Cepos: Landbrugets tørkekrise skal ikke betales af skatteyderne

Af Otto Brøns-Petersen
Analysechef i Cepos

Det varme, tørre vejr er hårdt for landbruget i flere lande, herunder Danmark. Det er svært ikke at have sympati for landmændenes vanskelige situation, når man hører, at der er steder i landet, hvor høstudbytterne er halveret.

Regeringen har luftet muligheden for midlertidigt at lempe blandt andet reglerne for, hvad man må bruge arealer til, som ellers er taget ud af drift. Det er givetvis en fornuftig løsning.

Men det vil være den forkerte vej at gå at indføre deciderede støtteordninger. Krisen kan derimod være en grund til at overveje, om der kan findes bedre ejerskabsstrukturer, som er mere robuste over for erhvervets risici.

Der er sikkert mange andre erhverv, der godt kunne tænke sig støtte og mere lempelige regler, hvis de oplever faldende omsætning på grund af vejret eller andre ydre forhold.

Otto Brøns-Petersen
Analysechef i Cepos

Moral hazard
Al virksomhedsdrift er forbundet med risici. Risikoen for svingende produktion og priser samt finansieringsomkostninger er velkendt i landbruget. Faktisk udspringer en lang række finansielle produkter, for eksempel terminshandler, af behov for at håndtere landbrugets traditionelle risici.

Det kan derfor dårlig hævdes, at tabene i forbindelse med tørken er en helt uventet og enestående situation. Alene af den grund er det vanskeligt at begrunde særlige støtteordninger.

Tabet fra tørken forsvinder ikke, hvis der indføres en støtteordning. Det dækkes bare af nogle andre.

Otto Brøns-Petersen
Analysechef i Cepos

Men der er mere grundlæggende årsager. Først og fremmest er kompensationen ikke gratis. Den skal i givet fald dækkes af skatteyderne, som modsat investorerne ikke selv har påtaget sig risikoen – og i øvrigt heller ikke har del i gevinsten. Tabet fra tørken forsvinder ikke, hvis der indføres en støtteordning. Det dækkes bare af nogle andre.

Samtidig er der store fremtidige samfundsøkonomiske omkostninger ved at indføre et system, hvor den enkelte virksomheds risiko kan overvæltes på det offentlige. Fænomenet kaldes ”moral hazard” i fagøkonomisk terminologi.

Finanskrisen gav mange vestlige lande anskuelsesundervisning i, hvor store samfundsøkonomiske problemer der kan være ved moral hazard. Finansielle institutioner, der havde mulighed for at vælte risikoen over på det offentlige, påtog sig meget store risici. Det samme er tilfældet med statsgældskrisen i navnlig Grækenland, hvor udsigten til at få dækket sine tab i udlandet førte til uholdbar stor lånoptagelse.

Dilemmaet ved de finansielle redningsaktioner, som blev gennemført i mange lande under finanskrisen over for banker, der blev anset som ”too big to fail”, er, at de samtidig øgede sandsynligheden for, at skatteyderne må træde til igen (i Danmark gik vi heldigvis ikke så langt i den retning). Prisen for at redde institutionerne på kort sigt var dermed en yderligere ophobning af risici. 

Siden finanskrisen har landene gennemgået et langvarigt forsøg på at deskalere dette problem igen – og det er langtfra ovre endnu.

Hvis der indføres særordninger for landbruget på baggrund af tørken, vil det øge omfanget af moral hazard. Det vil skabe forventninger hos andre om at blive reddet i en tilsvarende situation.

Der er sikkert mange andre erhverv, der godt kunne tænke sig støtte, og mere lempelige regler, hvis de oplever faldende omsætning på grund af vejret eller andre ydre forhold. De forventninger vil dæmpe den nødvendige rettidige omhu, der bør være ved al erhvervsvirksomhed, og øge risikotagningen. Dermed kan det skabe en ond cirkel med højere risikotagning, flere støtteordninger, der fører til højere risiko, og så videre.

Som finanskrisen blandt andet viste, er moral hazard et stort samfundsøkonomisk problem, som bør gøres mindre – ikke større.

Bekæmp nationale støtteordninger
Endelig vil nationale støtteordninger trække i den gale retning i forhold til at nedbringe subsidieomfanget i Europa. Processen med at nedbringe landbrugets afhængighed af EU’s støtteordninger er i forvejen trukket alt for længe ud. Planen har været dels at samle støtteordningerne i EU, så medlemslandene ikke konkurrerer hinandens støtteniveauer op; dels at sætte en gradvis afvikling i gang.

Støtten til landbruget fylder dog fortsat betydeligt på EU-budgettet. Hvis landene får lov til at give særlig national støtte nu, vil det yderligere svække forsøget på at komme af med subsidierne. Derfor burde det være en dansk prioritet i EU at få bekæmpet nationale støtteordninger så meget som muligt.

Risici er en reel omkostning ved erhvervsaktivitet – fuldt ud på linje med omkostninger til rentestigninger, lønpres, ændrede markedsvilkår og meget andet. Derfor skal det indgå i virksomhedernes økonomiske kalkule på samme måde.

Og som med andre omkostninger er der grund til at finde organisationsformer, som nedbringer omkostningerne mest muligt. Faktisk blev de første selskaber i renæssancens Italien stiftet netop for at skabe organisationer, som kunne bære risici, der var for stor en mundfuld for enkeltindivider. De eksisterer – som en af vore største opfindelser – fortsat med det formål.

Der er mange grunde til at overveje de fremtidige organisationsformer i landbruget, herunder selskabsdannelse. De aktuelle vejrligsbetingede tab er en ekstra grund.