Berlingskes gravegruppe svarer på kritik: Det er helt sort

KRONIK: Berlingskes gravegruppe har primært forholdt sig tavs til angreb, som de sidste måneder er blevet rettet mod journalistikken om hvidvasksagen. Kritikerne skal indse, at skandaler ikke bør fostre fantasifulde sø- og bortforklaringer, skriver gravegruppen.

Af Eva Jung, Michael Lund og Simon Bendtsen
Graverjournalister på Berlingske og forfattere af 'Beskidte milliarder'

Vi er journalister. Vi tror på, at pressefriheden og ytringsfriheden er hjørnesten i det danske samfund. Herunder også retten til at sige en masse vrøvl.

Det er grunden til, at vi primært har forholdt os tavse til de angreb, som de sidste par måneder er blevet rettet mod vores journalistik om hvidvasksagen i Danske Bank.

Vi har forsøgt at svare, når vi er blevet spurgt, men har ellers ikke kommenteret påstandene.

Vi skal tåle at blive kigget efter i kortene. Vores journalistik om hvidvasksagen i Danske Bank har haft enorme personlige og økonomiske konsekvenser for en lang række mennesker, for Danske Bank, dens ansatte og aktionærer – og for Danmark.

Det er derfor helt naturligt – og forståeligt – at folk interesserer sig for vores arbejde. Det er også naturligt, at der kommer et hårdt modtryk.

Det er vi vant til, når vores undersøgende journalistik rammer store magtinteresser med formuer og karrierer på spil.

Kritik ignorerer hvidvasksagens kerne
Som udgangspunkt mener vi, at vores journalistik i Berlingske om hvidvasksagen taler for sig selv.

Folk skal være velkomne til at synes, at det var en omgang elendig journalistik, at Danske Bank er blevet urimeligt behandlet, eller at vi ikke har forstået noget som helst. Vi er selvsagt uenige, men har ikke ønsket at være deltagere i en råbekonkurrence.

Vi kan blot konstatere, at de hundredvis af artikler, som vi har bragt om sagen i Berlingske, ikke har affødt én eneste substantiel rettelse, ligesom både myndigheder i flere lande, herunder Finanstilsynet og Danske Banks egne advokater, har bekræftet en lang række af de helt centrale oplysninger, som vi har bragt frem.

Når vi nu føler, at det alligevel er nødvendigt med denne kronik, skyldes det, at angrebene på det seneste er blevet hidsigere.

En hidsighed, som er omvendt proportional med substansen i kritikken. Og som fuldstændigt ignorerer hvidvasksagens kerne: Danske Banks systematiske lovbrud.

Inhabil kritiker dokumenterer ikke påstande
Her i Altinget blev vi eksempelvis udsat for voldsom kritik fra journalist Paula Larrain, der mente at kunne belære os om journalistisk etik – på trods af sin egen åbenlyse inhabilitet som ægtefælle til en Danske Bank-direktør med ansvar for Baltikum.

I kommentaren konkluderer Larrain, at "ført hånd i hvidvask-dækningen bør mane til journalistisk selvransagelse", og hun hævder – uden skyggen af dokumentation – at vi på Berlingske er blevet "misbrugt til at vaske dubiøse kilders beskidte historier hvide".

Forfatterne Birgitte Dyrekilde og Lars Abild har skrevet en hel bog, hvor de ivrigt forsvarer Danske Bank og dens ledelse, mens de uden belæg fremsætter grove påstande om vores arbejde – uden at forelægge kritikken for os.

Selv Finansforbundet – fagforeningen for landets bankansatte – har for nylig engageret sig i sagen og viderebringer i deres medlemsblad Magasinet Finans ukritisk Birgitte Dyrekildes spekulationer om vores arbejde.

Mens forbundets næstformand, Michael Budolfsen, i en klumme anfører, at pressens dækning af sagen baserede sig mere på holdninger end "substans". Ligeledes uden at forelægge os dele af kritikken – og igen uden skyggen af dokumentation.

