Debat

Dansk miljøteknologi: Ny regering signalerer en grøn kursændring

DEBAT: I den nye regerings foreløbige formuleringer på miljøområdet ligger potentialet til en mindre revolution, som kan få stor betydning for danske virksomheders konkurrenceevne og eksport af grønne løsninger, skriver Jørn Jespersen, Dansk Miljøteknologi.

Peter Pagh-Schlegel
GDPRDeleted
Vis mere
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Jørn Jespersen
Direktør i brancheforeningen Dansk Miljøteknologi

Med de konservatives indtog i VLAK-regeringen må man forvente en kursændring i grøn retning. Det bliver spændende at se, hvor markant den bliver.

Grønne signaler i regeringsgrundlag
Helt overordnet ligger der et grønt signal i, at den såkaldt ”grønne realisme” er erstattet med ”grøn optimisme” i regeringsgrundlaget. Signaler flytter ikke meget i sig selv, men sommetider kan de indvarsle reelle sporskifter.

Hvis regeringen ønsker at udnytte de danske styrkepositioner inden for miljøteknologien til at skabe øget eksport og nye arbejdspladser, ligger der en række muligheder i regeringsgrundlaget og i forlængelse heraf.

I disse stilfærdige formuleringer ligger potentialet til en mindre revolution

Jørn Jespersen
Dansk Miljøteknologi

Først og fremmest er det meget positivt, at regeringen nu tydeligt siger, at ”regeringen går forrest i den grønne omstilling, og derfor bør livscyklusperspektiver i højere grad indgå i beslutningsgrundlaget for offentlige investeringer og anskaffelser, således at der vurderes ud fra udgiftsniveauet samlet, frem for anskaffelsespris alene”.

Offentlige indkøb med perspektiver
I disse stilfærdige formuleringer ligger potentialet til en mindre revolution, som kan få stor betydning for såvel dansk klima- og miljøpolitik som for danske virksomheders konkurrenceevne.

Når det offentlige ikke længere køber ind efter den lave pris, men konsekvent efter de årlige samlede omkostninger, vil det fremme kvalitet, lavere energiforbrug, mindre vedligeholdelsesudgifter og længere holdbarhed.

Netop kompetencer som mange danske virksomheder, som er leverandører til forsynings- og byggesektoren, besidder og konkurrerer internationalt på. Derfor er et stærkt hjemmemarked med tydelige livscyklusperspektiver guld værd.

Stærke barrierer mod realisering
Livscyklus-tankegangen indgik også i den forrige S-ledede regerings strategiske indkøbspolitik, men realiseringen kom ikke så langt.

Vandsektorloven fra foråret lagde op til, at der skulle udarbejdes en vejledning om sagen i forhold til vandsektoren, men energi- og forsyningsminister Lars Chr. Lilleholt er tilsyneladende ikke kommet i gang med at løse opgaven endnu.

Der er altså tilsyneladende stærke barrierer mod realiseringen af den ellers indlysende tankegang om indkøb og investeringer efter livscyklusperspektiver.

Skal det blive til noget i denne omgang, må opgaven placeres i et stærkt koordinerende ministerium (for eksempel det nye ministerium for offentlig innovation), og der bør udarbejdes en handlingsplan med klare definitioner og konkrete mål og indsatser.

Det er også positivt, at det nye regeringsgrundlag direkte siger, at ”globalt er der brug for grøn teknologi til at løse miljøudfordringer omkring rent vand, ren luft, affald og optimering af vores brug af materialer og ressourcer”.

Og at ”regeringen også i årene fremover [vil] prioritere midler til indsatsen i MUDP til blandt andet demonstrationsanlæg, der kan fungere som strategiske udstillingsvinduer for mere miljøvenlige løsninger”.

Det må fortolkes som et tilsagn om, at regeringen i sit eget udspil til finanslov vil sørge for, at bevillingen til MUDP opretholdes på det nuværende niveau. En indsats, som alle burde kunne enes om at prioritere, da den medvirker til at fastholde Danmarks førerposition inden for miljøteknologien og samtidig løser væsentlige globale miljøudfordringer.

Ny lovgivning kan give teknologiske forspring
Hvis den grønne optimisme samtidig betyder, at regeringen nu vil overveje, hvordan og hvornår ny og forbedret lovgivning kan give Danmark teknologiske forspring, vil det også have positive effekter for jobskabelse og eksport af grønne løsninger.

Miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen har i et samråd om reduktion af luftforurening givet et fremragende eksempel om brændeovne, hvor en strammere dansk lovgivning har medført udvikling af langt mere miljøvenlige ovne, som nu, hvor EU følger efter den danske lovgivning, forventes at åbne et stort europæisk marked for de danske brændeovne.

Tilsvarende kan regeringen gavne dansk miljøteknologi ved at skabe rammer for en mere intelligent implementering af EU's miljøregler. En konsekvent ”laveste-fællesnævner-implementering” vil spænde ben for danske virksomheder, som har et teknologisk forspring, og som vil have fordel af et dansk udstillingsvindue.

God vind til den grønne optimisme.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Esben Lunde Larsen

Fhv. miljø- og fødevareminister, uddannelses- og forskningsminister og MF (V), studerende
cand.theol. (Københavns Uni. 2008), ph.d. (Københavns Uni. 2013)

Jørn Jespersen

Formand, ICROFS, indehaver, JJ Advice
civiløkonom (CBS. 1987), lærer (Blaagaard Seminarium. 1982)

0:000:00