Biolog: Naturstyrelsen har akut behov for et paradigmeskifte

Af Kenneth Buk
B.Sc. og M.Sc. i terrestrisk økologi, Københavns Universitet, ph.d. i naturbeskyttelse, Tshwane University, Sydafrika

I sidste uge var jeg på cykeltur i min lokale dyrehave. Sorte skyer drev over det afsvedne landskab med gardiner af regn flagrende efter sig, sparsomme græstuer piskede i vinden, lyn blinkede i det gustne lys, og tordenskrald bragede.

Indtil for fjorten dage siden havde det stort set ikke regnet i ni måneder, og regnen kom med to måneders forsinkelse. Så jeg forventede, at der var lagt foder ud til vildtet. Men jeg kunne ikke finde en majskolbe, et strå eller et korn af foder. Faktisk kunne jeg ikke finde nogen foderpladser overhovedet.

Slanke springbukke var spredt over sletterne, hvor de opsøgte de spæde græsskud uden ly for regn eller lyn, mens en gruppe gnuer omkransede deres få græsbrune kalve i nødtørftigt læ af et stort akacietræ. Mellem døde træstammer gennemhullede af billelarver rumsterede en leopardskildpadde rundt i resterne af sidste års græs i søgen efter grønt.

Jeg bor nemlig i Sydafrika. Her er det ikke tilladt at fodre i nationalparker og ej heller i offentlige eller private naturreservater. Min lokale dyrehave er imidlertid ikke et naturreservat, men en vildtfarm ejet af et minefirma, der tjener lidt ekstra på jagt, kød og besøgende. Alligevel fodrer man altså ikke, selv når tørken trykker.

Dansk naturforvaltning
Tager man derimod til Haderslev Dyrehave, er der fire foderpladser på en kvadratkilometer. Her fodres der i hele vinterhalvåret, selvom landskabet for det meste ser grønt og frodigt ud. Faktisk fodres så meget, at man i slutningen af sæsonen må bruge en gravko og en ladvogn til at fjerne alt det overskydende foder. Her er vildtkød nemlig en seriøs forretning.

Naturstyrelsen 2.0 må udstyres med langt, langt flere biodiversitetsuddannede og engagerede i ledelsen og ned gennem forvaltningsrækkerne, der kan løfte det professionelle niveau, ændre organisationskulturen og målrette styrelsen mod vild natur og biodiversitet.

Kenneth Buk
Biolog

Sådanne hjortefarme er jo efterhånden velkendte i dansk landbrug. Denne hjortefarm drives imidlertid af Naturstyrelsen: nationens ypperste naturbeskyttelsesorgan med det selverklærede mål at beskytte biodiversiteten og give danskerne naturoplevelser.

 
En leopardskildpadde må selv opsøge de længe ventede friske skud.

Naturstyrelsen fremviser stolt Haderslev Dyrehave. Naturvejlederen tager voksne og poder med ud at se de glade bambier trampe rundt i foder. Her er ingen forhutlede dyr i søgen efter en bid mad. Se, det er jo god naturformidling.

Dyrehaven har selvfølgelig også en Facebook-side, hvor man kan se alle de fine, dyre maskiner, der bruges til at pakke foderet, fælde træer og lave flis i dyrehaven. Bare hvis man skulle have skyggen af tvivl om, hvorvidt det er natur eller jordbrug, der er på programmet her.

Arter i rasende tilbagegang
Produktivitet er jo Gud, men der er bare den hage, at Danmarks biodiversitet er i rasende tilbagegang. Især arter, der er tilknyttet naturlig skov uden fældning og uden oprydning af dødt ved. Arter, der er knyttet til et naturligt græsningstryk, som er benhårdt sidst på vinteren og relativt skånsomt i blomster og frøsæsonen. Arter, der er tilknyttet den mosaik af græsland med spredte buske og klumper af træer, som naturlig græsning kan skabe. Og plantearter, der ikke kan klare sig i konkurrencen, når der er højt næringsindhold i jorden.

Med andre ord, de arter, der ikke kan tåle, at man indirekte gødsker med foder, overgræsser om sommeren eller fjerner gamle træer − som man gør det i Haderslev Dyrehave. Man kan ikke både fælde træerne og efterlade dem. Eller fodre og have naturlig afgræsning. Have produktion og vild natur.

