Bo Lidegaard: Krigen har erindret os om vores demokratiske værdier

Verden er i opbrud, tilliden til præsident Putin er brudt, og vi træder ind i et nyt Europa, der er præget af usikkerhed og økonomiske tæsk, men vi er nødt til at have styrken til at se fremad, skriver Bo Lidegaard.

Placeholder image
Der er gode grunde til at styrke forsvaret, men det er ikke kampvogne på danske gader, vi skal frygte, skriver Bo Lidegaard. Det er særligt Putins evne til at svække tilliden til demokratiske institutioner. Foto: Ziv Koren/Ritzau Scanpix
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Præsident Putins angreb på Ukraine og de vestlige sanktioner mod Rusland og Belarus har forandret Europa politisk, økonomisk og strategisk. Selv hvis der findes en forhandlet løsning, inden det går endnu værre end galt, bliver tingene ikke som før. I hvert fald ikke så længe Putin er ved magten. Forandringerne er varige. Derfor må Europas svar også være det. 

Ingen ved, hvordan krigen ender. Det er klart, at Rusland ikke kan vinde. Omvendt kan Putin heller ikke tåle at tabe. Derfor er Europas afsæt, at det ender med en forhandlet løsning, som efterlader Ukraine med et mål af selvstændighed, men ikke fuld frihed.

Selv om en sådan løsning måske er det bedste, vi nu kan håbe på, vil det ikke være begyndelsen på en normalisering af forholdet til Rusland. Tilliden til præsident Putin er brudt, og så længe han sidder på magten, vil Rusland være underkastet voldsomme sanktioner fra vesten.

Vi står ikke over for en forbigående krise. Der er tale om et brud, og kun en ny og anderledes ledelse i Moskva vil kunne ændre perspektivet. Hvornår den indfinder sig, ved vi lige så lidt om, som hvornår og hvordan krigen ender. Vi er trådt ind i en ny tid.  

Energikrisen

Vi er først så småt begyndt at forstå, hvad usikkerheden og afbrydelsen af de økonomiske forbindelser til Rusland betyder – for os. I første omgang handler det mest om energi.

Det gælder, selv om de historisk vidtrækkende økonomiske sanktioner, som USA og Europa har gennemført, omhyggeligt undtager energi, og dermed tillader Europa at fortsætte importen af russisk gas, der udgør over 40 procent af den gas, Europa bruger, eller syv procent af vores samlede energiforbrug, hvilket trods alt virker mere overkommeligt, selv om tallet for Tyskland er 15 procent.

Dernæst er det med Putins angreb blevet klart, at Europa nu omsider må frigøre sig fra sin dybe afhængighed af energi importeret fra Rusland.

Bo Lidegaard, historiker, forfatter og medstifter, Kaya Research

Europas problem på energifronten er dobbelt, måske endda tredobbelt. For det første har truslen om krig og krigen selv drevet priserne i vejret til et niveau, der udgør et problem for mange familier og for første gang i lang tid sætter sig om et markant øget inflationspres – oven i det, der følger af pandemiens enorme pengeudpumpninger.

Dernæst er det med Putins angreb blevet klart, at Europa nu omsider må frigøre sig fra sin dybe afhængighed af energi importeret fra Rusland.

Vi skulle for lang tid siden havde været i gang med en langt mere omfattende udbygning af vedvarende energi, men det er af alle mulige dårlige grunde gået alt for langsomt. Nu har vi så balladen, og der er ingen lette udveje til hurtigt at erstatte den russiske gas.

Selv om vi gør alt for at importere så meget flydende gas som muligt, lader atomkraftværker køre længere end forudset, pumper mere gennem alternative rørledninger fra syd og nord, brænder mere kul end i mange år – og sætter særlige tiltag i gang for at fremme større energieffektivitet og isolere vores huse bedre – ender vi stadig med at mangle noget.

Det er ikke for sjov, at Energistyrelsen har indkaldt nogle af de største gasforbrugende virksomheder for at fortælle dem, at det kan blive nødvendigt at lukke for gassen. De europæiske lagre er så langt nede, at det ikke er sikkert, at der er gas nok til alle virksomheder, når vi prioriterer at opvarme de små hjem og stege frikadellerne.

Endnu dette forår, sommer og efterår skal det nok gå, men uden russisk gas bliver det svært at fylde lagrene hen over året, så vi har energi nok til næste vinter.

