevægelse.

Socialdemokratiet er udsprunget af fagbevægelsen og Venstre fra landbruget. Derfor har der i de partier altid været en sag, der stod over partiet og personen, og som satte en naturlig stopper for de interne magtkampe, så de aldrig kom helt ud af kontrol.

Det Konservative Folkeparti er derimod opstået på ruinerne af partiet Højre, der var kollapset efter Estrup og provisorietiden.

Partiet var fra starten en fragmenteret størrelse bestående af det bedre borgerskab, officerer, embedsmænd og erhvervslivet.

Der var derfor reelt meget lidt, der bandt grupperne sammen, ud over at man grundlæggende ikke brød sig om de andre.

Derfor har Det Konservative Folkeparti også altid trivedes bedst, når der var en stærk leder, som kunne udstikke linjen og lægge kursen. Når den ikke var der.

Når der var usikkerhed om, hvem der sad på magten, så sloges man, og man sloges hårdt. Her var der ingen sag, som kunne fungere som stopklods. Og derfor skulle man hos K ofte ud at snuse til spærregrænsen, før man stoppede.

Selvom Det Konservative Folkeparti ikke har andre end sig selv at klandre for alle de gange, hvor man har været martret af magtkampe og intern ballade, så han man dog altid – uanset hvor hårdt man har sloges – haft overskud til at være misundelig på Venstre, mens det har stået på.

Venstre har gennem årene ikke holdt sig ikke tilbage med at understrege, at i Venstre havde man i hvert fald ikke fløjkampe. Her var der "højt til loftet og langt til døren", og her kunne man tale civiliseret om tingene.

Misundelsen blev dog efter et møde i Venstres Hovedbestyrelse i Odense i sommeren 2014 gradvist mindre. Og i dag er den stort set væk.

Nu, hvor vi er ved historieskrivningen, så er det værd at huske på, at historien ofte gentager sig – også i politik.

Under 2011-valgkampen gav Lars Barfoed (K) og Margrethe Vestager (R) hinanden hånden på forsiden af Berlingske og lovede, at de efter valget ville samarbejde over midten for at holde fløjene uden for magten.

Venstre kritiserede med det samme Barfoeds udmelding massivt og gjorde efterfølgende, hvad de kunne for at tørre VK-regeringens valgnederlag det år af på K. Barfoed har ikke efterfølgende sagt, om håndtrykket var hans "Befrielsens øjeblik".

Sikkert er det dog, at håndtrykket nogle år efter var med til at befri ham fra formandsposten i Det Konservative Folkeparti.

På trods af politiske uenigheder, storbondementalitet og mere eller mindre udtalte mindreværdskomplekser, så er en af de væsentligste objektive forklaringer på det strindbergske forhold mellem V og K den simple, at de grundlæggende konkurrerer om de samme vælgere.

Derfor var det traditionelt sådan – indtil DF og LA kom på banen – at når det gik dårligt for det ene parti, så gik det godt for det andet.

Med et LA i dyb krise og et DF, der ikke helt kan finde sine egne ben efter lussingen ved valget, kunne noget tyde på, at denne gamle mekanisme er på vej tilbage igen.

K's målinger har i hvert fald været for opadgående i takt med Venstres interne problemer – og det samme har stemningen internt.

-----

Benny Damsgaard (født 1971) er director, public affairs hos konsulenthuset Geelmuyden Kiese. Fra 2013 til 2016 var Benny Damsgaard kommunikationschef for Konservative og inden da politisk rådgiver for DI's administrerende direktør, Karsten Dybvad.

Forrige artikel Christopher Arzrouni: Her vil regeringen hæve skatten Christopher Arzrouni: Her vil regeringen hæve skatten Næste artikel Christian Friis Bach: USA's handelskrige truer det internationale samarbejde Christian Friis Bach: USA's handelskrige truer det internationale samarbejde
Thorning på S-kongres: I skal turde samarbejde over midten

Thorning på S-kongres: I skal turde samarbejde over midten

VIP-GÆST: Helle Thorning-Schmidt optrådte på sin første S-kongres, siden hun gik af som formand i 2015. Den tidligere statsminister bakkede op om sin arvtager, som dog blev formanet om at søge kompromisset for at undgå britiske tilstande.