Bioetiker: Ny dyrevelfærdslov beskytter mennesket snarere end dyrene

Af Mickey Gjerris
Lektor i bioetik, Københavns Universitet

Regeringen fremsætter torsdag 28. marts et forslag til en gennemgående revision af dyrevelfærdsloven. Formålet med lovforslaget er at forenkle lovgivningen og gøre den mere brugervenlig.

Om det er lykkedes, vil jeg lade jurister om at forholde sig til og stedet tage fat i to etiske diskussioner, som lovforslaget rejser.

Lovens formål er ifølge § 1 at varetage dyrevelfærdsmæssige og dyreetiske hensyn. Det er værd at bemærke, at lovgivningen her udvides i forhold til tidligere, idet dyreetiske hensyn nu eksplicit nævnes.

Vedtages loven, vil der fremover kunne indføres lovgivning, der begrænser menneskers brug af dyr ud fra andet end rent dyrevelfærdsmæssige hensyn.

Hvad det kan være, bliver klart allerede i § 4, hvor det hedder, at: Det er forbudt at have seksuel omgang med eller foretage seksuelle handlinger med dyr.

For de fleste af os er insemination en naturlig del af den animalske produktion, og bacon en kilde til smagsmæssig nydelse, imens dyresex ikke alene er unaturligt, men også meget ubehageligt at tænke på.

Mickey Gjerris
Lektor i bioetik, Københavns Universitet

Forbuddet blev indført ved en ændring af den gældende dyrevelfærdslov i 2015, men eftersom loven dækker al seksuel omgang med dyr og ikke kun den, som har en negativ indvirkning på dyrets velfærd, stemte tingene ikke rigtig. Det gør de så nu, hvor der kan være dyreetiske hensyn at tage, som begrunder det totale forbud.

Ingen forskel for dyret
Eller … totalt og totalt. Det, der reelt set er forbudt, er at foretage seksuelle handlinger med dyr med det sigte selv at opnå seksuel fornøjelse. Undtaget er for eksempel seksuel stimulering af dyr i forbindelse med insemination i produktions- eller forskningsøjemed.

Allerede her begynder man at undre sig. For dyret gør det ingen forskel, om akten har til formål at skabe seksuel fornøjelse for udøveren eller fremkalde en graviditet med det formål at få mere bacon i køledisken. Men for os mennesker gør det naturligvis.

For de fleste af os er insemination en naturlig del af den animalske produktion, og bacon en kilde til smagsmæssig nydelse, imens dyresex ikke alene er unaturligt, men også meget ubehageligt at tænke på.

Dyreetik handler om dyrevelfærd, men også om spørgsmål som naturlighed, integritet og dyrets død. Man kan derfor hævde, at forbuddet sigter mod, at det er unaturligt og krænker dyrets integritet at have seksuel omgang med det.

Det er for så vidt et synspunkt, som jeg er enig i. Jeg har bare svært ved at se, at det skulle være mere unaturligt eller mere krænkende for dyrets integritet end at tvangsinseminere det af hensyn til produktionens effektivitet.

Jeg vil derfor mene, at forbuddet mere er et udtryk for humanetiske end dyreetiske hensyn. Det handler om at beskytte mennesker mod seksuelle praksisser, de finder moralsk anstødelige, ikke om dyrenes ve og vel.

Landbrugets særlige adgang
Et andet eksempel på, at lovgivningen mere synes at være skrevet med menneskers end dyrenes interesser for øje, finder man i § 19, hvoraf det fremgår, at ved ændringer af de gældende regler for dyrehold skal landbrugets organisationer inddrages forud for udarbejdelse af forslag eller regler, der vil have indgribende betydning for landbruget.

Jeg skal ikke kunne sige, om der findes andre eksempler på lovkomplekser, hvor det specifikt fremgår, at en berørt industri har krav på at blive inddraget i udarbejdelsen af lovgivning, der har indgribende betydning.

Det synes at svare til at give olieindustrien krav på at deltage i udarbejdelsen af den kommende klimalov.

I denne sammenhæng vil det betyde, at landbruget får afgørende indflydelse på, hvor høj dyrevelfærd det danske samfund vil tilbyde produktionsdyrene.

Hvad med dyreorganisationerne?
I § 3 hedder det: Enhver, der holder dyr, skal sørge for, at de behandles omsorgsfuldt, herunder at de huses, fodres, vandes og passes under hensyntagen til deres fysiologiske, adfærdsmæssige og sundhedsmæssige behov i overensstemmelse med anerkendte praktiske og videnskabelige erfaringer.

Som der står i bemærkningerne til lovforslaget, så er dyrevelfærd et omdiskuteret begreb, hvor der findes forskellige opfattelser af, hvornår dyr har det godt – eller i det mindste godt nok.

Det kan derfor diskuteres, hvornår § 3 er opfyldt. Men betænker man for eksempel forekomsten af pattegrisdødelighed, trædepudesvidninger hos slagtekyllinger, klovproblemer hos malkekvæg og dyrenes meget begrænsede mulighed for at udfolde deres artspecifikke adfærd i forbindelse med så basale fænomener som yngelpleje, socialisering, fouragering m.m., så er det for mig at se indlysende, at virkeligheden halter langt efter de smukke ord i § 3.

Men det bliver med landbruget i en usædvanlig privilegeret position, at lovgivningen fremover skal ændres for bedre at beskytte dyrene. Hvorfor er det ikke lige så relevant at inddrage de organisationer, der typisk repræsenterer dyrenes interesser i diskussioner om dyrevelfærd?

Menneskets interesser
Set herfra er der al mulig grund til at modernisere dyrevelfærdsloven, så den afspejler vores voksende videnskabelige viden om dyrenes komplekse liv og deres kapacitet for at opleve velfærd og mangel på samme.

Desværre tyder meget på, at loven snarere kommer til at beskytte menneskelige interesser.

Loven vil fortsat primært opfatte dyr som ressourcer, der kan anvendes til at opfylde vores præferencer – så længe de ikke opfattes som moralsk anstødelige.

Det bedste, man kan håbe på, er, at nok vælgere med tiden vil finde produktionsdyrenes forhold så anstødelige, at man af hensyn til dem vil stramme op på kravene til, hvordan de kan behandles.

Der er ikke meget, der tyder på, at det vil ske af hensyn til dyrene.