Debatten om de tvivlsomme journalistiske metoder i Magasinet Finans ønsker Finansforbundet tilsyneladende ikke, at deres medlemmer skal høre om: Magasinet har afvist at lade os svare på kritikken i et debatindlæg.

Vi oplever på grotesk vis, at boghandlere, priskomitéer og andre danske journalister eller kommentatorer bliver kontaktet af vores kritikere med besynderlige og løgnagtige beskyldninger mod os og vores arbejde, ligesom vi ved flere lejligheder er blevet opsøgt og forsøgt filmet af et norsk-russisk tv-hold, der har indledt et samarbejde med Dyrekilde og Abild om vores arbejde.

Endnu har vi ikke modtaget skyggen af konkrete spørgsmål fra tv-holdet, der lader til at have lagt sig fast på en forudbestemt vinkel.

Intet har fået os til at rette bare et komma
Vi beklager på forhånd, at denne tekst bliver en lang – og muligvis kedelig – omgang.

Til dem, der ikke når længere end hertil, kan vi indledningsvis slå fast, at vi ikke mener, at kritikken har noget som helst på sig.

Det samme mener vores redaktører i øvrigt. Vi er stolte af vores arbejde og har endnu ikke læst eller hørt noget, som får os til at rette så meget som et komma i vores artikler i Berlingske eller i vores bog om hvidvasksagen, 'Beskidte milliarder'.

Så til sagen. Lad os begynde med et citat:

"Tyve og kriminelle vil hellere gå til de svage punkter end til de stærkere punkter. Og min bank havde et svagt forsvar. Det var ikke ond vilje. Vi var bare ikke organiseret."

Sådan sagde Danske Banks nye direktør Chris Vogelzang for nyligt ifølge Reuters i en uhyre ærlig kommentar til hvidvasksagen.

At topledelsen i Danske Bank på denne måde direkte kædede hvidvasksagen sammen med kriminelle bagmænd, var nye toner fra banken, der ellers har forsøgt at undgå alt for specifikke udsagn om sagen.

Citatet afspejlede en befriende erkendelse af sagens substans og alvor, som vores kritikere kunne lære meget af. Sagen er nemlig, at kendsgerningerne taler for sig selv.

Sagen buldrer afsted i indland og udland
For det første: Sagen om hvidvask i Danske Bank handler grundlæggende om, at Danske Bank, landets største finansielle virksomhed og en samfundsbærende institution, i årevis helt systematisk brød hvidvaskloven ved ikke at kontrollere sine kunder, kundernes transaktioner og indberette mistænkelige forhold til myndighederne. Vel at mærke trods stribevis af advarsler fra interne og eksterne parter.

Det er en kendsgerning, som selv Danske Bank og dens advokater har indset for længst. Det er en dybt alvorlig forseelse – hvidvaskloven skal forhindre terrorfinansiering og hvidvask af penge fra kriminalitet – og et forhold, der efterforskes intenst af myndigheder i en række lande og kan munde ud i store bøder til banken.

Mens vore kritikere er mere optaget af at fantasere om vores kildegrundlag, buldrer sagen afsted herhjemme og i udlandet.

Det er ikke for sjov, at et tocifret antal agenter fra tre forskellige amerikanske myndigheder for tiden efterforsker Danske Bank. At tysk politi for nyligt ransagede Deutsche Banks hovedkontor, alene fordi banken var korrespondentbank for Danske Bank.

At tyve personer er sigtet for brud på hvidvaskreglerne i Danmark og Estland. Eller at russiske myndigheder har indledt et gigantisk retsopgør mod højtprofilerede bagmænd og mellemmænd med direkte tråde til kunderne i Danske Bank.

Førende hvidvaskeksperter har analyseret materialet
For det andet: Et af kritikpunkterne er, at vi slet ikke skulle have påvist hvidvask. Påstanden er forkert.