Hvor skal der være plads til vild, artsrig natur, hvis ikke hos Naturstyrelsen?

Som forvalter af fem procent af landets areal må og skal Naturstyrelsen være den primære garant for nationens biodiversitet. Fem procent beskyttet, vild natur er meget beskedent i forhold til de 17 procent, vi har lovet med Biodiversitetskonventionen. Men Haderslev Dyrehave er et mikrokosmos på, hvordan arealerne forvaltes: produktion over biodiversitet. Maskiner over naturlig græsning. EU-tilskud over faglighed.

Potentialet er der i form af ret store, sammenhængende arealer. Idéhistoriker Rune Engelbreth peger i bogen Vildere vidder på 35 arealer over ti kvadratkilometermeter i Naturstyrelsens eje (inklusive Haderslev Dyrehave), som kan give i alt 1.200 kvadratkilometer vildere natur i Danmark.

Det er en ide, der i Danmark strækker sig mindst tilbage til 1950'erne, blev efterlyst af OECD for 20 år siden og opfulgt af Wilhjelm-udvalgets rapport om store, sammenhængende naturarealer, som mundede ud i et politisk flertal for nationalparker for 15 år siden. Konceptet blev imidlertid totalt udvandet med en nationalparklov, der er mindre bindende end et beruset nytårsforsæt, og en jordbrugerkultur i Naturstyrelsen, der har gjort alt for at kuldsejle projektet.

Aldrende træer og dødt ved huser mange arter og skal selvfølgelig ikke fjernes, når målet er biodiversitet og naturturisme.

Naturstyrelsen 2.0
Eksempelvis var der i 2005 et bragende flertal blandt lokale for en nationalpark i Nordsjælland og endda et flertal for en større indhegning med store planteædere i vild natur, trods Naturstyrelsens slet skjulte modstand. I 2019 venter nordsjællænderne stadig på, at motorsavene stopper, og på en plan for vild natur.

Det ser ikke bedre ud i de andre nationalparker, der er præget af opdyrkede marker til foder for parkens husdyr på EU-tilskud, intensiv jagt på hjorte, der skal give “sunde bestande”, og plantede rækker af eksotiske og hjemmehørende træarter til flis og parket.

Signe Nepper fra Naturstyrelsens ledelse indvendte 14 februar i Altinget, at vildere natur ville "koste ikke bare én, men mange bondegårde."

Det er diskutabelt, da sparede maskiner og arbejdskraft til intensiv forvaltning i stedet kunne sættes ind på paradigmeskiftet til vildere natur.

Endvidere forventes fonde at finansiere en del af anlægsomkostningerne. For hver 1 procents stigning i internationale besøgende, som vildere natur måtte resultere i, ville det betyde 500 millioner kroner ekstra i omsætning for dansk turisme.

Det er ret mange bondegårde i den danske statskasse. Signe Nepper kalder endda vild natur en ny tilgang, der vil tage årtier at afprøve og indføre, når fakta er, at vild natur er de millioner af år gamle betingelser, under hvilke al vores biodiversitet er opstået og har tilpasset sig.

Det rejser helt naturligt spørgsmålet, om Naturstyrelsen i dens nuværende udgave er egnet til opfylde målet om at bevare landets biodiversitet – et politisk mål, der udløb allerede i 2010, og som heller ikke nås inden den nye frist i 2020.

Der er et himmelråbende behov for et paradigmeskifte i Naturstyrelsen – et skifte fra jordbrug, profit og EU-tilskud til et oprigtigt ønske om vildere natur, biodiversitet og ægte naturoplevelser.

Det er et skifte, som nødvendigvis må bæres frem af en helhjertet politisk kursændring. Naturstyrelsen må “rebootes”, og Naturstyrelsen 2.0 må udstyres med langt, langt flere biodiversitetsuddannede og engagerede i ledelsen og ned gennem forvaltningsrækkerne, der kan løfte det professionelle niveau, ændre organisationskulturen og målrette styrelsen mod vild natur og biodiversitet.

Endvidere må Naturstyrelsen 2.0 ydes passende økonomisk fleksibilitet, mens der med internationale erfaringer og dansk opfindsomhed omstilles til en økonomi baseret på den voksende turisme knyttet til vild natur.