Debat: Det er hovedstadens held, at turismen får en tiltrængt tænkepause

DEBAT: Det er til københavnernes held, at turismebranchen er blevet ramt af et coronachok. Det giver anledning til at overveje, hvad byen skal bruge turisterne til, skriver ph.d. i byudvikling Anne Katrine Harders. 

Af Anne Katrine Harders
Ph.d. i bæredygtig byudvikling og projektleder ved DAC

Mens Danmark er ved at returnere til en form for normaltilstand ovenpå coronachokket, ligger turistbranchen stadig og forbløder i fuld fart.

Og selvom dørene åbnes stadig mere for turisterne, er nedlukningens massakre selvsagt en katastrofe for branchen. 

Men det er ikke en katastrofe for København eller københavnerne. Det er snarere hovedstadens held, at turismen bliver sendt på tiltrængt tænkepause. Den egentlige katastrofe er, at vi indtil nu har ladet turismen sprede sig til alle byens celler, hvorfra den i chokerende ubemærkethed er ved at tage livet af byen. 

Bidrager kun med lommepenge
For vi har ganske enkelt ikke en egentlig plan for, hvordan vi håndterer den sæsonbetonede befolkningstilvækst på flere millioner mennesker. Mennesker, der indtager byen uden at bidrage med meget andet end deres lommepenge.

Men netop pengene er tilsyneladende et tilstrækkeligt argument for, at vi stort set ikke regulerer det, man allerede nu kan betegne som masseturisme. Vi har faktisk knap nok en politisk diskussion om, hvor billigt vi vil sælge os selv. 

Tværtimod hersker en udbredt opbakning hos især lokale politikere, som gennem de seneste ugers genåbningsmanøvre har hamret harmen i tastaturet på vegne af den nødstedte branche – og, mener de, på vegne af København.

Men opbakningen har blinde vinkler. For vi er ved at binde os i et stadig tættere (økonomisk) afhængighedsforhold til en industri, hvis formål er at tjene penge på, at mennesker konsumerer byen og de oplevelser, den byder på. Det har omkostninger, vi slet ikke har set omfanget af endnu.

Lokale bliver statister
Hver dag æder den hastigt voksende turisme lidt af den ånd, der trods alt stadig eksisterer i København. Andre byer tjener som udmærkede eksempler, der burde være skrækindjagende for enhver borgmester med respekt for sin by.

Amsterdam, Barcelona, Paris, Venedig og Prag for at nævne nogle, har udviklet sig til deciderede forlystelsesparker. Nogle endda med entrébetaling. De lokale bliver til en form for statister, inden de fortrænges under mere eller mindre højlydte protester. Er det virkelig et ideal?

Allerede nu er store dele af København ikke længere for københavnerne. Efter at byen i mange år har figureret langt nede på turisters ønskeliste, har vi hurtigt affundet os med at steder som Nyhavn – den måske smukkeste solplet i byen – helt er blevet en kulisse med en form for påduttet autenticitet, som ingen lokale kan relatere til.

En tur gennem Indre By har udviklet sig til en forhindringsbane af retningsforvirrede lemminger, der skyder byens trofæer med deres selfiestænger. Efter sig trækker de et spor af global kønsløshed med Starbucks som en slags ledestjerne, der skaber påfaldende lighed mellem alle fire verdenshjørner. Tag bare Strøget, der er reduceret til et indkøbscenter, som kunne ligge et hvilket som helst sted i verden. 

Er interessen et adelsmærke?
Med en simpel markedslogik lader vi byens indhold forme sig i et misforstået hensyn til turisternes præferencer. København giver dem det, de allerede kender, blot tilsat et lokalt twist i afmålte doser. På de ofte korte ophold kan turisten således både få ‘Smorrebrod’ og en tur på elløbehjul mod ensretningen uden for alvor at blive udfordret af noget som helst andet end høje priser.

Hvad angår selve byens planlægning, er det derimod en anden sag. Det er endnu ikke sivet ned til de udførende forvaltninger, hvor mange millioner mennesker, der rent faktisk indtager byen med deres rullekufferter og udlejningscykler.

