Boguddrag: Da dronningens kabinetssekretær forhindrede Uffe Ellemann i at blive statsminister

BOGUDDRAG: Den tidligere topembedsmand Ulrik Federspiel tager i sin nye bog læseren med til det dramatiske regeringsskifte i 1993, hvor dronningens kabinetssekretær i sidste øjeblik spolerer planen om at gøre Uffe Ellemann-Jensen til konstitueret statsminister. En plan, der ifølge sekretæren ville have været grundlovsstridig.  

Daværende statsminister Poul Schlüter og udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensen
Daværende statsminister Poul Schlüter og udenrigsminister Uffe Ellemann-JensenFoto: Keld Navntoft/Ritzau Scanpix
Redaktionen

Efter aftale med Gyldendal bringer Altinget side 224-228 i Ulrik Federspiels nye erindringsbog 'Et diplomatisk liv', der udkommer 27. maj. Du kan læse Bo Lidegaards anmeldelse af bogen i Altinget.

 

Min rejse til Sydafrika blev brat afbrudt, da det blev kendt, at Hornslets rapport ville komme den 14. januar. Jeg landede i København samme morgen i et forfærdeligt stormvejr. Kontrasten kunne dårligt være større til det solbeskinnede og optimistiske Sydafrika, jeg havde forladt dagen før. Vejret var måske et varsel om det, der ville ske senere på dagen.

Jeg tog direkte ind på mit kontor, hvor Uffe Ellemann noget medtaget også var kommet ind efter en dramatisk flyvetur fra Paris i et lille fly, der havde haft det svært i stormvejret. En times tid efter kom rapporten, og Uffe Ellemann og jeg samt en medarbejder i den juridiske afdeling i Udenrigsministeriet skimmede den hurtigt igennem. Derefter satte vi os sammen og blev enige om, at Udenrigsministeriet og udenrigsministeren ikke var berørt af rapporten.

Fakta
Om Ulrik Federspiel (1943)
Har blandt andet været departementschef i Statsministeriet, direktør i Udenrigsministeriet og ambassadør i Washington. I dag er han rådgiver for ledelsen i Haldor Topsøe A/S og formand for Udenrigspolitiks Selskab. 

Værre så det ud for Justitsministeriet og justitsminister Ninn-Hansen samt Statsministeriet og statsministeren. Udenrigsministeren forlod derfor ministeriet for at gå over i Statsministeriet, hvor han tilbragte det meste af dagen. Inden han gik, sagde han til mig, at han mente at have aftalt med statsministeren, at regeringen ikke bare ville gå af, som Anker Jørgensens regering havde gjort det i 1982. Jeg tænkte også på konsekvenserne for det danske EF-formandskab, der netop var begyndt den 1. januar.

Dengang var formandskaber mere forpligtende, end de er i dag. Landet skulle bl.a. være ansvarligt for at arrangere topmøder, udenrigsministermøder og sidde for bordenden ved alle møderne på alle niveauer. Vi havde naturligvis forberedt os godt, men et skifte på ministerposterne ville være meget ubekvemt. Denne betragtning var naturligvis kun en embedsmands, den havde ikke – og burde heller ikke have – nogen betydning i den politiske krise, der var under opbygning. Jeg havde selvfølgelig drøftet denne eventualitet med Ørstrøm Møller, der beroligende sagde til mig, at det efterhånden var blevet en regel, at der var enten valg eller regeringsskifte, hver gang vi stod med EF-formandskabet.

Jeg har nu og da siden spekuleret på, hvad der ville være sket, hvis man i 1993 havde brugt Krag-Anker-situationen i 1972 som fortilfælde. Det havde, for at sige det mildt, ikke været et kønt forløb for dansk parlamentarisme.