Først et par ord om vores materiale og analyser: Danske Banks brud på hvidvaskreglerne er kommet for en dag, fordi vi på Berlingske ad flere omgange er kommet i besiddelse af fortrolige oplysninger, herunder interne kontoudtog fra stribevis af mistænkelige kunder i Danske Banks estiske non-resident-portefølje.

Materialet har vi grundigt analyseret sammen med nogle førende hvidvaskeksperter og undersøgende journalister på medier som britiske The Guardian, tyske Süddeutsche Zeitung, franske Le Monde og journalistorganisationen OCCRP.

Kontoudtogene indeholdt detaljerede oplysninger om de enkelte transaktioner – blandt andet tidspunkt, afsender, modtager, beløbsstørrelser og formål. I alt dækkede materialet over titusindvis af transaktioner af i alt 53 milliarder kroner.

Samtlige beregninger er foretaget yderst konservativt for at lade enhver tvivl komme Danske Bank til gode: Eksempelvis er transaktioner kun medregnet én gang, selvom pengene blev ført gennem flere andre konti i vores materiale. 

En del af betalingerne har vi været i stand til at kæde sammen med såkaldte førforbrydelser – et begreb, der dækker over den oprindelige forbrydelse, pengene stammer fra.

Eksempelvis har vi kunnet forbinde transaktioner og kunder til sager om korruption i Europarådet, bedrageri og hvidvask i Østeuropa, korruption og højforræderi i Ukraine og våbensmugling ud af Nordkorea. Andre transaktioner har tråde til den såkaldte Magnitskij-sag, der udspringer af en omfattende svindelsag i Rusland – mere om denne senere.

Påstande er faktuelt forkerte
De mange sager har enten ført til domfældelse, tiltaler eller sanktioner mod navngivne embedsmænd eller er dokumenteret i omfattende rapporter fra myndigheder eller troværdige organisationer. Det er med andre ord faktuelt forkert at hævde, som flere kritikere gør, at vi ikke har påvist hvidvask.

At en del af pengene muligvis "blot" skulle stamme fra såkaldt kapitalflugt, som vi flere gange har hørt gætterier om, er i øvrigt et besynderligt argument:

Sådanne eventuelle kapitaludførsler er ingen steder bogført i selskabernes tilgængelige regnskaber, som de burde, hvis der var tale om såkaldt legal kapitalflugt – der i øvrigt aldrig ville blive foretaget gennem stribevis af stråmandsselskaber i skattely, som transaktionerne i vores materiale gør.

Der er derimod tegn på, at nogle af transaktionerne kunne være såkaldt illegal kapitalflugt med dertilhørende skatte- og afgiftssvindel, som udgør et enormt problem for en lang række lande – og naturligvis er ulovligt.

Det helt afgørende for os har dog været, at samtlige transaktioner i vores materiale bærer alle tænkelige tegn på at være netop hvidvask:

Danske Banks non-resident-kunder var selskaber med skjulte ejere i skattely, stråmandsdirektører, adresser i tomme kontorhoteller, forfalskede regnskaber og et totalt fravær af normale, legitime forretningsaktiviteter – såsom ansatte, salgssteder, produktionssteder, kontaktoplysninger eller blot en simpel hjemmeside.

På samme vis var selve kontoaktiviteterne – de mange, enorme og forvirrende overførsler til og fra andre suspekte selskaber – lige så mistænkelige. Alene det forhold, at en bank ignorerer sådanne hvidvasktegn og undlader at indberette dem til myndighederne, kan betyde, at hammeren falder, og banken straffes med bøder, uanset om myndighederne så kan spore pengenes oprindelse.

Se bare på tyske Deutsche Bank eller lettiske ABLV, der begge fik hårde straffe for brud på hvidvaskloven, uden at myndighederne brugte energi på at kortlægge førforbrydelserne.

Det kan måske lyde hårdt, men har sin årsag: I dag ved man – myndigheder såvel som banker – at sådanne mønstre i en bank ganske enkelt er tydelige beviser for illegale aktiviteter.

