Kommentar af 
Carolina Magdelena Maier

Carolina M. Maier: Her er mit bud på Alternativets nye politiske leder

KOMMENTAR: Det bliver enten Rasmus Nordqvist, Theresa Scavenius eller Josephine Fock, der løber med sejren i kampvalget om at blive ny politisk leder i Alternativet, skriver Carolina Magdalene Maier, der giver sit bud på kandidaternes styrker og svagheder.

Josephine Fock går efter posten som politisk leder af Alternativet efter Uffe Elbæk.
Josephine Fock går efter posten som politisk leder af Alternativet efter Uffe Elbæk.Foto: Nils Meilvang/Ritzau Scanpix
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Så udløb deadline for at melde sig som kandidat til at overtage posten som politisk leder af Alternativet efter Uffe Elbæk.

Hvem bliver det så? Jeg er ret overbevist om, at slutløbet bliver mellem de tre eneste kendte kandidater – Rasmus Nordqvist, Theresa Scavenius og Josephine Fock.

Jeg giver her min vurdering af de tre kandidaters styrker og svagheder. Og mit bud på, hvem der løber med sejren. For overblikket skyld vurderer jeg hver enkelt kandidat ud fra seks kriterier – og giver dem point fra 0-5 for hvert kriterium.

De fem kriterier er følgende: 1) Parlamentarisk erfaring, 2) Ledelseserfaring, 3) Strategiske/analytiske kompetencer, 4) Evne til at samle baglandet, 5) Kommunikative kompetencer og 6) Karisma.

Fakta
Carolina Magdalene Maier (f. 1973) er sekretariatschef i Dansk Folkeoplysnings Samråd og tidligere folketingsmedlem og gruppeforkvinde i Alternativet.

Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Debatindlæg kan sendes til [email protected]

 

Rasmus NordqvistRasmus Nordqvist er uden tvivl den dygtigste politiske strateg i partiet. Han tænker ikke bare to skridt frem; han tænker ti skridt frem.

Hans evne til at analysere det politiske spil er uovertruffen. Han lader sig ikke "sweet-talke" af en karismatisk forhandlingsleder, som lokker med et par velsmagende småkager. Man løber ikke om hjørner med Rasmus Nordqvist.

Dertil kommer, at han er en glimrende kommunikator, som har udfyldt posten som politisk ordfører virkelig godt. Han kan godt nok virke en smule "politikeragtig" i sin kommunikation, men han taler rent, klart og bliver sjældent fanget på et forkert ben.

Det kommer ikke af ingenting. Han er den mest hårdtarbejdende folketingspolitiker, jeg kender, og han har styr på ikke bare sine egne ordførerskaber, men også alle andres.

Hvis man som politisk parti ønsker at kunne begå sig i det parlamentariske ’game’ på Christiansborg, så har man brug for en profil som Nordqvist. Spørgsmålet er blot, om det er som politisk leder.

Nordqvist lider nemlig ikke så stor respekt i baglandet og i offentligheden, som han gør på Christiansborg. Han fik da også et forholdsvis dårligt valg til Folketinget med kun knap 1.500 personlige stemmer.

Han har i al sin tid som politiker stået tæt op ad Uffe Elbæk. Det kan blive hans store ulempe. For han besidder ikke samme karisma og evne til at forføre en bevægelse. Han har ingen ledelseserfaring og er heller ikke en figur, som den brede befolkning kan spejle sig i. Han bliver nærmere af mange anskuet som en lidt elitær københavnerdreng, der går i sjovt tøj og er lidt anderledes, end folk er flest.

Dertil kommer, at dem, der er trætte af Elbæk, både hvad angår politisk retning og som offentlig figur, næppe vil stemme på Nordqvist, fordi han qua sin stærke tilknytning til Elbæk primært står for mere af det samme. Nordqvist har altid stået last og brast med Elbæk, så kritikken af Elbæk – blandt andet på manglende troværdighed som partileder – smitter også af på Nordqvist.

Jeg tror også, at Nordqvist kommer til at lide under, at han efter folketingsvalget i 2019 ikke i højere grad gik ind i en mere åben og lyttende drøftelse af, hvorvidt partiet havde satset forkert i de parlamentariske beslutninger op til valget.

