Brandvarmt arbejdsmarked sætter ny rekord i forgæves rekrutteringer

Antallet af forgæves rekrutteringer steg fra 110.000 i september til 158.000 i december, som er ny rekord siden 2007. Nu skal regeringen levere hænder i de forestående reformforhandlinger, lyder det fra Radikale Venstre, der sammen med Konservative og Venstre foreslår at lempe beløbsordningen og lette i topskatten. 

Foto: Ritzau/Jonas Olufson
Rikke Brøndum

Arbejdsmarkedet sætter endnu en rekord i forgæves rekrutteringer, viser den seneste rekrutteringsundersøgelse fra Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering (STAR) under Beskæftigelsesministeriet.

Fra september til december steg antallet med 48.000, og det er især hoteller, butikker og restauranter, som mangler kvalificerede hænder. Det går ud over produktionen i både service- og byggebranchen, viser undersøgelsen.

I det offentlige er især sundhedsområdet ramt. I 45 procent af de opslåede job for SOSU-hjælpere måtte arbejdsgiverne gå forgæves og i de fleste tilfælde blev stillingen ikke besat.

Læs også

Radikale frygter flere på tidlig pension

Ifølge regeringens støtteparti Radikale Venstre understreger tallene, at regeringen skal levere flere hænder her og nu, efter at hverken efterårets trepartsaftale eller finansloven har øget arbejdsudbuddet.

”Regeringen mangler at levere på forståelsespapiret, og der skal mere til, end de 10.000 hænder, som regeringen har foreslået," siger beskæftigelsesordfører Samira Nawa og henviser til, at 30.000 danskere indtil videre har søgt den såkaldte Arne-pension.

De første forlader arbejdsmarkedet til januar.

”Det er bekymrende, at så mange ser ud til at gå tidligere fra. Så at dække hullet på 10.000 er ikke nok. Det er kun det, som til nøds skal til,” siger hun.

Det er bekymrende, at så mange ser ud til at gå tidligere fra. Så at dække hullet på 10.000 er ikke nok. Det er kun det, som til nøds skal til.

Samira Nawa
Beskæftigelsesordfører, Radikale

Muligt slagsmål om topskat venter

Regeringen foreslog i august at finde 10.500 flere hænder over de næste ti år ved at sætte dagpengesatsen for nyuddannede ned til 9.500 kr. og forkorte perioden til ét år. 

Det er den forkerte kur, mener Radikale, som i stedet sammen med Konservative ønsker at lempe beløbsordningen for udenlandsk arbejdskraft og lette topskatten. Tiltag, som SF og Enhedslisten har afvist, og som regeringspartiet har taget nølende imod. 

”Vi ved godt, at den aftale kan vi ikke lave med SF og Enhedslisten. Vi foreslår det  ikke af ideologiske grunde, men fordi det virker. Vi går åbent til forhandlingerne, men forståelsespapiret skal der leveres på, og vi er nødt til at have et bredt samarbejde om den økonomiske politik,” siger Samira Nawa.

Men regeringen kan godt glemme alt om topskattelettelser, lyder det fra Enhedslisten. 

”Vi skal have rigtige hænder og ikke teoretiske job på et regneark. Der er mange steder, regeringen kan tage fat. Vi kan lempe kravene for, hvornår unge må tage en uddannelse, vi kan afskaffe den gensidige forsørgerpligt, og vi kan sørge for at få ledige - fx fleksjobbere - ud på arbejdsmarkedet," siger beskæftigelsesordfører Victoria Velasques.

Partiet er også parat til at forbedre ordningerne for udenlandsk arbejdskraft, men ikke ved at sætte beløbsgrænsen længere ned. 

S: Vi finder gerne flere end 10.000 hænder 

Ifølge Socialdemokraternes finansordfører, Christina Rabjerg Madsen, er regeringen åben for at se på så mange værktøjer som muligt. 

"Vi anerkender problemet, og det er samtidig en meget vigtig prioritet for os at få lavet en bred aftale. Det er velkendt, hvad vi mener om topskat, men vi går åbent ind i forhandlingerne. Hvis vi kan lande en aftale med flere hænder end de 10.500 fra vores udspil, gør vi selvfølgelig det, men det er vanskelige forhandlinger," siger han. 

Ifølge Altingets oplysninger har partierne været hos de første møder hos finansminister Nicolai Wammen (S), og regeringen går efter en aftale i løbet af vinteren. 

 

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Samira Nawa

MF (R)
cand.polit. (Københavns Uni. 2014)

Victoria Velásquez

Kandidat til Europa-Parlamentet (EL), MF (EL)
cand.soc. i arbejdslivsstudier og socialvidenskab

0:000:00