Ulrik Federspiel

Det samme var sket lige efter vores indtræden i 1973, i 1987 og nu igen i 1993. Uffe Ellemann underrettede mig løbende om slagets gang i Statsministeriet. Han har beskrevet forløbet nærmere i sine foredrag på Vartov i 2007. Hvis modtagelsen af rapporten blev så slem, at Schlüter måtte gå af, skulle Uffe Ellemann indsættes som konstitueret statsminister for at bane vejen for, at Henning Dyremose kunne blive ny konservativ statsminister. Dyremose var finansminister og havde en lang baggrund i partiet. Han var vel nummer et i det konservative hierarki efter Schlüter. Da De Konservative stadig var det største parti, var det naturligt, at de fortsatte med at lede en borgerlig regering.

Ideen var taget fra 1972, hvor Krag gik af som statsminister efter en veloverstået folkeafstemning om Danmarks medlemskab af EF, og hvor nummer to i statsrådsrækkefølgen, udenrigsminister K.B. Andersen, blev udnævnt som konstitueret statsminister for at bane vej for Anker Jørgensen. Dengang fandt der ingen dronningerunde sted, og det ønskede man i Statsministeriet heller ikke denne gang.

Jeg blandede mig selvsagt ikke i disse rent politiske overvejelser og blev heller ikke spurgt om min mening. I løbet af eftermiddagen underrettede Uffe Ellemann mig om et notat, som Statsministeriet havde udarbejdet om statsminister Schlüters tilbagetræden. Jeg bad Ellemann om at få det på fax i Udenrigsministeriet, så jeg også kunne læse det igennem, hvilket han foranledigede. I dette notat blev fortilfældet fra 1972 fremdraget. En sådan procedure forudsatte dog, at “den parlamentariske situation var uændret”. Det måtte man med andre ord undersøge. Derfor havde statsministeren i dagens løb talt med støttepartierne, De Radikales Marianne Jelved og Centrum-Demokraternes Mimi Jakobsen. De Radikale udtalte sig uklart under det officielle møde, men jeg vidste fra mine kilder i Statsministeriet, at Marianne Jelved allerede om formiddagen havde været hos Schlüter.

Hvad der blev sagt under den samtale, har ingen af dem nogensinde fortalt. De to havde et meget nært politisk forhold. Da Schlüter fyldte 90 år, beskrev Marianne Jelved, hvorledes hun hver fredag i Schlüters statsministertid var kommet op på hans kontor ved dagens afslutning og havde drukket en stærk drink og vendt verdenssituationen. Hun sluttede af med at sige, at Schlüter var den bedste statsminister, Danmark havde haft, så det var ikke noget personligt, der til sidst fik hende til offentligt at sige, at hun ikke kunne støtte en fortsættelse af regeringen.

Der var indkaldt til pressemøde kl. 18, men før pressemødet blev det meddelt, at dronningens kabinetssekretær, Niels Eilschou Holm, havde ringet og udtrykt sin betænkelighed ved, at der ikke afholdtes en dronningerunde. Dette meddelte udenrigsministeren mig, men sagde dog, at situationen var uændret og bad mig se tv kl. 18, hvor Schlüter ville pege på Uffe Ellemann som konstitueret statsminister. Da dette jo også havde en indvirkning på Udenrigsministeriet – skulle Uffe Ellemann i en periode være både stats- og udenrigsminister? – spurgte jeg, om jeg kunne få Eilschous notat at se, idet jeg gik ud fra, at der fandtes et sådant.

Lidt vrissent svarede Uffe Ellemann, at det vidste han ikke, om der gjorde, men jeg kunne jo selv ringe til Eilschou. Som sagt så gjort. Da jeg jo havde kendt Eilschou, lige så længe jeg havde været i Udenrigsministeriet, var det ikke et problem. Eilschou faxede med det samme notatet til mig. Heri argumenterede Eilschou for, at Krag-Anker-skiftet ikke kunne bruges som fortilfælde, idet der var afholdt et gruppeformandsmøde inden Anker Jørgensens udnævnelse, hvilket betød, at alle partiledere var indforstået med udnævnelsen.

