Center for Voldsforebyggelse: Trump og Putin er som voldelige ægtemænd over for Europa og Ukraine

Når et brud ikke er slut

Men et brud betyder ikke, at konflikten er ovre. Tværtimod ser vi ofte, at en udøver ikke slipper grebet, men skruer op for presset – enten gennem direkte konfrontation eller ved at bruge andre til at fastholde kontrollen. Det samme sker globalt.

Vi befinder os ikke længere i en verden, hvor konflikten kan forstås som et bipolært opgør mellem to stormagter. I stedet er vi trådt ind i en multipolær konflikt, hvor flere aktører forsøger at påvirke Ukraines – og Europas – fremtid. 

I både nære relationer og geopolitik forstærkes vold af systemer og idéer, der enten retfærdiggør eller gør den svær at stoppe. Når et voldeligt forhold opløses, er den udsatte sjældent alene – der er altid vidner. Nogle støtter aktivt gerningspersonen, nogen siger fra, mens andre ser til uden at gribe ind.

Når en voldsudsat forlader en destruktiv relation, er første skridt at skabe afstand og genfinde sig selv.

Ditte Bjerregaard
Direktør, Center for Voldsforebyggelse

I geopolitikken er det det samme. Europa har taget et aktivt standpunkt ved at støtte Ukraine, men det betyder ikke, at alle parter handler ud fra idealisme.

Økonomiske, militære og politiske interesser spiller en afgørende rolle, og visse aktører forsøger at fastholde Europas sårbarhed ved at presse på for en "fredelig løsning", der reelt ikke konfronterer den grundlæggende aggression. 

Under Den Kolde Krig var magtbalancen stabiliseret af en bipolær verdensorden mellem USA og Sovjetunionen. I dag er situationen langt mere kompliceret.

Konflikten er ikke længere kun mellem gerningspersonen og offeret – den er blevet et globalt magtspil, hvor eksterne aktører puster til ilden med hver deres agenda. 

En geopolitisk voldstrekant 

Ruslands invasion af Ukraine ligner på overfladen en konflikt mellem to lande, men den er i realiteten en proxykrig, hvor flere stormagter har investeret politisk og økonomisk kapital i udfaldet.

Rusland spiller rollen som den voldelige eks-partner, der nægter at acceptere bruddet og vil genoprette kontrollen – koste hvad det vil. Ukraine er den voldsudsatte, der kæmper for sin frihed. Og Europa fungerer som støttenetværket, der hjælper Ukraine – men også med egne interesser på spil. USA, Kina og andre aktører er de strategiske iagttagere, der kan tippe balancen afhængigt af deres egne geopolitiske mål.

Ukraine kæmper derfor ikke kun mod Rusland, men står også i et globalt spil, hvor stormagter konkurrerer om at forme konfliktens udfald.

Ligesom i voldelige relationer, hvor gerningspersonen kan få støtte fra omgivelserne eller presse den udsatte til "forlig", ser vi, hvordan flere aktører nu forsøger at kontrollere Ukraines fremtid – og Europas rolle. 

Vidner kan forværre situationen

En af de mest farlige aspekter ved en trekantskonflikt – både i relationer og geopolitik – er, når omgivelserne forsøger at presse på for en løsning uden at adressere kernen i problemet. I voldelige forhold kan en reel løsning kun opnås, hvis den voldsudøvende part erkender sin adfærd.

Når denne selverkendelse mangler – som hos Putin – opstår en farlig dynamik, hvor vidnerne, i stedet for at stoppe volden, ubevidst reproducerer den. 

I voldelige forhold kan en reel løsning kun opnås, hvis den voldsudøvende part erkender sin adfærd.

Ditte Bjerregaard
Direktør, Center for Voldsforebyggelse

I den nuværende konflikt fungerer USA og andre vestlige aktører som vidner. Men i stedet for at konfrontere den grundlæggende aggression tilpasser de sig Putins narrativ om magt og dominans. De frygter eskalation og søger kompromiser, der i praksis fastholder den skadelige dynamik.

Ligesom venner og familie i voldelige relationer kan give råd som "Måske burde du bare give efter, så det ikke bliver værre", eller som vi vidner nu, hvordan vestlige ledere vægter stabilitet over konsekvent modstand ved at tru den udsatte til passivitet "du gambler med tredje verdenskrig". 

Denne form for passiv eller tilpasningsdygtig vidneadfærd forstærker konflikten i stedet for at løse den. Når voldens kerne ikke konfronteres, men håndteres med frygt eller forsigtighed, bliver voldstrekanten selvforstærkende – både i nære relationer og i geopolitikken. 

Frihed eller fortsat afhængighed?

Når Europa nu har truffet beslutningen om at støtte Ukraine og tage sin fremtid i egne hænder, er det kun begyndelsen på en større magtkamp. Ligesom i et voldeligt forhold handler det ikke kun om at forlade relationen – det handler om at sikre, at friheden er bæredygtig, og at ingen kan manipulere sig tilbage i kontrol. 

Når voldsudsatte bryder fri, starter en svær proces. De skal opbygge et nyt liv, finde nye alliancer og definere sig selv. På samme måde står Europa ved en skillevej. Vi kan fortsætte med at se os selv som en afhængig part – eller vi kan tage ansvar for vores egen sikkerhed, økonomi og fremtid. 

At stå ved støtten til Ukraine viser, at vi har lært af historien. Vi vælger ikke den nemme vej, men den nødvendige.