Og det kan let blive værre. For selv om EU nu har sat som mål at skære forbruget af russisk gas ned med to tredjedele allerede i år – og helt lukke ned i 2027 – er det langt fra sikkert, at gassen bliver ved med at flyde så længe.

Om skribenten

Bo Lidegaard

Født 23. januar 1958 i Godthåb

Historiker, forfatter og medstifter af Kaya Research, der rådgiver virksomheder om klima og energi.

Chefredaktør, Politiken 2011-2016

Departementsråd og ambassadør, Statsministeriet 2005-2011

Ansat, Udenrigsministeriet 1984-2005

Forfatter til ti bøger, fortrinsvis om Danmarks nyere historie og besættelsen. 

Tårnhøje ambitioner

I takt med den russiske krigsførelse bliver mere brutal, vokser presset på de europæiske politikere for, at vi selv stopper importen af gas og olie – nu snart. Det er ganske vist os selv, vi rammer hårdere, end det vil ramme Rusland, men det er svært at stå på mål for importen og betalingen i hård valuta, når vi dagligt konfronteres med krigens rædsler. 

Indtil videre har Tyskland stået fast på importen, men heller ikke Berlin er så fast en borg, hvis russerne indleder massive bombninger af civile mål.

Det er også tænkeligt, at Putin selv vælger at lukke for gassen som modsanktion over for Europas støtte til Ukraine og begyndende tiltag mod Ruslands økonomisk vigtigere olieeksport.

En afbrydelse af gassen vil ganske vist betyde en yderligere belastning af Ruslands allerede hårdt prøvede økonomi, men Putin ved, at EU ikke umiddelbart har noget alternativ, og at "straffen" vil blive særdeles mærkbar.

Under alle omstændigheder er omstillingen af Europas energiforsyning fra importeret olie og gas til vedvarede energi med ét slag gået fra at være noget, vi gerne ville for at bremse klimaforandringerne, til at være en strategisk nødvendighed.

Det giver større handlerum for regeringer og for EU – og historisk medvind for en langt hurtigere udbygning af især vind og sol – sammen med energibesparelser og effektivitet.

Planerne revideres dag for dag, og ambitionerne er tårnhøje. Økonomien giver også mening i en situation, hvor den vedvarende energi trods de høje investeringsomkostninger på bare lidt længere sigt er markant billigere end de oppustede priser på fossile brændsler.

Strategisk autonomi

Det store spørgsmål, der plager de europæiske politikere, er, om de høje ambitioner kan omsættes til praktisk virkelighed og strøm i nettet? Det handler om at overkomme alle de hindringer, der typisk gør opførelsen af især vindmølleparker så tidskrævende.

I Tyskland taler fremtrædende politikere om at afkorte planlægnings- og tilladelseshorisonten fra 3-5 år til 3-5 måneder. Men det vil også kræve, at selve elnettet udbygges – og på tværs af både landegrænser og de tyske Länder, så strømmen kan føres fra vestenvindsbæltet mod nord længere mod syd til de store forbrugere.

Tyskland er trådt i karakter på en måde, som vi ikke har set siden genforeningen. Fire dage efter krigens udbrud - og blot tre måneder inde i sin kanslerperiode, meddelte Olaf Scholz, at Tyskland afsætter 100 milliarder euro til militære investeringer og fremover vil investere over to procent af BNP på forsvar.
Tyskland er trådt i karakter på en måde, som vi ikke har set siden genforeningen. Fire dage efter krigens udbrud - og blot tre måneder inde i sin kanslerperiode, meddelte Olaf Scholz, at Tyskland afsætter 100 milliarder euro til militære investeringer og fremover vil investere over to procent af BNP på forsvar.
Foto: Odd Andersen/Ritzau Scanpix

Ambitionen om at bygge langt flere møller meget hurtigere for at opnå større energiuafhængighed, eller Frihedsenergi som den tyske vice-kansler kalder det, har også aktualiseret spørgsmålet om Europas adgang til de nødvendige råvarer.

Kritiske dele af den europæiske vindmølleindustri, herunder den danske, er stærkt afhængige af mineraler, vi i dag importerer fra Kina. Solpaneler er et godt eksempel. Teknologien blev oprindeligt udviklet i Europa, hvor massive subsidier fik produktionen op og prisen ned.