Point
Parlamentarisk erfaring: 5
Ledelseserfaring: 0
Strategiske/analytiske kompetencer: 5
Evne til at samle baglandet: 1
Kommunikative kompetencer: 4
Karisma: 2
Point i alt: 17

 

Theresa ScaveniusMange tidligere eller ikke-medlemmer af Alternativet ser Theresa Scavenius som det store håb. Fordi hun er en ny, frisk stemme i den politiske debat, og fordi hun som forsker har et stærkt troværdighedskort på hånden.

Hun har også været harsk i sin kritik af, at Alternativet har ladet sig lokke for let til at indgå i finansloven og klimaloven. Ifølge hende er begge aftaler alt for svage på det grønne. Så Scavenius står med en professionel, troværdig, ambitiøs, radikal, måske tilmed lidt arrig position i kandidatfeltet. Umiddelbart et stærkt kort i den brede offentlighed.

Scavenius er en hård kritiker af regeringen. I den forstand er hun nok den af de tre kandidater, der politisk er mest kritisk over for Alternativets samarbejdspotentiale med Socialdemokratiet.

Hvad det konkret kan betyde for Alternativets parlamentariske position, er svært at vurdere – for om end hun kritiserer Socialdemokratiet, er det svært at finde ud af, hvad hun så vil, både i forhold til regeringen og dens støttepartier. Men at hun politisk er tættere på Radikale end Socialdemokratiet, SF og Enhedslisten, er der vist ikke tvivl om.

Der er heller ikke tvivl om, at Scavenius er dygtig – analytisk og kommunikativt. Hendes sprog og analyser er skarpe. Det er også en stor fordel for hende, at hun er helt fri for at skulle bære på arven fra de skærmydsler, der har været internt i partiet på Christiansborg.

Hendes problem er et helt andet: Netop fordi hun slår så hårdt på sin egen akademiske facon, vil mange nok finde hende for elitær. Hendes opslag på Facebook er velskrevne, men alt for lange. Hun har ikke fat i de segmenter af Alternativet, som ikke læser Information eller Weekendavisen.

Dertil kommer, at hun har en historik med en masse ballade i Nordsjællandskredsen, hvor hun stillede op til folketingsvalget. Der var utilfredshed med, at hun tog imod en stor privat donation, kørte sin helt egen kampagne og ikke bød ind i kandidat-fællesskabet.

Hendes Facebook-cover er et billede af hende selv, hvor hendes navn står med stort. Alternativet er end ikke nævnt.

Så Scavenius er − uagtet at hun er dygtig − måske nok lidt for meget Scavenius og lidt for lidt Alternativet. Det kan ramme hende hårdt, fordi Alternativets bagland er antihierakisk og grundlæggende meget folkeligt. Det er hendes store ulempe.

Dertil kommer også, at hun ingen parlamentarisk erfaring har, samt at ingen ved, om hun ledelsesmæssigt er stærk nok til at stå i spidsen for et politisk parti.

Point:
Parlamentarisk erfaring: 0
Ledelseserfaring: 2
Strategiske/analytiske kompetencer: 4
Evne til at samle baglandet: 3
Kommunikative kompetencer: 5
Karisma: 4
Point i alt: 18

 

Josephine FockJosephine Fock er nok den af de tre kandidater, der nyder størst respekt både på Christiansborg og i de fagpolitiske miljøer. Folk omtaler hende som enormt dygtig, fagligt kompetent, grundig og professionel.

Jeg husker så tydeligt daværende justitsminister Søren Pinds ord, da jeg for første gang trådte ind til et møde i Justitsministeriet som ny retsordfører efter Josephine Fock: "Det er nogle store sko, du skal fylde ud," lød hans velkomst til mig.

Fock var ikke kun en fremragende retsordfører, da hun sad i Folketinget, hun var også stærk og anerkendt på finansområdet – et område, som traditionelt er befolket af mænd i jakkesæt, der har læst økonomi.

