Danmarksdemokraternes nye frontkæmper er rundet af DF. Men Støjberg gjorde hende til politiker: "Alle grundene til, jeg var i partiet, var væk"

Susie Jessen har, siden hun var 12 år, trådt sine barnesko i Dansk Folkeparti. Alligevel valgte hun at bytte rollen som DF-medarbejder ud med folketingspolitiker for Danmarksdemokraterne.

Det var først, da Støjberg præsenterede Danmarksdemokraterne i hjertet af Kronjylland, at Susie Jessen besluttede at blive folketingskandidat for det nystiftede parti, der af politiske kommentatorer hurtigt blev udråbt til "Dansk Folkeparti 2.0".
Det var først, da Støjberg præsenterede Danmarksdemokraterne i hjertet af Kronjylland, at Susie Jessen besluttede at blive folketingskandidat for det nystiftede parti, der af politiske kommentatorer hurtigt blev udråbt til "Dansk Folkeparti 2.0".Foto: Arthur J. Cammelbeeck
Ninna Gøbel Rønberg

Tv'et kørte hjemme i Susie Jessens stue den junidag, Inger Støjberg stillede sig foran pressen på Hvidsten Kro. 

Her delte hun nyheden om, at hun stiftede et nyt parti, der skulle være på stemmesedlen ved næste folketingsvalg. Danmarksdemokraterne skulle være et parti for folk, som de er flest, lød det formanden.  

"Det satte noget i gang i mig," husker Susie Jessen, der er politisk ordfører for Danmarksdemokraterne.

Allerede i ungdomsårene fyldte dansk politik i barndomshjemmet med en far i Dansk Folkepartis magtfulde top og en mor, der var partiets reklamestrateg. 

Jeg var utroligt begejstret for Kristian Thulesen Dahl og den linje, han lagde for partiet, som var mere pragmatisk og midtsøgende.

Susie Jessen
Politisk ordfører, Danmarksdemokraterne

Som voksen arbejdede hun selv for Dansk Folkeparti gennem otte år. Først som presserådgiver og senere som politisk konsulent for partiformand Kristian Thulesen Dahl.

Men det var først, da Støjberg præsenterede Danmarksdemokraterne i hjertet af Kronjylland, at Susie Jessen besluttede at blive folketingskandidat for det nystiftede parti, der af politiske kommentatorer hurtigt blev udråbt til "Dansk Folkeparti 2.0".

Altinget møder Danmarksdemokraternes nye frontkæmper i det bløde sofahjørne på hendes kontor på Christiansborg for at forstå, hvorfor det var Inger Støjberg, der gav hende lyst til at gå ind i politik? Og hvad Danmarksdemokraterne kan, som Dansk Folkeparti ikke kan? 

Læs også

Formandsopgør blev dråben

Kristian Thulesen Dahl var en af de store grunde til, at Susie Jessen havde lyst til at være i Dansk Folkeparti, fortæller hun.

Hun kalder den nu forhenværende DF-formand fra Thyregod for et af sine politiske forbillede for hans "strategiske evner", "vedholdenhed" og "ordentlighed".

Da Susie Jessen blev medarbejder hos DF i 2014, havde Kristian Thulesen Dahl været formand i godt to år. Rollen havde han overtaget fra partiets moder, Pia Kjærsgaard, og snart ville han føre DF til sit bedste valgresultat nogensinde, hvor partiet fik lidt mere end hver femte stemme til folketingsvalget i 2015.

Otte år senere virker det som et fatamorgana: Ved det seneste valg snusede partiet til spærregrænsen. 

I rollen som politisk konsulent for partiformanden fra 2017 til 2022 fik Susie Jessen lov til at følge sit politiske idol tæt i forhandlingssituationer, på arbejdsrejser og i hverdagen på Christiansborg.

"Jeg var utroligt begejstret for Kristian Thulesen Dahl og den linje, han lagde for partiet, som var mere pragmatisk og midtsøgende. Flere kunne se sig selv i Dansk Folkeparti i de år, fordi linjen, han lagde, netop gjorde partiet til et rigtigt folkeparti," siger hun. 

Blå bog

Susie Jessen er født 21. februar 1985 i Aalborg. Hun bor sammen med sin mand, Mikael Jessen, og tre børn i landsbyen Algestrup syd for Herfølge.

Forældrene er Søren Espersen og Yvette Espersen.  

