S-borgmester: Der er brug for ro på i Fredericia

INTERVIEW: Socialdemokraten Jacob Bjerregaard blev i 2013 borgmester i Fredericia efter en tumultarisk periode under V-borgmester Thomas Banke. Politisk stabilitet er en grundingrediens i Bjerregaards opskrift på at få fire år mere på posten.

Ved kommunavalget i 2013 fik Jacob Bjerregaard (i midten) knap 8.000 personlige stemmer i Fredericia Kommune. Det var mere end hver fjerde afgivne stemme.
Ved kommunavalget i 2013 fik Jacob Bjerregaard (i midten) knap 8.000 personlige stemmer i Fredericia Kommune. Det var mere end hver fjerde afgivne stemme.Foto: /ritzau/Mette Mørk
Kim Rosenkilde

Det virker ikke til, at Jacob Bjerregaard har fortrudt noget.

I 2013 besluttede han at gå efter borgmesterposten i hjemkommunen Fredericia. Også selvom det ville blive på bekostning af rollen som folketingsmedlem for det på det tidspunkt regeringsbærende Socialdemokrati.

Missionen lykkedes, og de seneste snart fire år har Jacob Bjerregaard haft sin daglige arbejdsplads på rådhuset i Fredericias bymidte.

”I forhold til Christiansborg har man en helt anden rolle at udfylde som borgmester. Det er et enormt interessant job, og man kan virkelig flytte nogle ting, hvis man har viljen og tålmodigheden,” siger Jacob Bjerregaard.

Det tiltaler mig ufatteligt meget at komme tæt på og få lov til at komme ind og rode i velfærdssamfundets maskinrum.

Jacob Bjerregaard (S)
Borgmester i Fredericia Kommune

Han overtog borgmesterkontoret fra venstremanden Kenny Bruun Olsen, som selv havde overtaget det i utide fra partifællen Thomas Banke.

Socialdemokratisk revanche
Det var Banke, der som ung, fremadstormende politisk komet fik vristet den traditionelt socialdemokratiske kommune ud af hænderne på ærkerivalerne.

Detaljerne ufortalt brændte hans politiske stjerne hurtigt ud og endte i et morads, som man ellers typisk kun hører om inden for rock- og hip hop-musikkens univers.

Den mulighed var Socialdemokratiet og Jacob Bjerregaard ikke sene til at forsøge at udnytte til at vinde kommunen tilbage.

Ifølge Bjerregaards eget udsagn var han dog selv afvisende over for idéen de første mange gange, lokale partifæller bragte hans mulige borgmesterkandidatur på banen.

”Til sidst endte jeg med at tænke gevaldigt meget over det potentiale og de udviklingsmuligheder, der er i Fredericia. Og jeg kunne se, at det blev forsømt, fordi der ikke var den store stabilitet i byrådet,” siger Jacob Bjerregaard.

Velfærdssamfundets maskinrum
Han har i den grad fået appetit på mindst fire år mere i det dagligstuelignende kontor.

Her står arbejdsbordet med udsigt til Fredericias gågader, mens der også er blevet plads til et par bløde stole, en dyb sofa og et lille bord dækket op med rundstykker, rullepølse og gulerodsstænger.

”Det tiltaler mig ufatteligt meget at komme tæt på og få lov til at komme ind og rode i velfærdssamfundets maskinrum. Og det har også været det klart mest interessante ved at tage det skifte,” siger Jacob Bjerregaard.

Mens Christiansborg ifølge Jacob Bjerregaard ofte kunne føles som en lukket boble opretholdt af kommunikationsstrategiske overvejelser og ideologiske rygmarvsreaktioner, så er han hurtigt blevet glad for den lokalpolitiske konsensuskultur.

”Jeg er meget tiltrukket af at få enderne til at mødes og få skabt løsninger i fællesskab. Både i byrådet men også med andre interessenter som erhvervsliv, fagforeninger og borgergrupper,” siger Jacob Bjerregaard.

Udviklingens tre spor
Går alting efter hans plan, vil han efter valget 21. november fortsat kunne møde ind på borgmesterkontoret og arbejde videre på at udrulle sine og det 21 mand store byråds planer for kommunens udvikling.

Ambitioner, der ifølge Jacob Bjerregaard kan deles op i tre hovedspor: Velfærd, by- og erhvervsudvikling og uddannelse.

