FOA: Har kommunerne brug for en trojansk hest?

Af sektorformand Karen Stæhr og
forbundsformand Dennis Kristensen, FOA

De faglige organisationers solidaritetspagt bygger på en fælles aftale om at støtte dem, der har særlige problemstillinger ved denne overenskomstfornyelse, som ikke kan løses uden hjælp fra de øvrige. Vi har så at sige alle noget i klemme, som gør det nødvendigt med solidaritet fra andre.

Det gælder både læreres og underviseres behov for at opnå en egentlig arbejdstidsaftale, den arbejdsgiverbetalte frokostpause for dem, der i årtier har haft retten, uden at det er indskrevet i overenskomsterne, etablering af såkaldte fritvalgsordninger og afsættelse af puljer til løft af henholdsvis de kvindedominerede fag og de lavtlønnede faggrupper. Og så har vi det fælles problem, at både de statslige, de kommunale og de regionale arbejdsgivere kræver, at vi skal have meget små eller ingen lønstigninger de næste tre år.

Solidaritetspagten er bragt i anvendelse allerede før, forhandlingerne er indledt. Vi har således meddelt arbejdsgiverne, at der skal være skabt et fundament for en arbejdstidsaftale for lærere og undervisere, før vi er parat til at indlede de generelle forhandlinger. Det betyder, at overenskomstforhandlingerne fra start er sat på standby, mens vi venter på hvid røg fra lærere, undervisere og stat, kommuner og regioner.

Kommunerne vil slet ikke have brug for at bygge den hest af træ. FOA og kommunerne ser nemlig ens på den kæmpe rekrutteringsudfordring.

Karen Stæhr og Dennis Kristensen
FOA

Den trojanske hest, som Altinget ser i en nylig analyse, som en mulig årsag til splittelse mellem de faglige organisationer, består af kommunernes højest prioriterede krav om bedre mulighed for at rekruttere især SOSU’er.

Kommunerne har formuleret kravet således: ”Eventuelle lønmidler til rådighed målrettes i højere grad områder med særlige rekrutteringsmæssige udfordringer.”

Ansættelse af flere hænder kan forbedre det nedslidende arbejdsmiljø og give færre weekendvagter for den enkelte og reel mulighed for ferie sammen med familien.

Karen Stæhr og Dennis Kristensen

Derudover skal forhandlingerne efter kommunernes opfattelse føres inden for ”en fortsat stram økonomi” og ende med et resultat, som kan rummes" inden for en samfundsøkonomisk forsvarlig ramme.”

Man skulle ikke tro, at kommunerne har opdaget, at vi er ude af den økonomiske krise, når man læser, at kommunerne tilsyneladende er i tvivl om, hvorvidt der overhovedet er nogen lønkroner at forhandle om, og når den stramme kriseøkonomi fortsat skal gælde de offentligt ansatte, mens resten af samfundet oplever vækst og fremgang.

På lønmodtagersiden ser verden anderledes ud. Efter tre overenskomstfornyelser, der under den økonomiske krise skabte meget magre resultater med sikring af reallønnen som vigtigste mål, vil de offentligt ansatte i de kommende år naturligvis have reallønsfremgang ligesom alle andre.

Kommunerne har til gengæld ret i behovet for at styrke rekrutteringen af SOSU’er. Alene den aldersbestemte afgang vil fjerne hver tredje ansatte i løbet af de næste ti år, og sammen med den eksplosive stigning i antallet af ældre vil det betyde, at kommunerne skal ansætte omkring 10.000 om året. Og at vi skal uddanne de samme 10.000 hvert år. Det er en kæmpe udfordring for både kommunerne, regionerne, samfundet som helhed og FOA.

Kan kommunerne så bruge den udfordring som en trojansk hest i lønmodtagernes lejr?

Billedet af en hest bygget af træ efter Odysseus' koncept med de kommunale chefforhandlere, borgmestrene Michael Ziegler og Sten Christiansen indeni, som i løbet af natten sniger sig ud og åbner porten til lønmodtagernes lejr, som ellers er fast besluttet på at kæmpe til sidste spartaner for sine egne tropper, er ganske sjovt fundet på.

Men billedet holder næppe i virkelighedens verden.

Forslaget om at udskyde forhandlingerne som solidaritet til lærere og undervisere er stillet af FOA, som også må anses for at være hovedarkitekten bag solidaritetspagten. Vi står naturligvis bag det, vi selv har været med til at skabe.

Og kommunerne vil slet ikke have brug for at bygge den hest af træ.

FOA og kommunerne ser nemlig ens på den kæmpe rekrutteringsudfordring.

Der er allerede en lang række ting, som vi i fællesskab kan gøre for at løse udfordringen.

Der kan skabes flere arbejdstimer ved at give arbejdstimer tilbage til de mange SOSU’er, som under krisen er blevet tvunget ned i ugentlig arbejdstid. Der kan etableres fuldtidsstillinger til de mange, der forgæves søger efter job på fuld tid, og kommunernes spekulation i stillinger med så få timer, at de ansatte ikke er berettigede til frokostpauser, kan standses.

Jobbene kan gøres mere attraktive gennem afskaffelse af detailstyring og unødvendig dokumentation, begyndelseslønnen kan hæves, og lønforløbet afkortes, den lønmæssige afstraffelse af social- og sundhedshjælpere, der uddanner sig til -assistenter, kan fjernes, og ansættelse af flere hænder kan forbedre det nedslidende arbejdsmiljø og give færre weekendvagter for den enkelte og reel mulighed for ferie sammen med familien.

Og antallet af uddannelsespladser kan hæves betydeligt med større søgning med afskaffelse af SU og større brug af voksenelevløn og ikke mindst ved initiativerne til at gøre de efterfølgende jobs mere attraktive.

Disse forskellige tiltag og flere til kan aftales allerede nu ved overenskomstforhandlingerne og de kommende forhandlinger om uddannelsespladser uden brug af trojanske heste og uden at gøre vold på vores solidaritetspagt.

Det kræver blot, at kommunerne ser udfordringerne i øjnene og beslutter sig for at have viljen.