Kommentar af 
Peter Skov-Jakobsen

Biskop om Genforeningen: Grænsen deler stadig mange mennesker i dag

KOMMENTAR: På 100-året for Genforeningen mindes Københavns biskop, Peter Skov-Jakobsen, sin egen bedstefar, der dengang levede i grænselandet og færdedes lige godt på begge sider af den nye grænse. Sådan har mange det stadig i dag, skriver han. 

Grænsen løb direkte ned gennem Peter Skov-Jakobsens bedstefar – og sådan er det stadig for mange mennesker i dag, skriver biskoppen. 
Grænsen løb direkte ned gennem Peter Skov-Jakobsens bedstefar – og sådan er det stadig for mange mennesker i dag, skriver biskoppen. Foto: Maria Albrechtsen Mortensen/Ritzau Scanpix
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Peter Skov-Jakobsen,
Biskop i Københavns Stift

I manges bevidsthed står det ikoniske billede fra 10. juli 1920 af kong Christian, som rider over den gamle grænse ved Christiansfeld på sin hvide hest, som symbolet på Genforeningen. 

Men den officielle Genforeningsdag falder 15. juni. 

I et grænseland bliver sprog, kultur og liv vævet sammen og sommetider i et mønster, som er ganske personligt. I disse uger mindes jeg min bedstefar Wilhelm Heinrich Petersen.

Fakta
Peter Skov-Jakobsen er biskop i Københavns Stift og uddannet cand.theol. Han har været sogne- og orlogspræst i Holmens Kirke og sømandspræst i Hull i England. 

Kommentaren er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Debatindlæg kan sendes til [email protected].

Han blev født i 1897 i grænsekommunen Frørup ved Christiansfeld. Efter syv års skolegang fik han en landbrugsuddannelse, og så slog klokken 1917, og han drog i krig i Frankrig – sendt afsted med formaningen: Vær nu ikke for ivrig!

I lidt over et år var han ved Vestfronten, men der blev aldrig talt om det sidenhen. Det eneste var en bemærkning om, at han havde været i Frankrig og havde spist “paddelår”. Krigens alvor var repræsenteret ved en granatsplint, der var blevet sat på en brevopsprætter.

Grænsen var ikke kun i Kruså og ved Rudbøl. Den løb ned igennem ham til tider, og han færdedes hjemligt og fremmed på begge sider af grænsen, men som et helt menneske.

Peter Skov-Jakobsen
Biskop i Københavns Stift

Den havde sat sig i træværket ved siden af ham. Dagligt mindede han sig selv om, at alting kunne have været anderledes, når han greb om brevåbneren. Men der faldt aldrig nogle ord om den gru, han havde oplevet.

Han levede som et forelsket menneske hele livet med Anne Magdalena Jepsen, der også var født i Frøruprød på et lille husmandssted med flagstang og en helt sikker dansk baggrund.

Med Wilhelm Heinrich var det anderledes. Hans far var fra Rendsborg, men det var ham, man talte sønderjysk med. Hans mor var fra Hadersleben (Haderslev), og med hende talte man tysk. Anne og Wilhelm blev gift i 1928 – altså otte år efter Genforeningen. Kærlighed kan gøre meget.

Frørup Kirkegård var et spændende sted. Man skulle ikke tro, at de var døde. De opstod i fortællinger, latter, gribende hændelser, smålighed og storhed, når man gik forbi deres grave. En stor verden åbnede sig for én.

Der var i hvert fald to grave, der skulle besøges. Den ene var øst for kirken i den ene ende. Den anden var næsten uden for indgangen i kirkens vestende.

Det var hver gang en vandring hen over et sogns historie, en vandring gennem danske og tyske liv, en vandring på en kirkegård i en landsdel, der for nylig havde været i krig – og ikke alle kom hjem.

Først og fremmest gik det pludselig op for mig som stor dreng, at det også var en vandring mellem to virkeligheder men den samme eksistens.

På Bodil og Matthias Jepsens gravsten stod der “født og død i Frørup” og “Hvil i fred”. På Carl og Christa Petersens gravsten stod der “geboren und gestorben in Frörup” og “Ruhe sanft”.

En dag gik det op for mig, at det med nationalitet kunne være svært eller rettere sagt, der var mange følelser og forsigtige ord rundt om det.

