Om  
Ulrik Vestergaard Knudsen

OECD får alligevel ikke dansk formand

Den danske vicegeneralsekretær for OECD, Ulrik Vestergaard Knudsen, opgiver sin bestræbelse på at blive generalsekretær for det magtfulde internationale samarbejde.

Det blev ikke til en dansk formand for det internationale, økonomiske samarbejde OECD.

Det skriver Udenrigsministeriet i en pressemeddelelse.

Den danske vicegeneralsekretær, Ulrik Vestergaard Knudsen, var ellers med i løbet om at blive manden for bordenden, men måtte se sig slået ud af konkurrencen efter en konsultation blandt medlemslandene.

"Det har været et privilegium og en ære at deltage i udvælgelsesprocessen, og jeg vil gerne sige tak til min egen regering, men også til de andre medlemslande, der har udvist støtte og tillid til mit kandidatur," slår han fast i pressemeddelelsen.

Han bliver på posten som vicegeneralsekretær og ser frem til at tjene den næste formand:

"Fremtiden for OECD ser meget lys ud. Særligt når man kigger på de kvaliteter, de tilbageværende kandidater bringer med sig."

"Fuldstændig genial" departementschef
Ulrik Vestergaard Knudsen er tidligere departementschef i Udenrigsministeriet, hvor han høstede stor respekt.

Altinget har skrevet et større portræt af ham her, hvor tidligere kolleger beskrev ham som "fuldstændig genial" og som "den mest komplette departementschef, jeg nogensinde har haft".

Senest 1. marts 2021 skal den nye generalsekretær være udpeget, der skal overtage styringen 1. juni 2021 fra Angel Gurría, der har siddet på på posten siden 2006.

Siden danske Ulrik Vestergaard Knudsen trak sig, står ræset om formandsskabet nu mellem de sidste fire kandidater:

Schweiziske Philipp Hildebrand, australske Mathias Cormann, græske Anna Diamantopoulou og svenske Cecilia Malmstrøm.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Ulrik Vestergaard Knudsen

Vicegeneralsekretær, OECD
cand.polit. (Københavns Uni. 1994)

0:000:00