Køb abonnement
Annonce
Debat

Bent Hansen: Det skal være slut med kassetænkning i sundhedsvæsenet

Se mod Sydeuropa og få inspiration fra det integrerede sundhedvæsen i Valencia, skriver Bent Hansen (S)
Se mod Sydeuropa og få inspiration fra det integrerede sundhedvæsen i Valencia, skriver Bent Hansen (S)Foto: Liselotte Sabroe/Scanpix
11. marts 2017 kl. 07.00

Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Bent Hansen

Formand for Danske Regioner

De seneste 10 år er der brugt enorme ressourcer på at definere opgavesnit mellem region og kommune. Med sundhedsaftaler, retningslinjer og forløbsprogrammer har vi forsøgt at definere og fordele opgaven mellem os - skære kagen så at sige. Nu skal vi videre. Fremtiden kræver, at vi samarbejder ud fra et fælles mål og et samlet fokus.

Det handler om at skabe mest mulig sundhed til befolkningen med de ressourcer, vi har til rådighed.

Danske Regioner ønsker, at det samlede sundhedsvæsen skal have et større fokus på at forhindre, at sygdom opstår eller bliver forværret. Det er en fælles opgave, som alle aktører skal dele.

Fakta
Deltag i debatten!
Send en mail til debat@altinget.dk

Det gælder både kommuner, almen praksis, praktiserende speciallæger, resten af praksissektoren, private sygehuse og klinikker, andre dele af velfærdsområdet og den frivillige sektor.


Her kan vi lade os inspirere af udlandet.

I Valencia-regionen i Spanien har man skabt et integreret sundhedsvæsen. Det råder over både sygehuse, sundhedshuse og almen praksis.

Bent Hansen, formand for Danske Regioner

Se mod Valencia-regionen
I Valencia-regionen i Spanien har man skabt et integreret sundhedsvæsen. Ribera Salud hedder organisationen, som råder over både sygehuse, sundhedshuse og almen praksis.

Ribera Salud bliver betalt et fast beløb per borger uden krav om aktivitet, men til gengæld stiller regionen krav til kvalitet og resultater for borgerne. Eksempelvis har regionen opsat krav om ventetider og vaccinationsrater, som Ribera Salud skal overholde.

I Ribera Salud arbejder alle efter et mål om at skabe den bedste sundhedstilstand blandt borgerne. Det betyder, at målet er at undgå, at sygdom opstår eller forværres – og at sygehuse og almen praksis arbejder sammen om at undgå indlæggelser gennem tidlige indsatser i almen praksis.

Forebyggelse spiller dermed en mere aktiv rolle i sundhedsvæsenet, end vi er vant til i Danmark, og brugen af data spiller en væsentlig rolle for indsatsen.

I Ribera Salud kan lægen i journalen se borgerens risiko for at opleve forværring i sit helbred. De, der er syge og i høj risiko for at opleve forværringer, tilbydes en fast kontaktperson, som ringer dem op for at høre, hvordan det går.

De, der er syge, men i lav risiko for at opleve forværring, har adgang til en sundhedsportal, der kan guide dem til en god levestil. På den måde sikrer Ribera Salud en bedre ressourceudnyttelse, samtidig med at de skaber mest mulig sundhed og lige fordeling af sundhed i hele deres befolkning.

Vi skal turde gøre tingene anderledes

En bedre adgang til data er dermed en forudsætning for at sikre mere sundhed for hele befolkningen og prioritere ressourcerne hen, hvor de giver mest værdi for borgeren og for samfundet – og her oplever vi i dag i Danmark begrænsninger i forhold til at tilgå og dele relevante data om borgere på tværs af sundhedsvæsenets aktører. Det er en barriere, der skal nedbrydes.

På samme måde kræver det mod at skabe nye samarbejdsmodeller. Det samlede sundhedsvæsen skal tilpasse sig borgernes og samfundets behov, og vi skal finde de løsninger, der giver mest sundhed for pengene. I fremtiden vil flere borgere kunne overvåge deres eget helbred og håndtere visse behandlinger i hjemmet.

Nogle steder kan det være en god lokal løsning at flytte funktioner fra sygehuse til praksissektoren eller til kommunen. Men vi skal væk fra kampen om opgaverne mellem det ”nære” og det ”fjerne”. I stedet skal vi fordomsfrit afprøve og vurdere, hvad der giver de bedste resultater og den største effektivitet.

Det kræver, at sundhedsvæsenets aktører bliver vurderet på deres bidrag til de fælles mål og ikke kun på den isolerede aktivitet i hver enkelt sektor. Det afgørende er, at vi holder fokus på, hvad der gavner borgerne – og sundhedstilstanden i befolkningen.

Det kræver, at vi tør gøre tingene anderledes – også selvom det måske betyder, at opgaverne skal løses og finansieres anderledes i fremtiden.

Annonce
Annonce
IconNyeste job
Vis alle

Annonce
Altinget logo
København | Stockholm | Oslo | Bruxelles
Vi tror på politik
AdresseNy Kongensgade 101472 København KTlf. 33 34 35 40redaktionen@altinget.dkCVR nr.: 29624453ISSN: 2597-0127
Ansv. chefredaktørJakob NielsenDirektørAnne Marie KindbergCFOAnders JørningKommerciel direktørMichael ThomsenFormand og udgiverRasmus Nielsen
Copyright © Altinget, 2026