Min bedstefar opfattede sig ikke som en del af det tyske mindretal. På den anden side havde han som barn talt tysk med sin mor, havde været i krigstjeneste for kejseren, fætre og kusiner var spredt ud over Slesvig, Holsten og Hamborg.

“Siden 1920 har jeg opfattet mig som loyal dansk statsborger," kan jeg huske, at han engang sagde.

Ved en lejlighed fik jeg også at vide, at ved valget i 1924 var der faldet tre stemmer på Slesvigsk Parti (mindretallets parti) i Frørup. Det hed sig, at det var dem på kroen, der havde stemt tysk.

Det kunne han ikke have siddende på sig, og han havde ikke stemt, som folkestemningen hævdede, men han deltog først i folketingsvalg igen efter 1962, da de var flyttet til Kolding.

Når vi talte om 1930’erne og 1940’erne havde jeg et klart indtryk af, at han aldrig i livet havde haft noget med nazismen at gøre.

Det tyske mindretal var grundigt kommet på kant med demokratiske tanker og havde opført sig illoyalt over for Danmark.

Vel kan jeg ikke påstå, at min bedstefar opfattede sig som en del af mindretallet, men han vidste, at sådan blev der formentlig tænkt om ham.

Det var, som om han vidste, at dem, han delte sprog, erfaringer, kultur, herkomst med, havde været trukket så langt ind i en forfærdelig fejltagelse, at det aldrig ville virke troværdigt at distancere sig.

Det ville kun lyde som dumme undskyldninger, og som om man ikke ville tage historien på sig.

Der var aldrig nogen beklagelse over de tanker, som måtte svirre rundt om ham i de andres hoveder, ligesom det med deltagelse i folketingsvalget ikke blev fortalt med nogen form for forargelse eller tristhed. Det var bare sådan, tilværelsen var faldet ud.

Jeg fik aldrig indtrykket af en bedstefar, der var fremmed i sit liv, selv om der var meget, der kun vanskeligt fandt ord og følelser.

I det sønderjyske er der helt afklarede nationale bekendelser uden tvivl. Der er hele familier, som var danske eller tyske. Der er familier, hvor man delte sig mellem dansk og tysk.

Grænselandet er et sted, hvor forskellige kulturer mødes, strides, lever med hinanden og mod hinanden. Min bedstefars tysk skulle man ikke lytte for meget til, selvom det havde modersmålskarakter (det var alt for dialektalt præget). Min mormor havde lært tysk som syvårig og talte det perfekt.

Han blev den bedste bedstefar, jeg nogensinde har haft, og i dag ville jeg ønske, at jeg kunne spørge om så mange ting; men jeg tror ikke, at svarene havde kunnet blive klare – altså kun klare for den, der erkender, at i et grænseland bliver sprog, kultur og liv vævet sammen og sommetider i et mønster, som er ganske personligt, og som det nu blev.

Livet blev godt. Det gav mening at være kromand og købmand i Frørup. Fyldt med kærlighed til en kvinde, som han havde været forelsket i, siden de gik til præst.

Det var usædvanligt for mænd af hans årgang at vedgå, at deres ægtefælle var langt klogere end dem.

”Jeg har aldrig kunnet lære mormor noget," sagde han ved en lejlighed, og korrigerede straks sig selv – ”altså bortset fra da vi gik til præst. Da lærte jeg hende at ryge cigaretter bag ved buskene."

Han fik to døtre. Vi var syv børnebørn, som havde en munter, glad og nærværende bedstefar og mormor. De var blot skæbner i grænselandet; men når man er en glad kromand og købmand, ægtemand og far, så lever man sagtens med alt det andet, som det nu er, og med de andres domme og fordomme.

Der var i hvert fald aldrig noget brok endsige blot antydning af, at han skulle være offer for nogen eller noget!

Grænsen var ikke kun i Kruså og ved Rudbøl. Den løb ned igennem ham til tider, og han færdedes hjemligt og fremmed på begge sider af grænsen, men som et helt menneske.

Sådan var det dengang for 100 år siden – og sådan er det stadig for mange i dag.

-----

Peter Skov-Jakobsen er biskop i Københavns Stift og uddannet cand.theol. Han har været sogne- og orlogspræst i Holmens Kirke og sømandspræst i Hull i England. Kommentaren er alene udtryk for skribentens egen holdning.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00