Men i markedets hellige navn blev de europæiske virksomheder solgt til Kina, der i dag har noget nær verdensmonopol på de kritiske processer, der i høj grad udføres i Xinjiang-provinsen, hvor tvangsarbejde er udbredt.

Selv producerer vi ikke længere solpaneler, og skal vi frigøre os fra afhængigheden, vil det kræve opbygning af et helt nyt produktionsapparat. Det udstiller Europas afhængighed og nærer ønsket om større "strategisk autonomi", der kan oversættes til mere uafhængighed.

Fælles europæisk interesse

Industripolitiske tiltag, der for bare få år siden ville have været utænkelige, bliver nu forfulgt af de store EU-lande med Kommissionens velsignelse, og selv inkarnerede frihandelslande som Danmark og vore nordiske søstre og brødre følger nølende trop.

Der er ganske enkelt ikke andre veje i den nuværende situation, og slet ikke når store virksomheder med støtte fra deres respektive regeringer går sammen om "Vigtige projekter af fælles europæisk interesse", som det så smukt kaldes. Vælger Danmark at stå uden for, er konsekvensen at danske virksomheder ikke bliver en del af disse fremtidige markeder.

Det sidste ord er ikke sagt i den sag, og hvis der er én ting, vi har lært om kansler Scholz, er det, at han kan rykke, når det gælder.

Bo Lidegaard, historiker, forfatter og medstifter, Kaya Research

Også på det felt kan det komme til at gå endnu hurtigere, hvis Kina ender med at gøre mere eller mindre fælles sag med præsident Putins Rusland.

USA har gjort det klart, at bestræbelsen på ikke at ramme Kina med de omfattende økonomiske sanktioner mod Rusland, også vil blive afløst af hårde sanktioner mod Kina, hvis Riget i Midten bliver taget i at snyde på vægten, enten ved at aftage mere energi og flere varer fra Rusland eller ved direkte at støtte Putins nødlidende felttog.

I den situation vil de voldsomme sanktioner, der er rettet mod Rusland og Belarus, blive udstrakt også til Kina, og en opdeling af hele verdensøkonomien vil blive en realitet.

Skadevirkningerne vil være betydelige – måske størst netop ved, at europæiske virksomheder vil blive afskåret fra råvarer, de plejer at få fra Rusland eller Kina. Der er meget på spil, også for Kina, der allerede døjer med stigende inflation, coronas tilbagekomst og kraftige prisstigninger på importeret energi og fødevarer.

Derfor er det stadig mest sandsynligt, at Kina forsigtigt vil holde sig ude af konflikten og dermed ikke bliver udsat for nye amerikanske sanktioner. Men det vipper på en knivsæg, og ingen ved, hvor det ender.

Økonomiske tæsk

Vi står til økonomiske tæsk. Det gælder under alle omstændigheder, men mest hvis gassen forsvinder helt – og hvis de økonomiske forbindelser til Kina går samme vej.

I Eurozonen vil det blive nødvendigt at videreføre suspenderingen af reglerne for statslige underskud, og vi vil alle være nødt til igen at bruge rigtig mange penge på at beskytte de mest sårbare dele af befolkningen mod de værste følger af krisen.

Når vi hertil lægger øgede forsvarsudgifter og energipriser, taler vi om mindst 1,5-2 procent af vores samlede økonomi – pessimister taler om dobbelt så meget – der ville skulle finansieres gennem øget lånoptagning. Ikke noget under, at Italiens Mario Draghi og Frankrigs Emanuel Macron er begyndt at tale højt om at gentage succesen med fælles målrettet lånoptagning efter den coronamodel, der nu er kendt som "Next Generation EU Recovery Fund".

Endnu holder Tyskland igen også med henvisning til, at der endnu er mange ubrugte midler fra de tidligere hjælpepakker og fra andre kasser, der er gemt til sådanne krisesituationer. Det sidste ord er ikke sagt i den sag, og hvis der er én ting, vi har lært om kansler Scholz, er det, at han kan rykke, når det gælder. Og det gør det nu igen for Europa.

Det betyder ikke nødvendigvis, at han bare åbner pengepungen, tværtimod. Men Tyskland har også en vital interesse i at holde hånden under økonomien i Euroland og i at styrke det økonomiske samarbejde.