Og mens vi i København diskuterer boligpriser og boligmangel til hudløshed, beslaglægger turister et stigende antal private boliger og på byens sparsomme plads pibler hoteller op med varierende arkitektonisk vilje.

Men det forekommer, at den internationale interesse, og deraf eksploderende turisme hos hovedstadens politikere, er en form for adelsmærke, man ikke undsiger sig.

Brokvartererne bliver som Nyhavn
Sidste år satte turismen igen nye rekorder, hvor vi ifølge Wonderful Copenhagen nåede næsten ni millioner overnatninger – et par millioner mere, hvis man tæller Airbnb-gæster med. Organisationen spåede også, at vi inden 2030 runder de 16 millioner, mens antallet af hotelværelser stiger 40 procent på bare fire år. 

Svaret på den åbenlyse udfordring, det medfører, er først og fremmest at sprede turismen. Allerede nu er Wonderful Copenhagen holdt op med at markedsføre Nyhavn og vil hellere omdirigere opmærksomheden over på steder som Sdr. Boulevard og Jægersborggade. Her kan turisterne opleve et mere autentisk København uden alle de andre irriterende turister.

Man kan jo så passende spørge, hvordan turisterne skal kunne undgå hinanden, når der på bare 10 år skal gøres plads til dobbelt så mange (som gerne vil have den samme bid af byen)? Vi skal hastigt vænne os til at hele byen, også brokvartererne, bliver variationer over Nyhavn.

For der er tilsyneladende ingen politikere, der vil eller tør udfordre den udvikling. Debatten om, hvilke fremtidige scenarier, vi går i møde, bliver i stedet forplumret af forestillingen om turisterne som en uudtømmelig økonomisk ressource.

Turismen skal fremme København
Men med coronaens nu delvise lukning af grænserne, har vi fået foræret chancen for at forhindre Københavns totale ydmygelse. Her vil jeg opfordre de politikere, hvis hjerte virkelig bløder for København, til at udnytte turismens tiltrængte tænkepause.

I stedet kunne de tage initiativet til en diskussion om, hvordan vi som københavnere og danskere gerne så turismen, hvis vi frakoblede os idéen om vores økonomiske afhængighed af den.

Ville vi have krydstogtturister? Ville vi smile overbærende over turisters manglende evner på løbehjul? Ville vi synes, det var helt OK, at det er turisterne, der får førsteretten til byens begrænsede kvadratmeter? Ville vi foretrække souvenirshops og Starbucks? Ville vi markedsføre København?

Turismeøkonomien er først en gevinst, når den fremmer en by, vi gerne vil have. Det kan turismen selvfølgelig godt! Men med den udbredte politiske berøringsangst, ser det ud til at være turistbranchen selv, der får lov til at definere, hvordan den by skal se ud.

Det er åbenlyst, at vi er nødt til at sætte tal på, hvor mange turister, vi mener, København har kapacitet til.

Vi bør heller ikke være bange for at definere, hvilken type turisme, vi gerne vil fremme, og dermed hvilke turister vi gerne vil være foruden. Ellers sælger vi os selv for billigt, og det har vi ikke råd til.

Forrige artikel Kronik: Voldtægtslov skal baseres på samtykke. Frivillighed er ikke nok Kronik: Voldtægtslov skal baseres på samtykke. Frivillighed er ikke nok Næste artikel S: Demokratiet og ligestillingen er på tilbagetog i Europa S: Demokratiet og ligestillingen er på tilbagetog i Europa
Podcast: Er 20 års forebyggelse spildt, Søren Brostrøm?

Podcast: Er 20 års forebyggelse spildt, Søren Brostrøm?

POLITISK STUEGANG: Når det går den forkerte vej med danskernes sundhed, har 20 års forebyggelsesindsats så været forgæves? Søren Brostrøm svarer i Politisk Stuegang. Her taler vi også om ”kæmpe kvalitetsdyk” i dele af psykiatrien, og styrelseschefen kommer med en opsang til unge læger. Og han forudser store udfordringer for Lægeforeningens nye formand.