Kommentar af 
David Trads

Danske bonderøvspolitikere gør nar af Europa-Parlamentet

Der er danske medlemmer af Europa-Parlamentet, som tager deres ansvar seriøst. Men de kæmper en hård kamp for troværdighed, når flere politikere gør nar af arbejdet. Danske politikere bør tænkte lidt mere som europæere og en hel del mindre som de bonderøve, de for ofte fremstår som i Europa, skriver David Trads.

Peter Kofod, Linea Søgaard-Lidell og Søren Gade sad i Europa-Parlamentet indtil de blev valgt til Folketinget 1. november.
Peter Kofod, Linea Søgaard-Lidell og Søren Gade sad i Europa-Parlamentet indtil de blev valgt til Folketinget 1. november. Foto: Nikolai Linares/Philip Davali/Bo Amstrup/Ritzau Scanpix
David Trads
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Der er noget pinligt – ja, dybt pinligt – over at se, hvordan så mange danske politikere er så ligeglade med Europa-Parlamentet.

Siden valget i 2019 har fem af de 14 danske folkevalgte vendt ryggen til det sæde, som de blev valgt til. 36 procent! Tilsammen fik over en halv million personlige stemmer – eller hver femte af alle afgivne stemmer.

Efter folketingsvalget for nyligt var det særligt deprimerende at se, hvordan Venstre – engang landets førende europæiske parti, for pokker – have svært ved at fylde op med suppleanter for de MEP’ere, der stak af, fordi de hellere ville hjem på gården.

Margaret Thatcher, konservativ britisk premierminister fra 1979-1990, stemplede engang nedladende den europæiske folkevalgte forsamling som et ’Mickey Mouse Parlament.’ Det var ikke pænt sagt, men en del tyder på, at mange danske politikere er enige.

Europa-Parlamentet er så langt fra Mickey Mouse, man kan forestille sig – om end mange politikere leger Anders And.

David Trads

SF’s Karsten Hønge blev så ærgerlig over, at han i 2019 blev valgt til det embede, han stillede op til, at han øjeblikkeligt trak sig. Folkesocialisten havde godt nok sagt før valget, at "bliver jeg medlem af parlamentet, så går jeg ud af Folketinget". Njah, det var så bare noget, han sagde, for han mente det ikke. Det var for langt til Bruxelles og Strasbourg for fynboen. 19.688 vælgere fik en lang næse.

Socialdemokratiets Jeppe Kofod nåede heller ikke at genindtræde i Parlamentet efter valget i 2019, idet han blev kaldt hjem som udenrigsminister. Det er vel – objektivt set – ok. Dels er det en politisk forfremmelse. Dels var det åbenlyst ikke planlagt. Ikke desto mindre havde 188.757 danskere stemt på en kandidat, der trak sig.

Venstres stemmesluger Søren Gade (201.626 stemmer) tog vist aldrig det europæiske arbejde ind i hjertet. Frem til han vendte tilbage til dansk politik som folketingskandidat, var han også mere lokal end global i sine meldinger. Linea Søgaard-Lidell (24.145 stemmer) virker også lykkelig over nu at være kommet i Folketinget i stedet for. Farcen, der opstod, da Venstre skulle ‘fylde’ det ene af de ledige poster, var pinagtig.

Dansk Folkepartis Peter Kofod (119.408 stemmer) virkede aldrig som en, der havde lyst til at komme i Parlamentet, da han fik ’et tilbud’ af partiets daværende ledelse om at tage udenlands. Lige så hurtigt, han kunne, søgte han ’hjem igen’, og er nu i Folketinget. Hans suppleant, Anders Vistisen (DF), ville tydeligvis også helst være på Christiansborg.

Læs også

Lad mig skynde mig at tilføje, at der heldigvis er danske medlemmer af Europa-Parlamentet, som tager deres ansvar seriøst – tænk på Morten Løkkegaard (V), Christel Schaldemose (S), Margrete Auken (SF), Morten Helveg Petersen (R), Pernille Weiss (K), Nicolaj Villumsen (EL) med flere – men de kæmper en hård kamp for troværdighed, når de andre gør nar af arbejdet.

Alle de politikere, som så åbenlyst er ligeglade med Europa-Parlamentet, eller i bedste fald opfatter det som en midlertidig, men dog velbetalt, venteposition, indtil moderlandet kalder, svækker i sagens natur danskernes tillid til parlamentarikerne. Hvem af dem, som partierne stiller med ved næste valg, mon agter at arbejde seriøst, hvis de bliver valg?

Man skulle ellers tro, at Europa-Parlamentet ville være utroligt attraktivt. I en tid, hvor Europa er plaget af fælles dagsordener – energi, inflation, skattespekulation og klima – er parlamentet en afgørende aktør. Det er i sagens natur vanskeligere at vinde sejre i et stort europæisk kludetæppe af et parlament, men når det sker, rykker det til gengæld massivt. Parlamentet er så langt fra Mickey Mouse, man kan forestille sig – om end mange politikere leger Anders And.

Som Lykke Friis, direktør for Tænketanken Europa og bogaktuel med ’Tårernes Europa’, så rigtigt har sagt, så har vi mere end nogensinde brug for at udtænke en ny europapolitisk strategi. Den kunne passende starte med, at partierne og politikerne tænkte lidt mere som europæere og en hel del mindre som de bonderøve, de for ofte fremstår som i Europa.

Læs også

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

David Trads

Journalist, forfatter og kommentarskribent
journalist (DJH 1994)

Søren Gade

MF (V), formand for Folketinget, formand for Esbjerg Havn
IAA-diplomuddannelse (Den danske Reklameskole 1999), cand.oecon. (Aarhus Uni. 1990), VUT-I for reserveofficerer (1989)

Linea Søgaard-Lidell

MF (V)
cand.public. (Aarhus Uni.)