Tyskland er trådt i karakter på en måde, som vi ikke har set siden genforeningen. Samtidig rykker det centrale Europa tættere sammen, og det kan godt blive sværere og mere udsat at være et lille medlemsland, der ved at stå uden for den fælles mønt har valgt ikke at være en del af den inderste kerne med den solidaritet og beskyttelse, man får dér.

Vi skal også regne med flygtningestrømme i et omfang, vi ikke har set før i nyere tid. I skrivende stund har over to millioner ukrainere søgt tilflugt i EU, og selv om langt de fleste endnu er i Polen og andre nabolande, må vi vente, at mange også vil søge til Danmark og til andre nordiske lande.

EU’s ledere har med deres fælles erklæring om, at alle krigsflygtninge fra Ukraine kan få midlertidig beskyttelse i EU sendt et historisk signal. Men det er ikke en gratis omgang. Vi skal regne med flygtningestrømme i et omfang, vi ikke har set i nyere tid. Over to millioner ukrainere har søgt tilflugt i EU.
EU’s ledere har med deres fælles erklæring om, at alle krigsflygtninge fra Ukraine kan få midlertidig beskyttelse i EU sendt et historisk signal. Men det er ikke en gratis omgang. Vi skal regne med flygtningestrømme i et omfang, vi ikke har set i nyere tid. Over to millioner ukrainere har søgt tilflugt i EU.
Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix

EU’s ledere har med deres fælles erklæring om, at alle krigsflygtninge fra Ukraine kan få midlertidig beskyttelse i EU sendt et historisk signal – og afgivet en forpligtelse, som nyder stor opbakning. Alt andet ville have været et fatalt svigt. Men det er ikke en gratis omgang, og selv om vi ikke kan vide, hvor mange der vil blive hvor længe, skal vi forberede os på, Europa vil blive midlertidigt hjem for mange millioner ukrainere.

Usikkerheden

Vi har forladt en verden, der var nogenlunde sikker for et land som Danmark, og er gået ind i en tid præget af usikkerhed på snart sagt alle fronter. Der er en næsten rørende fortrøstning i forsikringerne om, at Danmark nu med 18 milliarder mere til forsvaret hvert år vil blive mere sikkert.

Putins evne til at svække vestlige samfund indefra ved systematisk at nedbryde tilliden til vores demokratiske institutioner og samarbejde har været langt mere effektiv end hans traditionelle militær.

Bo Lidegaard, historiker, forfatter og medstifter, Kaya Research

Det forholder sig lige omvendt: beslutningen om at øge forsvarsbevillingerne op til to procent af nationalproduktet er ikke udtryk for større sikkerhed, men for en akut følelse af usikkerhed. Og den usikkerhed kan let blive større i fremtiden, selv om vi både bruger flere penge på forsvaret og indkalder mange flere værnepligtige.

Der kan være gode grunde til at styrke forsvaret, og det er godt også for os og vores sikkerhed, at Tyskland er stemplet ind til ansvaret for Europas sikkerhed. Men ideen om, at det er Putins militærkolonner, vi ruster os mod, er i bedste fald kun en lille del af sandheden.

Ruslands økonomi er på størrelse med Nederlandene og Belgien tilsammen, og Putins forsvarsudgifter på størrelse med Storbritanniens. Truslen er ikke enkel, og vi er ikke at sammenligne med Ukraine. Styrkeforholdet er allerede massivt i Vestens favør, og det er nok få, der er imponerede af den russiske hærs formåen i Ukraine.

Det er ikke russiske kampvogne, der ruller ned ad Ny Kongensgade, vi skal være bange for. Derfor bliver det afgørende at bruge de mange penge på noget, der faktisk styrker Danmarks sikkerhed og vores mulighed for at være til stede i hele kongeriget. Det er ikke noget tilfælde, at statsministeren er rejst til Grønland efter det historiske forsvarsforlig, for det er igen nærområderne og Arktis, der står i centrum.

Vi skal også tænke i helt nye kapaciteter og langt mere uklare fronter. Putins evne til at svække vestlige samfund indefra ved systematisk at nedbryde tilliden til vores demokratiske institutioner og samarbejde har været langt mere effektiv end hans traditionelle militær.

Tænk blot på den russiske indblanding i afstemningen om Brexit og det amerikanske præsidentvalg i 2016, der bragte Donald Trump til magten. Tænk på cyber-angreb og tænk på den russiske støtte til snart sagt alle yderligtgående partier og bevægelser, der bekæmper tilliden til demokratiet, EU og internationalt samarbejde.