Eller sagt på en anden måde: Der findes ingen gode eller lovlige forklaringer på, at så mistænkelige kunder skulle overføre penge på så lyssky måder. Vi står med andre ord fuldstændigt på mål for vores formuleringer om hvidvask.

Vil ikke bryde grundlæggende journalistik princip
For det tredje: Vi har i løbet af hele vores arbejde med hvidvasksagen måttet lægge ører til mange fantasifulde gætterier om, hvem der er vores hemmelige kilder.

Og lige så længe har vi måttet forklare, at vi naturligvis hverken kan eller vil indgå i en diskussion om emnet, herunder be- eller afkræfte bud på navne.

Det er der gode grunde til: Vores kilder har vi valgt at give kildebeskyttelse – et lovfæstet begreb i Retsplejeloven – da de både har risikeret fyresedler, sagsanlæg og chikane fra potentielle bagmænd.

Vi går naturligvis ikke på kompromis med så grundlæggende et journalistisk princip som kildebeskyttelsen – ligegyldigt hvor meget der så spekuleres. Men vi kan dog oplyse så meget, at vi har modtaget fortroligt materiale fra en lang række forskellige kilder, der uafhængigt af hinanden og på skiftende tidspunkter har hjulpet os.

Kilderne har vi selv opsøgt. Og helt afgørende: Vi har naturligvis trykprøvet materialet grundigt for at sikre os, at det var ægte og retvisende. Dét har det tydeligvis været: Ikke en eneste gang har vi som nævnt måttet bringe rettelser eller præciseringer af vores indhold.

Forretningsmand er ikke en central nøglefigur
For det fjerde: En vedholdende spekulation om vores dækning er, at vi skulle være blevet manipuleret af den amerikansk-britiske forretningsmand Bill Browder.

I Dyrekilde og Abilds bog får påstanden blandt andet næring af den afgåede Danske Bank-bestyrelsesformand Ole Andersen, der er afsender på budskabet om, at "Bill Browder var en helt central figur i de mange artikler".

Det burde være åbenlyst for enhver, der har gennemgået vores arbejde, at påstanden er forkert. Bill Browder er ikke en central nøglefigur i hverken vores arbejde eller i hvidvasksagen generelt.

Berlingske har de seneste snart tre år bragt mange hundrede artikler om hvidvasksagen i Danske Bank. Bill Browder er hovedkilde i ti af dem. Og hver gang er han tydeligt blevet præsenteret som part i den såkaldte Magnitskij-sag. Nogen hyppig kilde er Bill Browder altså tydeligvis ikke.

Et nærmere kig på grundlaget for kritikken overbeviser da mildest talt heller ikke: I eksempelvis Dyrekilde og Abilds bog baseres påstanden primært på to løsrevne udsagn fra Bill Browder selv.

Manden, hvis troværdighed forfatterne gennem en hel bog forsøger at tilsværte, er i bogen blandt andet citeret for at sige, at han skulle have delt noget materiale med Berlingske.

Men har forfatterne selv undersøgt og efterprøvet Browders udsagn nærmere? Præcis hvilke dokumenter er det, som han hævder at have delt? Og har forfatterne anden dokumentation eller andre kilder, der bekræfter udsagnet?

Sådanne spørgsmål får vi hverken svar på i bogen, hos Magasinet Finans eller hos Paula Larrain, der i stedet roder rundt i forvirrende antydninger og svage indicier.

At basere så voldsomme anklager på så spinkel dokumentation er ganske enkelt uhæderligt. Journalistik er det i hvert fald ikke.

Veldokumenteret sag danner grundlag for sanktioner
For det femte: En væsentlig slutbemærkning om Browder og Magnitskij-sagen: En meget lille del af transaktionerne i vores materiale har vi ganske rigtigt sporet til den såkaldte Magnitskij-sag.

Disse transaktioner fik vi først adgang til efter halvandet års arbejde med sagen, da hvidvasksagen for længst var blevet en fuldtonet skandale og blev undersøgt af både advokater og myndigheder.