”På velfærdsområdet arbejder vi blandt andet rigtig meget med ældrepleje og sundhed. Vi er i gang med at skabe et nyt sundhedshus i vores gamle sygehus, som vi har købt af regionen. Og så skal vi fortsat udvikle vores mangeårige arbejde med rehabilitering,” siger Jacob Bjerregaard.

På erhvervsområdet er Fredericia Kommune begunstiget af at ligge centralt på linjeføring mellem både det nordlige og sydlige Jylland og på tværs fra hovedstaden til det jyske hovedland.

Det har blandt andet været med til at gøre Fredericia særligt attraktivt for transport- og logistikvirksomheder.

”Efter krisen har vi de seneste år virkelig fået hul på bylden og har solgt store grunde til en række nye virksomheder. Det er klart, at beliggenheden betyder meget, men jeg mener også, at vi leverer en høj service til de virksomheder, der henvender sig,” siger Jacob Bjerregaard.

Uddannelsespolitik vred Danmark skæv
Når talen falder på Bjerregaards tredje spor for lokal udvikling, rammer man ind i en sag, som i disse måneder også ligger hans moderparti stærkt på sinde.

Uddannelse skal både sikre det lokale erhvervsliv den fornødne kvalificerede arbejdskraft og hjælpe ledige i job.

Men samtidig skal en større decentralisering af de statslige uddannelsestilbud særligt inden for velfærdens kerneområder være med til at holde på de unge i flere af landets områder.

Ikke mindst i en kommune som Fredericia.

På Socialdemokratiets kongres i september lagde partiets formand, Mette Frederiksen, op til et opgør med de seneste mange års samling af uddannelsesinstitutioner i de større byer. Den dagsorden er Jacob Bjerregaard varm fortaler for.

”Der er ingen tvivl om, at den uddannelsespolitik, der er ført på det område de seneste årtier, har været en primær årsag til, at Danmark er blevet skævvredet,” siger Jacob Bjerregaard.

Det lange træk
Med et kommunalvalg under opsejling har han en klar strategi for, hvordan han vil fastholde borgmesterposten.

Ikke gennem store, nyskabende budskaber om forandringer. Men som garant for politisk stabilitet og ro om retningen.

Jacob Bjerregaard er ”slet ikke i tvivl om” at den politiske tumult i den forudgående byrådsperiode blandt andet har fået virksomheder til at fravælge kommunen.

”I byrådet har vi gjort en dyd ud af at arbejde tæt sammen. Og min klare anbefaling er, at vi fortsætter med at gør det de næste fire år. Det er virkelig noget, fredericianerne tidligere har efterspurgt,” siger Jacob Bjerregaard.

Med skiftet fra Christiansborg til Fredericia Rådhus har han oplevet, at afstanden mellem ord og konkret handling er blevet betydeligt kortere. Alligevel har han brug for mere tid til at omsætte sine ambitioner for Fredericia Kommune til virkelighed.

”Nogle gange tager tingene lang tid. Du har både et politisk samarbejde, hvor enighed kræver tid. Og så skal de politiske parter kunne genkede sig selv i resultatet, når det har været gennem det administrative  system. Det er en ny måde at arbejde på, og kræver derfor en kulturændring,” siger Jacob Bjerregaard.

Dokumentation

Blå bog, Jacob Bjerregaard

Jacob Bjerregaard Jørgensen, født 1977.

Opvokset i Sønderborg og på Bornholm.

Karriere
Borgmester i Fredericia Kommune fra 2014.

Medlem af Folketinget for Socialdemokratiet 2011. Udpeget til partiets integrations- og udlændingeordfører.

Har tidligere arbejdet som politisk rådgiver i HK samt pressekonsulent for Metropol.

Forbundsformand for Danmarks Socialdemokratiske Ungdom (DSU) 2004-08.

Uddannelse
Student fra Bornholms Amtsgymnasium i 1997.

Bachelor i offentlig forvaltning fra Roskilde Universitet i 2003 samt kandidat i statskundskab fra Københavns Universitet.


Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Jacob Bjerregaard

Særlig rådgiver, skatteminister Jeppe Bruus (S)
cand.scient.pol. (Københavns Uni. 2007)

0:000:00