Vores forsvar handler også om et stærkt og alsidigt Danmarks Radio og støtte til public service og private medier, så de kan klare sig trods konkurrencen fra sociale platforme, der har vist sig som nyttige og skræmmende effektive instrumenter for manipulation og ekstremisme. Det handler også om uddannelse og oplysning, samt om at styrke vores diplomati og internationalt samarbejde.

Læs også

Fremtiden

Selv om der ikke er noget godt at sige om krigen i Ukraine eller om den elendighed og usikkerhed, den fører med sig, er vi nødt til også at se på de muligheder, der følger med et så radikalt opbrud i den verden, vi kender.

Vi kan hverken hjælpe krigens ofre eller os selv, hvis vi ikke har styrken til at se fremad og udnytte fordelene ved det opbrud, der tvinger os til nu at gøre noget af alt det, vi alligevel burde gøre, men har udsat alt for længe.

Omstillingen til grøn energi og elektrificeringen af både energisystemet og store dele af industrien giver på bare lidt længere sigt mulighed for at få både billigere og renere energi – og for at begrænse vores udledninger af drivhusgasser hurtigere, end vi ellers ville have været klar til. Vi kan få et mere bæredygtigt samfund, der belaster også vores lokale miljø mindre.

Krigen har samtidig erindret os alle om, hvorfor vi har forpligtet os på samarbejdet og de demokratiske værdier, det hviler på.

Bo Lidegaard, historiker, forfatter og medstifter, Kaya Research

Samarbejdet omkring udbygningen af europæiske energinetværk, energi-øer og fælles vedvarende energianlæg kan samle Europa på kryds og tværs med Danmark som centralt bindeled.

Krigen har samtidig erindret os alle om, hvorfor vi har forpligtet os på samarbejdet og de demokratiske værdier, det hviler på. Måske er vi endda blevet mere klar til at inddrage EU’s nabolande i samarbejdet og udvide den bløde magt og interessesfære, EU stadig repræsenterer.

Og vi skal hverken glemme Ukraine eller afskrive Rusland, som en dag igen vil være klar til at træde frem som ansvarligt medlem af verdenssamfundet. Til den tid vil landets leder ikke længere hedde Putin, men Rusland vil stadig være en stor magt – og vil stadig være vores nabo.

Det er en fordel, at vi – forhåbentlig – kan slippe af med forsvarsforbeholdet og sammen med vore nabolande styrke Europas forsvar og den underliggende forsvarsindustri og de teknologier, der både har sikkerhedsmæssig og civile anvendelse.

Et mere sikkert Europa

Styrket forskning og stærkere europæiske kapaciteter er en del af et mere sikkert Europa. I det hele taget er der alt mulig grund til at rykke tættere sammen med vores naboer, og Danmark er godt stillet for et sådant samarbejde.

Der er også ting, vi måske skal genoverveje. Krisen, de skyhøje energipriser og truslen om, at vi på kort sigt kan komme til at mangle den energi, vi har brug for, minder os om, at brugen af fossile brændsler ikke kan stoppes ved, at vi selv holder op med at udvinde olie og gas.

Det handler om at opbygge alternative energikilder uden udledninger. Men indtil de er på plads, og vi har løst problemerne med at sikre strøm – også når de vedvarende energikilder er nede – er der ingen fordel ved at gå andre steder hen og købe den gas, vi stadig har brug. Tværtimod bliver det en stor lettelse, når Thyra-felt i Nordsøen, der nu er under rekonstruktion, igen fra sommeren næste år kan levere gas.

Ukraines overlevelseskamp har forandret Europa – og ikke kun til det værre. Krigen har også mindet os om, hvem vi er, og om, at det kan være nødvendigt at kæmpe for friheden til at være det. Den kamp skal udkæmpes i alle dele af samfundet og i måden, vi er en del af Europa og resten af verden. Det er nemlig det, vi er: et europæisk samfund midt i en skæbnestund.

Læs også
 

Omtalte personer

Bo Lidegaard

Forfatter, partner, Kaya
cand.phil. (Købehavns Uni. 1984), dr.phil. (1997)

    Politik har aldrig været vigtigere
    Få gratis nyheder fra Danmarks største politiske redaktion
    Ved at tilmelde dig Altingets nyhedsbrev, accepterer du vores generelle betingelser