Desuden var Eilschou uenig i konstitueringen af K.B. Andersen som statsminister i sin tid. Eilschou kom herefter med en længere juridisk begrundelse. Han baserede sig i høj grad på professor Poul Andersens lærebog om statsret og ikke mindst på forskellige citater fra professor Tage Kaarsted, som jeg havde gået til forelæsninger hos. Jeg må sige, at jeg var mere enig med kabinetssekretæren end med Statsministeriet.

Men den opfattelse holdt jeg for mig selv, for da jeg endelig fik læst notatet, havde Schlüter allerede ved pressekonferencen meddelt, at han ville demissionere næste dag og gå til dronningen og anbefale en dronningerunde. Med andre ord: Han fulgte kabinetssekretærens råd. Eilschou sendte mig også lidt senere sit referat af de telefonsamtaler, han havde ført i løbet af dagen. Lidt før kl. 16 havde Wiese ringet og meddelt ham, at statsministeren ville demissionere den følgende dag. Han sagde dog ikke noget om, at udenrigsministeren ville blive konstitueret.

I nyhedsudsendelsen kl. 17.45 havde Eilschou så erfaret, at statsministeren ville holde en pressekonference kl. 18. Eilschou ringede med det samme til Wiese, der fortalte, at han netop var kommet ud af et møde, hvor det var blevet besluttet, at Schlüter på pressekonferencen ville meddele, at han trådte tilbage, og at udenrigsministeren ville blive konstitueret som statsminister.

Til det sagde Eilschou, at den fremgangsmåde ikke ville være forenelig med Grundlovens ordning. Det blev en kort samtale, hvori også Statsministeriets juridiske rådgiver, Sven Asger Lund-Sørensen, deltog. Han sagde til Eilschou, at han var uenig, men straks ville underrette statsministeren om Eilschous betænkeligheder.

Eilschou fik indføjet, at dronningen ville være forpligtet til at bifalde statsministerens ønske om at konstituere udenrigsministeren, hvis han virkelig holdt fast i sin holdning. I Eilschous referat fremgår det som nævnt, at jeg ringede til ham og på udenrigsministerens vegne bad om notatet og dermed baggrunden for hans afvisning af parallellen med 1972.

Jeg har nu og da siden spekuleret på, hvad der ville være sket, hvis man i 1993 havde brugt Krag-Anker-situationen i 1972 som fortilfælde. Det havde, for at sige det mildt, ikke været et kønt forløb for dansk parlamentarisme. Hvis de to, der skulle overtage magten, Dyremose og Ellemann, havde haft lejlighed til at læse Eilschou Holms notat og stillet det over for Statsministeriets, var de nok også kommet i tvivl. Det fik de på grund af et forhastet og forvirrende tidsforløb ikke lejlighed til og har vist nok til dato ikke læst det.

Statsministeriets notat var skrevet af Lund-Sørensen, sikkert med input af Wiese. Lund-Sørensen havde undervist i forvaltningslære under Poul Meyer på Institut for Statskundskab, hvor jeg havde haft ham som lærer. Jeg kunne ikke helt få dette notat til at rime med, hvad jeg havde lært i Aarhus. Lund-Sørensen forlod kort efter Statsministeriet for et job i Østbanken, EBRD, i London. Næste dag gik Schlüter så af som statsminister, og en dronningerunde igangsattes, hvorunder et flertal pegede på Socialdemokratiets formand som kongelig undersøger.

Ulrik Federspiel: Et diplomatisk liv, 510 sider, Gyldendal, udkommer 27. maj, hvor Bo Lidegaard anmelder bogen for Altinget

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Niels Eilschou Holm

Fhv. ombudsmand, fhv. kabinetssekretær, H.M. Dronning Margrethe II
cand.jur. (Københavns Uni. 1960), dr.jur. (Københavns Uni. 1968)

Poul Schlüter

Fhv. statsminister (K), fhv. partiformand & MF, fhv. MEP
cand.jur. (Københavns Uni. 1957)

Uffe Ellemann-Jensen

Fhv. udenrigsminister (V), MF og partiformand
cand.polit. (Københavns Uni. 1969)

0:000:00