Dagens overblik: S-udspil splitter rød blok, og tidligere V-minister er i chok

POLITISK OVERBLIK: S' nye asyl- og udlændingeudspil skaber splittelse i oppositionen. Og så er tidligere V-minister i chok over tilstandene i Venstre. Få dit politiske overblik her.

Socialdemokratiet præsenterede i sidste uge et sit nye asyl- og udlændingeudspil. Det har skabt splittelse i oppositionen. 
Socialdemokratiet præsenterede i sidste uge et sit nye asyl- og udlændingeudspil. Det har skabt splittelse i oppositionen. Foto: /Ritzau/Mads Claus Rasmussen
Christina Houlind

Socialdemokratiet har med sit nye asyl- og udlændingeudspil skabt røre og splittelse i oppositionen.

Det skriver Berlingske.

Hos både Alternativet, Enhedslisten og Radikale møder udspillet hård kritik. Alternativets politiske leder, Uffe Elbæk, siger, at udspillet vil gøre det sværere for Alternativet at pege på Mette Frederiksen som statsminister.

Hos SF forsøger man at hæfte sig ved de ting, der er enighed om, men ifølge politisk ordfører Karsten Hønge vil SF ikke støtte forslagene om et stop for spontant asyl og et loft over den årlige ikke-vestlige indvandring til Danmark, ligesom han finder det urealistisk med danskdrevne modtagecentre i Afrika.

"Det at have internationalt drevne lejre er faktisk et gammelt SF-forslag, så vi vælger at høre, at de tænker videre ud ad den planke, nemlig at have EU- eller FN-drevne lejre," siger han til Berlingske.

EL: Den røde linje er nået 
Også Enhedslistens hovedbestyrelse er ude med riven efter Socialdemokratiets nye udspil.

Ifølge DR mener flere medlemmer af hovedbestyrelsen, at asyl- og udlændingeudspillet krydser en rød linje, som kan få partiet til at trække støtten til en rød regering.

"Hvis Mette Frederiksen skulle blive statsminister og stiller sådan et forslag i Folketinget, så vil det efter min personlige mening være så grelt, at det kunne få os til at trække støtten eller stille et mistillidsvotum," siger Michael Voss, medlem af Enhedslistens forretningsudvalg og partiets hovedbestyrelse til DR Nyheder.

Men Enhedslisten fungerende politiske ordfører, Nikolaj Villumsen, er ikke helt enig med de kritiske hovedbestyrelsesmedlemmer.

Han forklarer, at det ikke er op til enkelte hovedbestyrelsesmedlemmer at beslutte, hvor partiets grænser går.

Men han undertreger over for DR, at Enhedslisten ikke kan bakke op om en politik, der ikke overholder internationale konventioner - eller bryder med menneskerettighederne.

Grøn transportaftale kørt af sporet
Den grønne trafikaftale fra 2009 har slået fejl.

Sådan skriver Jyllands-Posten i dag, efter at nye tal fra Vejdirektoratet viser, at hovedparten af trafikvæksten er sket i biltrafikken.

Ifølge den grønne trafikaftale, som et stort flertal i Folketinget indgik i 2009, skulle hovedparten af fremtidens trafikvækst ske i den kollektive trafik, og samtidig skulle vi cykle mere. Men der er sket præcis det modsatte, siger flere trafikforskere til Jyllands-Posten.

For transportminister-, bygnings- og boligminister Ole Birk Olesen (LA) kommer udviklingen ikke som en overraskelse.

"Det viser de begrænsninger, der er på politikernes evne til at bestemme udviklingen. Vi skal ikke diktere, hvordan danskerne skal transportere sig, men skal tage udgangspunkt i befolkningens ønsker," siger han til Jyllands-Posten.

Eksperter kritiserer regeringens parrallelsamfundsanalyse 
Regeringens nye analyse vurderer ens risiko for at leve i et parallelsamfund ud fra otte kriterier. Ifølge analysen lever 28.000 familier i risikozonen.

Men i P1 Morgen var eksperter uenige i, hvad undersøgelsen kan bruges til.

Socialpsykolog Torben Bechmann Jensen mener ikke, at man ud fra analysen kan vurdere, om mennesker er i fare for at være isoleret fra det eksisterende samfund. 

Han kalder analysen et stykke værdipolitik tilført et økonomisk touch. 

Religions-sociolog Brian Arly Jacobsen mener, at man kan diskutere, om man kan sammenligne indbyggere med ikke-vestlig baggrund fra udsatte boligområder med vestlige indbyggere, der ikke bor i et udsat boligområde.

Derudover mener Brian Arly Jacobsen, at der mangler en ordentlig definition af, hvad et parallelsamfund er. 

"Man kan diskutere præmissen om, at der eksisterer parallelsamfund. Det er ikke et begreb, der har en officiel og præcis definition," siger han til P1 Morgen.   

Esma Birdi, direktør i Institut for Integration og medlem af Venstre, mener godt, at analysen langt hen ad vejen kan bruges til at vurdere ens risiko for at leve i et parallelsamfund.  

Færre kriminelle i ghettoerne
Der er blevet længere mellem de kriminelle i de danske ghettoer. Meget længere. Sådan skriver TV 2.

På trods af det, er kriminaliteten i de udsatte boligområder et af kerneområderne i regeringens kommende ghettoudspil.

Marcus Knuth fortæller til TV 2, at man i det kommende ghettoudspil er klar til at tage "håndfaste løsninger" i brug over for kriminalitet i ghettoområderne

Men sociolog og forfatter Aydin Soei udtaler til TV 2, at politkerne beskriver en virkelighed, der ikke findes.

"Kriminaliteten er faldende, og samtidig får flere af de unge mennesker en uddannelse. Så overordnet set går det altså fremad i de her områder," siger han.

I Rigspolitiet genkender politiinspektør Tenna Wilbert udviklingen og anerkender, at man i befolkningen har et forkert billede af områderne.

Men hun understreger over for TV 2, at der er stor utryghed blandt befolkningen generelt og blandt beboerne i de udsatte boligområder, og den utryghed er man nødt til at forholde sig til.

Dagens chokerede politiker
Tidligere Venstre-minister og mangeårigt medlem af Folketinget Birthe Rønn Hornbech er chokeret over tilstandene i Venstre.

Det er hun, ifølge DR, fordi Venstres gruppeformand, Søren Gade, i sidste uge sagde, at partiets folketingsgruppe ikke bliver fritstillet i forbindelse med den kommende afstemning om et såkaldt tildækningsforbud.

"Venstre har altid været det parti med højest til loftet og længst til døren i Folketinget. Jeg konstaterer med sorg, at sådan er det åbenbart ikke mere," siger hun til DR og understreger, at folketingsmedlemmer altid har krav på at stemme, hvad de vil.

Barsels-comeback
Enhedslistens politiske ordfører Pernille Skipper er tilbage fra barsel. Det fortæller hun på Instagram. 

 

Baby, I’m back! #barselslut

Et opslag delt af Pernille Skipper (@pernille_skipper) den

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Birthe Rønn Hornbech

Fhv. minister (V), fhv. MF, fhv. vicepolitimester
cand.jur. (Københavns Uni. 1971)

Karsten Hønge

MF (SF), medlem, SF’s landsledelse og daglige ledelse, 3. næstformand, Folketingets Præsidium
tømrer (Aarhus. 1983), journalist (DMJX 2013)

Ole Birk Olesen

MF (LA), medlem af Borgerrepræsentationen, Københavns Kommune
journalist (DJH 1999)









0:000:00