Biskop svarer igen: Folkekirken hviler ikke på et sadistisk gudsbillede

Tre teologer trækker en skævvredet lutherlæsning af stalden og fastslår, at folkekirken hviler på et sadistisk gudsbillede. Tingene læses med en troldsplint i øjet, skriver Aalborgs biskop, Thomas Reinholdt Rasmussen.

Placeholder image
De fleste af os kan sagtens finde rundt i historiske skrifter og finde den kerne, som er afgørende. Kernen i bekendelsen er Guds ubetingede nåde, skriver biskop Thomas Reinholdt Rasmussen. Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Folkekirken er heldigvis et vidt og bredtfavnende sted, hvor der kan mødes mange forskellige tolkninger. Det gælder også den tolkning, som den såkaldte katakombiske studiegruppe fremlagde i et debatindlæg i Altinget 30. maj, som blev bragt igen 31. juli.

Her trækker de igen en noget skævvredet lutherlæsning af stalden og fastslår, at folkekirken hviler på et sadistisk gudsbillede. Intet mindre end det.

Vi taler altså her om den folkekirke, der er en væsentlig del af det danske samfund og som findes i alt fra babysalmesang over konfirmandundervisning til koncerter, foredrag og gudstjenester. Den skulle hvile på et sadistisk gudsbillede. Det er lidt mærkeligt. Det er altså lidt som om, at tingene læses med en troldsplint i øjet.

For sandt er det, at Luther og reformatorerne var mennesker, der levede i 1500-tallet og uden tvivl havde et andet verdensbillede end os. Det kunne give sig udtryk i alverdens forestillinger, som vi ikke kan bruge til noget i dag, fordi de kolliderer med en anden forståelse af verden.

Det er forestillinger, som både findes i Luthers skrifter og bekendelsesskrifterne fra 1530. Forestillinger om helvede og pine, som hørte den tid til. De fleste af os kan dog sagtens finde rundt i historiske skrifter og finde den kerne, som er afgørende. Kernen i bekendelsen er Guds ubetingede nåde.

Kan kun gentage positivt menneskesyn
Og for Luther selv var ingen af disse forestillinger tvingende, og selv er han også klar over sin historiske begrænsning. Men en ting ville han dog ikke fravige, og det er den artikel, som vi kalder for artiklen om retfærdiggørelsen, og som er kernen.

At sige, at folkekirken hviler på et sadistisk gudsbillede, tjener ikke den fælles samtale

Thomas Reinholdt Rasmussen, biskop i Aalborg Stift

Det handler om, at frelsen alene er i Kristus, og at mennesket med apostlen Paulus ord ufortjent gøres retfærdige af Gud. Ufortjent. Det betyder, at man ikke at fortjene sig.

Det er for Luther en befrielse, for det betyder, at man ikke skal være på en særlig måde for at være under Guds kærlighed. Det er en befrielse. En befrielse fra tvang, hierarki og moral. Luther selv går så vidt som til at kalde dette en paradisport. Luther beskrev mennesket som det væsen, der møder Guds kærlighed og nåde. Det er et meget positivt menneskesyn, som vi kun kan gentage ofte.

Sandt er det, at Luther så mennesket som fortabt i sig selv, men personligt har jeg da heller aldrig mødt nogen, der kunne trække sig ud af dødens favntag ved egen magt. Det afgørende er menneskets møde med den kærlige Gud. Det er positivt.

Opgør med luthersk retfærdiggørelseslære
Men det vil den katakombiske studiegruppe vige fra. De vil have et opgør med den lutherske retfærdiggørelseslære, som de udtrykker det i pamfletten "Må vi være her?", der udkom i foråret.

Her skal mennesket bidrage til frelsen, og så er det, at vi render lige ind i det svimlende spørgsmål om, hvornår vi har bidraget nok, eller blot det mindre moralske spørgsmål, om vi bidrager ret.  

Der står kampen så. Den står ikke mellem nogle, som vil have et "sadistisk gudsbillede", og nogle, som vil noget andet. Det sadistiske gudsbillede kan vi sagtens forlade, når vi blot fastholder læren om den ufortjente nåde.

Men hvis vi forlader denne lære om den ufortjente nåde, som studiegruppen altså vil, er vi øjeblikkeligt på vej ind i et morads af moralisme, forstillelse og skræk for, om man nu har gjort nok. Der har jeg ikke lyst til at være.

Læs også

Min erfaring er, at det er retfærdiggørelseslæren, der kigger frem i den tålsomme og mangfoldige folkekirke. Det er den, der skaber plads til forskellighed, fordi ensartethed ikke er en forudsætning for nåden. Hvis man skal stole på sin erfaring, er det mere sandsynligt den lære, der kigger frem, end det er forestillingen om en sadistisk gud.

Spørgsmålet er, hvorfor studiegruppen er så forhippet på et slag mod et sadistisk gudsbillede, som vi ikke støder på i folkekirken og som slet ikke er bærende? Er de ved at opfinde et problem, som egentlig ikke findes?

Jeg har tværtimod hørt prædikener fulde af nåde, fordi de hviler i det, Luther selv anså for det afgørende: Guds ufortjente nåde over mennesket, der farer vild både i verden og i sig selv, og det sidste er vist en ganske almen erfaring – også i dag.

Skal være plads til diskussion
Det er en menneskelig erfaring, Luther beskrev i sin tid, og som vi også nikker genkendende til i dag:

At vi gribes af kræfter, vi ikke råder over, og som fører os steder hen, hvor vi ikke vil, men hvor vi alligevel sidder med skylden. Mange skilsmissefolk kan sikkert se sig selv i denne erfaring. Det er en nutidig livserfaring.

Der skal være plads til at tale og diskutere alt i folkekirken. Selvfølgelig, for netop på grund af retfærdiggørelseslæren er intet helligt. Men at sige, at folkekirken hviler på et sadistisk gudsbillede, tjener ikke den fælles samtale, for det er både historisk og erfaringsmæssigt forkert. Folkekirken hviler på tanken om den ufortjente nåde. Det er den eneste artikel, der ikke kan fraviges.  

Det er derfor også det, der hele tiden bringer folkekirken videre. Ind i tiden og ud til mennesker. Guds ufortjente nåde.

Omtalte personer

Thomas Reinholdt Rasmussen

Biskop, Aalborg Stift
cand.theol. (Københavns Uni. 1999)

    Politik har aldrig været vigtigere
    Få gratis nyheder fra Danmarks største politiske redaktion
    Ved at tilmelde dig Altingets nyhedsbrev, accepterer du vores generelle betingelser