Politisk karriere  

  • 2022 - : Folketingsmedlem for Danmarksdemokraterne i Sjællands Storkreds. Hun er politisk ordfører, ligestillingsordfører og landdistrikts- og ø-ordfører  

Beskæftigelse  

  • 2022: Taleskriver og kommunikationskonsulent, Dansk Erhverv 
  • 2017 – 2022: Politisk konsulent/politisk assistent for Kristian Thulesen Dahl, Dansk Folkeparti 
  • 2014 – 2017: Pressemedarbejder, Dansk Folkeparti 
  • 2014 – 2011: Journalist, Politikens Lokalaviser i Vejen og efterfølgende Kolding 
  • 2010 – 2011: Journalist, Vejle Amts Folkeblad og Fredericia Dagblad 
  • 2008 – 2009: Journalistpraktikant, Lolland-Falsters Folketidende  

Uddannelse  

  • 2006 – 2010: Journalist, Danmarks Journalisthøjskole
  • 2000 – 2003: Student, Vordingborg Gymnasium

Personstridighederne på de interne linjer blussede op, da partiets buldrende vokseværk forvandlede sig til vælgerflugt.

Mens bølgerne gik højest i DF, og Thulesen Dahl blev udskiftet med Morten Messerschmidt til årsmødet i januar 2022, var Susie Jessen på barsel med tredje barn.

Skiftet på formandsposten førte til et naturligt brud for Jessen, hvis hverdag var koblet op på den tidligere formand.

"Jeg kunne sikkert godt være blevet i DF. Men mange af de grunde til, jeg var i partiet, var ham – og pressechef Søren Søndergaard. Og de var væk," fortæller hun.

Valgte du at stoppe i DF, fordi du forventede en anden politisk linje med Morten Messerschmidt som formand?

"Partier udvikler sig jo tit, alt efter hvilken formand der er. Der er Kristian og Morten meget forskellige mennesker og typer. Det er ikke, fordi det nødvendigvis er dårligt, men man har nogle andre fokusområder."

Trådte i sin fars fodspor

Selvom Susie Jessen i tiden hos DF "legede" med tanken om at blive politiker, "kom det bare aldrig igang".

I sit sabbatår efter gymnasiet snusede hun også til Dansk Folkepartis Ungdom, men valgte – ligesom sin far, Søren Espersen – at læse til journalist. De første år af karrieren foldede hun sin passion for at skrive ud på forskellige lokalaviser. På hendes kontor hænger den første forside på Folketidende om Guldborgsund kommunes problemer med graffiti.

Lidt længere nede ad gangen sidder Søren Espersen, der også har forladt DF og i dag er kirke- og kulturordfører for Danmarksdemokraterne.

Susie Jessen griner let:

"Der er jo lidt med social arv... Jeg har sådan set gjort det samme, som min far gjorde." 

Læs også
 
Fra barnsben har Susie Jessen været en del af toppolitik. Faren, Søren Espersen, har nemlig været på Christiansborg i flere årtier. Først for Dansk Folkeparti. Og siden 2022 for Danmarksdemokraterne.
Fra barnsben har Susie Jessen været en del af toppolitik. Faren, Søren Espersen, har nemlig været på Christiansborg i flere årtier. Først for Dansk Folkeparti. Og siden 2022 for Danmarksdemokraterne. Foto:

Til jobinterview i Støjbergs have

Der skulle ikke bruges mere end et par dages betænkningstid, efter at Inger Støjberg var stået frem med sit parti, før Jessen sendte sit cv. Den nye partiformand ville nemlig håndplukke alle sine folketingskandidater på baggrund af individuelle samtaler over sommeren.

"Jeg har altid været utrolig glad for Inger. Hun er megadygtig, har en ro og saglighed, og så står hun fast på, hvad hun mener," siger Susie Jessen.

Blandt de næsten 200 danskere, der havde vist interesse for at komme til optagelsessamtale, blev Susie Jessen inviteret til en snak hjemme hos Støjberg i Hadsund. Her blev hun mødt af et anrettet bord i haven med morgenbrød fra bageren. Det blev til en tre timers lang snak "om alt muligt", mens Susie Jessen fik solstik i varmen. 

Der er jo lidt med social arv ... Jeg har sådan set gjort det samme, som min far gjorde.

Susie Jessen
Politisk ordfører, Danmarksdemokraterne

"Jeg syntes, at fortællingen var ret klar."

Det var ikke en hæmsko for hendes beslutning, at Danmarksdemokraterne ikke havde et partiprogram – og stadig ikke har det.

I stedet hørte hun en partiformand, der vidste, hvad mærkesagerne var. Støjbergs fokus på at skabe et "Danmark i balance" og en stram udlændingepolitik blev Susie Jessens pejlemærker.

Er der plads til både Danmarksdemokraterne og DF?

Inger Støjbergs parti er fra begyndelsen blevet beskyldt for i store træk at ligne Dansk Folkeparti. 

