Biolog: Det kan vi lære af Norges erfaringer med ulve

Af Christoffer Bugge Harder
Biolog, postdoc, Texas Tech University

Da ulven for alvor genindvandrede til Norge for 20-30 år siden i fylket (amtet) Hedmark, sagde de ulveskeptiske hedmarkinger, ”Bare vent, til ulven kommer til Marka!” til de mere ulveglade folk fra Oslo.

Nordmarka og Østmarka er de naturområder lige nord og øst for Oslo, hvor hovedstadsfolket i stort tal tager på udflugt. Så alle danskere vil kunne genkende, at ulvekonflikten i Norge umiddelbart ligner den, vi har i Danmark, hvor frustrerede midt/vestjyder også siger:

"Bare vent, til ulven kommer til Jægersborg Dyrehave, så får piben en anden lyd!” og ”Hvis de selv mødte ulven, ville de tisse i bukserne” til de uforstående københavnere.

Mange er venligt stemte
Til forskel fra i Danmark har man til gengæld i Norge i de sidste ti år kunnet opleve ulven komme på regelmæssige besøg i Nord- og Østmarka og slå sig mere eller mindre permanent ned tæt på Oslo.

Og det har næsten ikke ændret på, at 73 procent af indbyggerne i Oslo i dag er venligt stemte overfor ulven mod blot 10 procent, der ønsker den udryddet.

Hvis de norske erfaringer i en eller anden udstrækning kan overføres til Danmark, så tisser folk simpelthen ikke så meget i bukserne af at have ulve tæt på hovedstaden, som visse vestjyder tror.

Christoffer Bugge Harder
Biolog, postdoc, Texas Tech University

Da det første permanente ulvepar slog sig ned i Østmarka, reagerede hovedstadsfolket med at sætte gang i en konkurrence om at finde på navne til dem.

Selvom nogle bestemt blev forskrækkede, var der væsentligt flere, der begejstret forsøgte at lave videooptagelser og tage billeder, som de lagde op på de sociale medier i stor stil, især da der kom hvalpe.

Jeg boede selv i Oslos nordlige udkant indtil sidste sommer, hvor jeg ligesom tusindvis af andre næsten hver uge var ude i Marka med mine børn i børnehavealderen og plukke bær, stå på ski, gå tur og endda overnatte i telt, stort set uden at skænke muligheden for at møde ulven en tanke.

Så visse folks frygt for, hvordan man nu ikke længere kan lade børn lege udendørs eller have dem med i skoven på grund af ulven, virker alene ud fra min egen erfaring ret voldsomt overdrevet

Og hvis de norske erfaringer i en eller anden udstrækning kan overføres til Danmark, så tisser folk simpelthen ikke så meget i bukserne af at have ulve tæt på hovedstaden, som visse vestjyder tror.

Geografi er ikke afgørende
Det er selvfølgelig stadig særdeles forståeligt, at landmanden, der har haft ulven på besøg i sin fårefold, har en noget anden holdning til den, end folk, der bare oplever ulven som et spændende indslag i det fri i weekenden.

Men hvis vi ser på det norske naturforskningsinstitut NINAs store undersøgelse "Nordmenns holdninger til store rovdyr” fra 2010 til 2017, så viser det sig overraskende nok, at forskellene i nordmændenes holdning til ulven heller ikke primært handler om, hvorvidt der er ulve i nærheden af dem selv.

Folk i landområder i Nordland eller Sydvestnorge, hvor der ikke findes og sandsynligvis heller aldrig vil komme ulve i nogen nulevendes tidshorisont, er væsentligt mere fjendtlige end folk i mindre og større byer i Østfold eller i Akershus fylker, hvor man faktisk har ulve lige i baghaven.

Byerne skal engagere sig 
Så det kunne tyde på, at forskelle i folks holdning til ulven – snarere end ens egen konkrete erfaring med ulve – er en meget mere grundlæggende ”kulturel” land-by-konflikt, hvor ulven ligesom sygehuslukninger, strukturreformer og skolesammenlægninger bliver endnu en ting, der markerer den arrogante hovedstadsbefolknings ligegyldighed overfor udkanten.

Hvis vi vil have bred accept af, at der skal kunne leve en ulvebestand i Danmark, er det sandsynligvis lige så afgørende, at man fra bybefolkningens side engagerer sig mere konstruktivt i problemerne set fra Udkantsdanmark.

Både specifikt med hensyn til ulveproblemer, hvor fåreavlere selvfølgelig bør kunne holdes helt skadesløse, men også mere generelt med hensyn til at lægge en dæmper på glæden ved øget centralisering og på beklagelserne over, at man flytter statslige arbejdspladser ud i provinsen.