Hun har forhandlingserfaring, ikke bare fra Christiansborg, men også fra sit tidligere job i fagbevægelsen. Hvis hun bider sig fast, er hun svær at ryste af igen. Fra samme job og senere fra Dansk Flygtningehjælp har hun også ledelseserfaring på meget højt niveau.

Hun er nok den mest pragmatiske af de tre kandidater. Hvor Nordqvist kan være radikal på det grønne af strategiske årsager, og Scavenius kan være det af faglige årsager, så er Josephine Fock hellere med i en politisk aftale, end hun står udenfor, med det udgangspunkt, at når man er med i aftaler, kan man være med til at påvirke dem efterfølgende.

Hun har også åbent erklæret, at bliver hun valgt til ny politisk leder, vil noget af det første, hun gør, være at byde sig selv til kaffe hos Mette Frederiksen. Det kan både være til hendes fordel og ulempe. For Alternativet er delt imellem dem, der ønsker et tættere samarbejde med regeringen, og dem, der ikke vil i nærheden af den, så længe blandt andet udlændingepolitikken er, som den er.

Fock har ikke samme forførende karisma som Elbæk, ej heller er hun den spændende nye pige i klassen som Scavenius. Men til forskel fra Nordqvist, som mangler et karismakort at trække op af hatten, så udstråler Fock til overmål af faglig professionalisme, når hun optræder offentligt. Og hun er svært at bide skeer med, fordi hun kan sit stof så indgående.

Til gengæld har hun nok ikke, som Nordqvist, den samme brede viden om de mange forskellige politiske områder. Men hun er – i øvrigt som Nordqvist – en arbejdshest af de stærke.

Hun er også – som både Nordqvist og Scavenius – en glimrende kommunikator. Hun taler klart og lige ud af posen. Hun er knap så strategisk tænkende som Nordqvist, hvilket nok skyldes den ovennævnte mere pragmatiske tilgang til og forståelse af det politiske spil.

Josephine Focks største ulempe kan være, at de medlemmer af Alternativet, som ønsker helt nye boller på suppen, vil mene, at hun er for sovset ind i gamle konflikter, blandt andet den ledelsesrokade, som fandt sted i sommeren 2017 på baggrund af konflikter i den daværende politiske ledelse, som bestod af Elbæk, Nordqvist og Fock.

Josephine Fock har selv udtalt, at samarbejdsproblemerne i ledelsesrummet gjorde, at hun blev nødt til at udtræde af ledelsen. På den anden side trådte Fock sådan set ned fra scenen med troværdigheden i behold, og det er ved at være længe siden. Så mit gæt er, at det ikke har stor betydning for opbakningen til hendes kandidatur.

Faktisk besluttede Fock sig for sit kandidatur, fordi der ifølge hende selv var rigtig mange, der kontaktede hende og bad hende stille op. Ikke kun enkeltpersoner, men også hele storkredse. Det bekræftes af mange medlemmers reaktion på Facebook på hendes kandidatur – der er stor begejstring, særligt blandt mange af dem, der har været med fra starten.

Point:
Parlamentarisk erfaring: 5
Ledelseserfaring: 5
Strategiske/analytiske kompetencer: 3
Evne til at samle baglandet: 4
Kommunikative kompetencer: 4
Karisma: 3
Point i alt: 24

 

Skulle jeg sætte mine penge på udfaldet af valget, så ville jeg altså sætte dem på Fock frem for de to andre.

Jeg tror tilmed, at hun løber med en ganske overraskende sejr. Med Scavenius på en andenplads og Nordqvist på en tredjeplads. Selv om han længe er blevet anskuet som kronprinsen, så tror jeg, medlemmerne vil have mere fornyelse, end han kan tilbyde. Det bliver de to kvinders mulighed – med Fock som klar favorit.

Vi må væbne os med tålmodighed. Spændingen bliver udløst 1. februar.

-----

Carolina Magdalene Maier (f. 1973) er sekretariatschef i Dansk Folkeoplysnings Samråd og tidligere folketingsmedlem og gruppeforkvinde i Alternativet. Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Carolina Magdalene Maier

Leder, Egmont Fondens projekt 'SygtStærk', fhv. MF, gruppeformand og politisk ordfører (ALT)
cand.scient.soc. (Københavns Uni. 2003)

0:000:00