Dansk Metal: Danmark har tjent stort på globaliseringen. Nu skal staten også betale for dens sårbarhed

Tallene taler deres tydelige sprog: I 1980 svarede Danmarks samlede import og eksport til 65 procent af BNP. I dag er det steget til omkring 129 procent. Samtidig er de direkte udenlandske investeringer vokset til over 100 procent af BNP.

Danmark er i dag blandt verdens mest globaliserede økonomier.

Vi er konkurrencedygtige, men afhængige

Danske virksomheder er dybt integreret i globale værdikæder. I 2022 havde danske virksomheder 1,7 millioner ansatte i udlandet. Det er over halvdelen af den danske arbejdsstyrke. Og omkring halvdelen af værdien i dansk eksport stammer fra importerede input.

Det gør os konkurrencedygtige, men også dybt afhængige.

I mange år har virksomheder optimeret deres produktion efter et just-in-time-princip: Leverancer præcis når de skal bruges, minimale lagre og maksimal effektivitet.

Vi ser allerede i dag, hvordan mangel på faglært arbejdskraft er en af de største barrierer for virksomhedernes vækst og omstilling.

Emil Drevsfeldt Nielsen
Erhvervspolitiskchef, Dansk Metal

Det har været rationelt i en stabil verden. Men i en verden med pandemier, krig og geopolitiske spændinger viser det sig også at være en model med indbygget skrøbelighed.

For når forsyningskæder bryder sammen, er der ikke meget buffer. Når energipriserne stiger, eller broer lukkes, rammer det direkte ind i produktionen. Effektiviteten forsvinder hurtigt, og sårbarheden bliver tydelig.

Derfor er robusthed rykket fra at være nice-to-have til at være en forudsætning for at drive virksomhed.

Robusthed handler også om mennesker

Men robusthed handler ikke kun om leverandørkæder, lager og teknologi. Det handler i lige så høj grad om mennesker. For uden kvalificerede medarbejdere stopper produktionen. Uanset hvor mange backupløsninger og systemer der er etableret.

Vi ser allerede i dag, hvordan mangel på faglært arbejdskraft er en af de største barrierer for virksomhedernes vækst og omstilling. Og i en mere usikker verden bliver medarbejderne en endnu mere kritisk del af robustheden.

Det gælder både i forhold til at kunne opretholde produktionen under pres, til at omstille sig hurtigt og til at håndtere nye teknologier og sikkerhedstrusler. Robusthed kræver både stærkere systemer og stærkere kompetencer.

Men her opstår den samme udfordring som med resten af robustheden: Det koster.

I en tid, hvor stabilitet ikke længere kan tages for givet, er robusthed ikke bare en omkostning. Det er en investering i Danmarks fremtid.

Emil Drevsfeldt Nielsen
Erhvervspolitiskchef, Dansk Metal

For mange danske virksomheder – særligt i industrien og blandt SMV'er – er det ikke gratis at gå fra just-in-time til en mere robust “just-in-case”-tilgang. Det kræver investeringer i lager, alternative leverandører, cybersikkerhed – og i medarbejdere gennem uddannelse og opkvalificering.

Samtidig er kapital blevet dyrere, og konkurrencen globalt er benhård. Hvis danske virksomheder alene skal finansiere både den tekniske og den menneskelige robusthed, risikerer vi at svække deres konkurrenceevne.

Det er ikke en holdbar vej. For robusthed er ikke kun et virksomhedsanliggende. Det er et samfundsanliggende. Det gælder den kritiske infrastruktur, men det gælder i lige så høj grad arbejdsstyrken.

Uddannelse, efteruddannelse og adgang til faglært arbejdskraft er en del af Danmarks beredskab. Hvis ikke vi har de rigtige kompetencer, kan vi hverken producere, omstille os eller sikre vores position i de globale værdikæder.

Derfor må vi også stille det centrale spørgsmål: Hvem skal betale for robustheden? Svaret er, at det skal vi i højere grad gøre i fællesskab.

Investér i infrastruktur og opkvalificering

Staten må tage et større medansvar. Både gennem investeringer i infrastruktur og gennem en langt stærkere indsats for uddannelse og opkvalificering. Det gælder flere faglærte, bedre muligheder for efteruddannelse og et uddannelsessystem, der matcher virksomhedernes behov.

Det handler ikke om at fritage virksomhederne for ansvar. Men om at anerkende, at robusthed – både i systemer og i mennesker – er et kollektivt gode.

Derfor bør de igangværende regeringsforhandlinger også handle om robusthed i bred forstand. Ikke kun om forsyningssikkerhed og infrastruktur, men også om dette rette match i arbejdsstyrken.

For i sidste ende er det enkelt: Danmark virker kun, hvis både systemer og mennesker gør det. Og i en tid, hvor stabilitet ikke længere kan tages for givet, er robusthed ikke bare en omkostning. Det er en investering i Danmarks fremtid.