Politisk kommentator Jarl Cordua forudså, at "store dele" af Dansk Folkepartis partiprogram ville genfindes i Støjbergs politik. Og Altingets politisk kommentator, Erik Holstein, tvivlede på, om der på længere sigt ville være plads til både DF og Danmarksdemokraterne.

Valgresultatet slog da også fast, at Dansk Folkeparti har fået en ny konkurrent i Danmarksdemokraterne: Partiet endte med at kapre en stor del af DF's vælgere, og stormede ind i Folketinget med 8,1 procent af stemmerne.

Der er da også mange ting, partierne giver hinanden ret i, anerkender Susie Jessen.

"Men vi arbejder inden forskellige rammer."

For selvom Danmarksdemokraterne fører en stram udlændingepolitik ligesom DF, er den oveni fornuftig, lyder det fra Susie Jessen. Det har allerede ført til uenigheder, fortæller hun.

Både når det kommer til nødvendigheden af udenlandsk arbejdskraft fra ikkevestlige lande, afvisningen af et brud med internationale konventioner og retten til dansk statsborgerskab, hvor DF har en strammere tilgang. 

Læs også

Støjberg har stemt for mere centralisering

Susie Jessen mener heller ikke, at andre partier kæmper for landdistrikterne som Danmarksdemokraterne.

"Kristian Thulesen Dahl havde et stort fokus på landdistrikterne. Men i dag ser jeg det ikke andre steder end hos Danmarksdemokraterne," mener Susie Jessen.

Hendes egen passion for at værne om yderområderne og de mindre provinsbyer kommer blandt andet af, at hun både har boet i centrum af København og på en markvej i Vordingborg. Hun har set, hvor forskellige bekymringer danskerne har, selvom landet er småt, fortæller hun.

Første gang Susie Jessen gik op på Folketingets talerstol for Danmarksdemokraterne, var det også med en ordførertale, hun selv havde skrevet, om landdistrikterne.

"Det gør jo en landdistriktsordfører rigtig glad," indledte hun sin tale.

Flere har siden Danmarksdemokraternes stiftelse peget på den absurdisme, at Støjberg tilbage i nullerne som en del af Venstre-toppen, var med til at gennemføre centraliseringsreformer, som har taget luften ud af lokale domhuse, politistationer, kommunekontorerne og skoler.

Bærer Inger Støjberg ikke en del af ansvaret for den centralisering, der har været med til at "knække" Danmark over, som I selv udtrykker det? 

"Det ved jeg ikke, om hun gør. Det må du spørge hende om. Men det er jo sådan, at når man er i et parti, har man nogle andre bindinger. Det har Inger haft i Venstre," lyder det fra Susie Jessen.

Men er Inger Støjberg troværdig til at stå i spidsen for den her dagsorden, når hun var med til at gennemføre politik, der førte til mere centralisering?

"Venstre har gennemført den politik, men har jo også i tidens løb sammen med DF været med til at udflytte statslige arbejdspladser og lave en del andre decentraliseringsinitiativer."

"Men når man kigger på, hvor mange statslige arbejdspladser der er oprettet i København de seneste år, er det virkelig vigtigt, at vi rykker på den her dagsorden nu."

Vil tilbage til nullerne

Danmarksdemokraternes har som ambition at komme i regering, lød det fra Støjberg før folketingsvalget.

Mandaterne faldt dog langtfra ud til blå bloks favør. I stedet er den borgerlige fløj gledet fra hinanden. Bare i den seneste tid har Konservatives Rasmus Jarlov og Venstres Torsten Schack bekriget hinanden i Altingets spalter i forsøget på at skrive historien om, hvem eller hvad der er skyld i blå bloks krise. 

Det særlige ved nullerne er, at der var en forståelse for, at de blå partier var forskellige. Men at vi var en borgerlig familie samtidig.

Susie Jessen
Politisk ordfører, Danmarksdemokraterne

"Vi bliver nødt til at have fokus på at slå dem i de røde trøjer," lyder opfordringen fra den politiske ordfører.

Susie Jessen drømmer om at komme tilbage til dengang, Anders Fogh Rasmussen (V) var statsminister i nullerne.

"Det særlige ved nullerne er, at der var en forståelse for, at de blå partier var forskellige. Men at vi var en borgerlig familie samtidig," siger hun.

Indtil blå blok finder den fælles melodi, skal Susie Jessen finde balancen mellem at sikre partiet indflydelse og samtidig være i opposition til regeringen.

"Vi vil gå til alle forhandlinger, som SVM-regeringen indbyder til," siger Susie Jessen.

Men Danmarksdemokraterne har sine røde linjer, fastslår hun.

"Det er vigtigt, at de politiske beslutninger, vi står bag, flugter med vores dna." 

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Susie Jessen

MF, politisk ordfører (DD)
journalist (DMJX 2010)

0:000:00