Magnitskij-sagen handler om en opsigtsvækkende fjendtlig overtagelse af Bill Browders tre datterselskaber, et efterfølgende tyveri af halvanden milliarder kroner fra det russiske skattevæsen og Sergej Magnitskijs – Browders skatterådgiver – mystiske dødsfald midt i sit forsøg på at opklare svindelnummeret.

Og lad os slå én ting fast, som er druknet fuldstændigt i de seneste måneders støj: Magnitskij-sagen er en veldokumenteret kriminalsag, som er overbevisende belyst af myndigheder og troværdige medier og organisationer i en lang række lande. Og som i dag danner grundlag for seks vestlige landes sanktioner mod korrupte magthavere og embedsmænd i blandt andet Rusland for brud på menneskerettighederne.

Birgitte Dyrekilde og Paula Larrains kritik af Browder og Magnitskij-sagen er derimod et ekko af de seneste års massive modkampagne mod de vestlige sanktioner. En modkampagne, der udspringer direkte fra Vladimir Putins regime og Ruslands statsstyrede medier, og som stort set punkt for punkt er blevet tilbagevist i Vesten.

Men vigtigst: Uanset hvad man måtte mene om Magnitskij-sagen, bærer disse transaktioner – ganske som vores øvrige materiale – alle tænkelige tegn på hvidvask og burde derfor være indberettet til myndighederne, hvilket i vidt omfang ikke skete.

Igen med samme afgørende og nedslående facit: Danske Bank brød hvidvaskloven.

Bog fremstår fejlbehæftet og vildledende
Vi stiftede første gang bekendtskab med Birgitte Dyrekilde sidste år, da hun i en mail tilbød os at skrive en bog om hvidvasksagen på sit eget forlag. Det takkede vi i august 2018 høfligt nej til.

Kort efter indledte hun sammen med kollegaen Lars Abild pludselig sin kritiske kampagne mod vores arbejde. På dén baggrund inviterede vi dem til et møde, så vi kunne forklare om indholdet i sagen og vise eksempler på vores dokumentation. Det tilbud tog de ikke imod.

Deres bog fremstår derfor fejlbehæftet og vildledende. I strid med reglerne om god presseskik fik vi desuden aldrig forelagt forfatternes centrale påstande om, at vi ikke har dokumenteret hvidvask, ligesom vi aldrig fik forelagt udtalelserne fra Bill Browder.

Samme mønster går igen hos både Finansforbundet og Paula Larrain: Mens kritikerne forsøger at belære os om journalistik og etik, fremsætter de selv vildledende, udokumenteret og forudindtaget kritik af os. Uden at forelægge os kritikken fyldestgørende.

Heldigvis har de fleste andre – såsom Danske Banks nye topchef – indset hvidvasksagens alvor. Under arbejdet med vores artikler og bog om sagen 'Beskidte milliarder' er vi kommet tæt på en lang række ansatte i finanssektoren.

Langt de fleste hæderlige mennesker med stærkt moralsk kompas og samfundssind og mindst én ting til fælles: en realistisk forståelse af, at hvidvasksagen er historien om ulovligheder og ledelsessvigt i Danske Bank.

Samme indsigt ville klæde vores kritikere: Skandaler burde fostre selvransagelse og ny erkendelse. Ikke fantasifulde sø- og bortforklaringer.

Forrige artikel FSD: Jobcentrene er langt bedre end deres rygte FSD: Jobcentrene er langt bedre end deres rygte Næste artikel 3F: Fyringer i asfaltbranchen er dybt uhensigtsmæssige 3F: Fyringer i asfaltbranchen er dybt uhensigtsmæssige
Agnete Gersing stopper som departementschef

Agnete Gersing stopper som departementschef

ROKADE: Den nu tidligere departementschef i Uddannelses- og Forskningsministeriet Agnete Gersing skal fremover arbejde med "organisation, ledelse og kompetencer" i Finansministeriet.