Kommentar af 
Mads Strange

Mads Strange: SF og R's løsninger på mistrivsel er alt for letkøbte

Sofie Carsten Nielsen (R) foreslog under valgkampen at droppe karakterer til 1.g'ere og erstatte dem med mere feedback. Det er ligesom flere andre røde løsningsforslag for letkøbt, skriver Mads Strange fra Altingets Ungepanel.

Foto: Frank Cilius/Ritzau Scanpix
Mads Strange
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Folketingsvalget er slut, og et af valgkampens helt store emner var psykiatri og ungdommens mistrivsel. Det er ikke uden grund. Sundhedsstyrelsens Nationale Sundhedsprofil påviser nemlig, at hver tredje unge kvinde og hver femte unge mand mellem 16-24 år rapporterer dårligt mentalt helbred. 

Under valgkampen har det da heller ikke skortet på navnlig røde politikere, der stod i kø for at overbyde hinanden med mere eller mindre letkøbte løsningsforslag. Hos SF gentog man det velkendte refræn om, at der skal pumpes flere penge i psykiatri og psykologisk behandling. 

Og det vingeskudte Radikale Venstre trak en mølædt klassiker af stalden, da de med et nyt udspil slog på tromme for at lægge karakterbogen på hylden og erstatte den med mere feedback fra lærerne til landets 1.g’ere. 

Fakta

Ungdomsoprøret

Det bliver de gamle, der bestemmer. 

Fra nu af bliver omdrejningspunktet for den politiske kamp om samfundsindretningen de ældre vælgere – deres livsvilkår, værdier og interesser. 

Sådan skrev Altingets politiske redaktør Esben Schjørring allerede sidste år. 

For at sikre, at de unge også høres, giver Altinget hver tirsdag plads til en ung, politisk stemme på forsiden.

Du kan se panelet her.

Jeg skal være den første til at indrømme, at vi – trods størrelsen på vores kornfede offentlige sektor – burde investere mere i den psykiske del af sundhedssektoren, end vi gør i dag. Men jeg er ikke desto mindre skeptisk overfor, om det i sig selv er nok til, at ungdommens mistrivsel forsvinder.  

Ny forskning dokumenterer, at knap 85 procent af befolkningen vil kvalificere sig til minimum én psykiatrisk diagnose i løbet af livet.

Så selvom vi bør investere mere i kortere ventetider og bedre behandling i psykiatrien, bliver vi måske ligeledes nødt til at acceptere, at livet også giver knubs på andre steder end knæene for næsten os alle. 

Måske et første skridt i den rigtige retning er at gøre op med misforståelsen om, at man kan undgå at opleve sorg, lidelse, ensomhed og skuffelser.

Mads Strange
Politisk rådgiver, Liberal Alliance

Det kan måske lyde barskt, men vi bliver nødt til at erkende, at visse problemer ikke blot kan løses med et pennestrøg fra et flertal i Folketinget. Ungdommens mistrivsel er nemlig et kulturelt fænomen, og ikke alle kulturelle problemstillinger kan forbedres med politiske instrumenter. 

Hvis vi lader ungdommen tro, at man kan bekæmpe deres mistrivsel med lykkepiller og psykologsamtaler som ammunition, gør vi dem en bjørnetjeneste. Og helt galt går det for alvor, hvis vi forsøger at forbedre ungdommens mistrivsel ved at møde dem med færre konkrete krav, som De Radikale foreslog under valgkampen. 

For det er sundt og karakteropbyggende at blive målt på sin arbejdsindsats. Vi unge mennesker har godt af at blive mødt med forventninger om, at man bør yde en indsats og gøre sig umage. Flid, disciplin og hårdt arbejde er med til at opbygge selvtillid, karakter og dannelse. 

Læs også

Den slags er med til at gøre os modstandsdygtige overfor de tidspunkter af tilværelsen, hvor livet ikke er en dans på roser. Og de tidspunkter vil uvægerligt komme, da det er et eksistentielt grundvilkår, at man undertiden også får skrammer på sjælen. 

Jeg skal ikke foregive at have nogle lette snuptagsløsninger på, hvordan vi får færre unge til at have ondt i livet. For jeg tror slet ikke, de findes. Men måske et første skridt i den rigtige retning er at gøre op med misforståelsen om, at man kan undgå at opleve sorg, lidelse, ensomhed og skuffelser. 

For bilder vi ungdommen ind, at deres mistrivsel vil forsvinde, hvis blot vi slækker på kravene i uddannelsessektoren, udstikker flere billetter til psykiatrien eller udskriver flere recepter til lykkepiller, stikker vi dem blår i øjnene. 

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Mads Strange

Kandidat til Europa-Parlamentet (LA) og politisk rådgiver, Liberal Alliance
b.sc.pol. (Københavns Universitet)

0:000:00