Dansk Erhverv taber sag om pant på tyske dåser

Slaget om den dansk-tyske grænsehandel er ovre, og Dansk Erhverv har tabt.
Torsdag meddeler EU-domstolen, at det er i overensstemmelse med EU-traktaterne, når der ikke er pant på drikkevarer købt i de tyske grænsebutikker.
Danskere, som valfarter til den tyske grænse for at handle, kan derfor stadig finde lave priser såsom 2,5 kroner for en dåse Royal Pilsner.
Det mødes med skuffelse hos Dansk Erhverv:
”Vi er selvfølgelig skuffede over at ikke at få medhold fra EU-Domstolen. Det skaber en mærkbar ulige og urimelig fordel for de tyske grænsebutikker,” lyder det fra Dansk Erhvervs branchedirektør for handel, Lotte Engbæk Larsen, i en pressemeddelelse.
Der skal lægges et fornyet politisk pres, og her må den danske regering også på banen.
Branchedirektør for handel, Dansk Erhverv
Dog understreger Dansk Erhverv, at et slag muligvis er tabt, men at krigen om de tyske dåser stadig kan vindes med hjælp fra den danske regering.
“Det er klart, at vi nu afsøger andre muligheder for, hvordan vi kan komme problemet til livs. Der er ingen tvivl om, at der skal lægges et fornyet politisk pres, og her må den danske regering også på banen,” udtaler Lotte Engbæk Larsen.
EU-Domstolen: Ingen pant er ikke statsstøtte
Dansk Erhvervs klagepunkter går på, at den tyske stat giver statsstøtte til grænsebutikkerne, fordi de ikke opkræver pant og i sidste ende ikke betaler moms til den tyske stat.
Det mener Dansk Erhverv går imod reglerne for det indre marked, fordi det skævvrider vilkårene for fri konkurrence.
Den tyske stat opkræver pant på dåser, når tyskere køber dem, men når en dansker køber drikkevarer i en grænsebutik, er der ikke pant på.
Det er fordi danskere skal udfylde en eksporterklæring, hvori de lover at indtage drikkevarerne i et andet land end Tyskland.
Og EU-domstolen vurderer, at det ikke er statsstøtte, når den tyske stat ikke opkræver pant på varerne fra grænsebutikkerne.
Domstolen påpeger desuden, at EU-regler for pant kræver, at pantbeløbet skal kunne udbetales igen “uden at skulle vende tilbage til det sted, hvor varen oprindeligt er købt.”
Regningen sendes til Dansk Erhverv
Sagen mellem Dansk Erhverv og den tyske organisation for grænsebutikkerne (IGG) har stået på i snart fire år.
I 2016 klagede Dansk Erhverv til EU-Kommissionen over de pantfri dåser, men klagen blev afvist.
I 2019 lagde Dansk Erhverv sag an mod EU-Kommissionen for beslutningen om, at gøre de tyske grænsedelstater pantfri samt deres afvisning af klagen fra 2016.
Den sag vandt Dansk Erhverv i EU-retten – dog blev afgørelsen hurtigt anket af EU-Kommissionen.
Ankesagen tabte Dansk Erhverv torsdag.
Udover at tabe retssagen skal Dansk Erhverv også betale alle sagsomkostninger.
Læs afgørelsen her.
Artiklen var skrevet af
Omtalte personer
- Vermund væmmes ved det yderste højre: "En syg tanke, at vi defineres af gener"
- DF's nye folk i København er klar til at gøre livet surt for Sisse Marie Welling
- Fra dag ét var målet, at hun skulle tilbage. Men pludselig nagede et spørgsmål Mai Mercado
- Tidligere kommunaldirektør: Vi har ladet andelen af elever med skolevægring vokse. Børnene mister især to ting
- Mennesker er ikke kun rationelle, men styres af følelser og normer. Det skal afspejles i lovgivningen, mener forsker



































