Bondam: Private naturafspærringer er uklædelig selvtægt

Af Klaus Bondam
Direktør i Cyklistforbundet

"Du danske sommer jeg elsker dig, skønt du så ofte har sveget mig".

På samme måde kan man sige, at den ellers i Danmark hævdvundne frie og ubesværede adgang til over 8.000 kilometer danske kyststrækning også måske snart svigter os.

Vi er som danskere optaget af vores kyster. Måske fordi vi alle sammen har dem tæt på. Ingen dansker bor længere væk end 52 kilometer fra et stykke af vores lands smukke kyster. Dette var nok også baggrunden for, at så mange bakkede op om den meget succesfulde og slagkraftige kampagne, som Danmarks Naturfredningsforening stod bag for et par år siden; over 140.000 danskere skrev i under på ’Red Kysterne’. Efterfølgende afblæste politikerne ophævelsen af 300 meter strandbeskyttelseslinje.

Det er uden tvivl også derfor, at en privat grundejers hegn på en nordsjællandsk strand igen har skabt debat om danskernes adgang til naturen – og fået Friluftsrådet til at søsætte en større undersøgelse af, hvor der er problemer med adgangen til den danske kyst.

Den indgroede cykelkultur
Set fra Cyklistforbundets side er der ingen tvivl om, at der er en meget stor sammenhæng mellem et helt naturligt og forståeligt krav fra danskernes side om fri og ubesværet adgang til naturen og vores dybt indgroede cykelkultur. Cyklen har de sidste 100 år været det, der bragte os helt ud til kysterne, dybt ind skovene, ned til søbredden, ud på engene og op i klitterne.

Det er en uklædelig form for selvtægt, når de få tillader sig at gøre vores alle sammen natur til deres alene. 

Klaus Bondam
Direktør i Cyklistforbundet

Og det er vel og mærke os alle sammen; rig som fattig, ung som gammel. Med en moderne, dansk tradition for en rimelig balance mellem arbejdsliv og fritids- og dermed også friluftsliv – og en moderat bystørrelse med relativ kort vej til naturen blev cyklen det, der bandt by og land tættere sammen, og samtidig gav os muligheden for at komme ud og opleve naturen helt tæt på og i en klædelig dansk demokratisk øjenhøjde.

Fri og ubesværet naturadgang
Den stærke, danske cykelkultur gør cykling til en naturlig måde at bevæge sig rundt på. Mange danskere nyder at cykle ture ud i det blå og indtage naturens og omgivelsernes sanseindtryk fra cykelsadlen. Og netop her er den frie og ubesværede adgang alfa og omega. Intet mindre! Cykelturen kan være målet i sig selv i form af rekreative oplevelser i fritiden eller længere, planlagte cykelferier.

Cykelturen kan også udgøre transporten til og fra arbejdet, indkøb eller vennerne og dermed gøre transporten fra A til B til en friluftsoplevelse i sig selv, som f.eks. Oswald Helmuth udtrykte det tilbage i 1937 i visen ’Jeg går mig en tur langs havnen’: ’Jeg kan ikke forklare nøjagtig hvorfor – det nærmest såd'n bare, ja, gu' er det så. Det såd'n en slags indeklemt længsel, li'som en, der har siddet i fængsel og så pludselig mærker, at nu er han fri.’

Uklædelig selvtægt
Derfor er det med cyklist-øjne også dybt bekymrende at opleve, at en række private grundejerforeninger i de nye boligområder, der i disse år skyder op i de danske kystbyer (ikke mindst i København) i forbindelse med omlægningen af havnene fra kommercielle industrihavne til moderne attraktive – og eksklusive – boligområder, forsøger at gøre den frie og ubesværede adgang for bl.a. cyklister og forældre med barnevogne så besværlig som mulig gennem chikaner, bomme og brosten.

De nyåbnede, danske havne med mennesker og helt nyt byliv udgør en mulighed for en god, bynær friluftsoplevelse – ikke mindst på cykel. Altså adgang til en ny form for bynatur. Det er en uklædelig form for selvtægt, når de få tillader sig at gøre vores alle sammen natur til deres alene. Det klæder ikke Danmark.