Kommentar af 
Cille Hald Egholm

Det er barnligt og privilegieblindt at bevare store bededag som lokal fridag i København

Københavns Kommune forgylder sine egne medarbejdere på bekostning af de privatansatte borgere, hvis et flertal beslutter at bevare store bededag som lokal fridag, skriver Cille Hald Egholm (V).

Jeg trak en smule på smilebåndet, da jeg læste Dansk Folkepartis motivation for forslaget, skriver Cille Hald Egholm (V).
Jeg trak en smule på smilebåndet, da jeg læste Dansk Folkepartis motivation for forslaget, skriver Cille Hald Egholm (V).Foto: Niels Ahlmann Olesen/Ritzau Scanpix
Cille Hald Egholm
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Store bededag blev endelig afskaffet i Folketinget. Det betyder, at vi, der faktisk synes det var en ret god idé, endelig kan ånde lettet op efter en lang og polemisk debat.

For mit vedkommende var lettelsen imidlertid ganske kortvarig, for torsdag aften 2. marts skal vi i Borgerrepræsentationen behandle et medlemsforslag stillet af Dansk Folkeparti.

Her foreslås det at bevare store bededag som en lokal fridag for alle kommunalt ansatte og alle skolebørn i Københavns Kommune – og for at gøre ondt værre, så ser det ud til, at der er flertal for forslaget.

Det er helt i orden at være uenig i de beslutninger, som den nye flertalsregering træffer. Men at ville omgå dem ved at give alle kommunens ansatte fri og lukke de kommunale skoler er i mine øjne både forkert og privilegieblindt.

Store bededag er blevet afskaffet, fordi vi skal have flere penge i kassen til at finansiere oprustning af forsvaret, fremtidens velfærd og alt det andet, som koster penge. Man kan som sagt være uenig i beslutningen, men det ændrer ikke på, at vi har brug for at finde pengene.

Hvad skal elektrikeren, sygeplejersken eller butiksmedarbejderen gøre, når de skal arbejde på store bededag, men ikke kan sende deres børn i skole og daginstitution?

Cille Hald Egholm (V)
Medlem af Borgerrepræsentationen

Nu er beslutningen så truffet, og derfor mener jeg ærligt talt, at det er en smule barnligt, at man ikke accepterer det og kommer videre.

Københavns Kommune er landets største arbejdsplads. Det vil betyde, at 45.000 ansatte i kommunen vil kunne nyde godt af den ekstra lokale fridag, mens alle de mennesker, som arbejder i det private erhvervsliv, så må holde hjulene i gang.

Misforstå mig ikke. Jeg har kæmpestor respekt for de kommunalt ansatte i København, der hver dag går på arbejde til gavn for byens borgere. Men jeg synes ikke, at det berettiger en fordel i form af en ekstra fridag, mens de privatansatte knokler videre, bare fordi Dansk Folkeparti går mere op i at lege Rasmus-modsat.

Jeg kan ikke lade være med at grine en smule af, at de grupper, som bededagsforslagets modstandere ellers hævdede var dem, der ville blive ramt hårdest, netop bliver ramt af Dansk Folkepartis forslag.

For hvad skal elektrikeren, sygeplejersken eller butiksmedarbejderen gøre, når de skal arbejde på store bededag, men ikke kan sende deres børn i skole og daginstitution?

Læs også

1. maj er det desuden i forvejen problematisk at være forælder i København, for der har kommunen sørme også tvunget alle skoler til at holde lukkedag.

Jeg synes ikke, at vi som kommune kan være det bekendt at forgylde egne medarbejdere på bekostning af de privatansatte. Derfor stiller Venstre et modforslag på mødet i Borgerrepræsentation torsdag aften, for hvis et flertal vil bevare store bededag som lokal fridag, mener vi, at man må opgive 1. maj.

Dansk Folkeparti skriver i sin motivation for forslaget, at de ønsker at værne om dansk kultur, herunder de kirkelige handlinger. Jeg trak en smule på smilebåndet, da jeg læste den del.

København er den kommune i hele landet, hvor færrest borgere er medlem af folkekirken. Helt præcist er det kun 54,4 procent af københavnerne, der er medlemmer af folkekirken, mens det på landsplan er 72,1 procent af befolkningen. I 2015 var det kun 40 procent af ungdomsårgangen i København, der blev konfirmeret. For hele landet var tallet knap 70 procent.

Jeg er ret sikker på, at der er flere københavnere som fejrer 1. maj i Fælledparken, end der er københavnere, som går i kirke på store bededag

Cille Hald Egholm (V)
Medlem af Borgerrepræsentationen

Det kirkelige argument klinger derfor en smule hult, for København er nok måske den mindst kristne kommune i hele Danmark. Jeg er faktisk ret sikker på, at der er flere københavnere som fejrer 1. maj i Fælledparken, end der er københavnere, som går i kirke på store bededag.

Det bekræfter i min verden bare, at Dansk Folkeparti har stillet det forslaget, fordi de er utilfredse med den beslutning, regeringen har truffet. Ikke fordi de vil værne om dansk kultur. Ikke fordi de vil give mere tid til familien eller afslapning. For det rammer skævt, favoriserer offentligt ansatte på bekostning af de privatansatte, og det giver børnefamilier endnu en udfordring i hverdagsplanlægningen.

Jeg har fuld forståelse for, at man er utilfreds med de beslutninger, den nye regering træffer. Personligt var jeg slet, slet ikke fan af denne regeringskonstellation. Overhovedet ikke.

Men nu er det, som det er. Og jeg er glad for, at de tør træffe de upopulære beslutninger, der skal være med til at fremtidssikre vores samfund.

Jeg havde aldrig troet, at jeg skulle citere vores socialdemokratiske statsminister. Men nu gør jeg det alligevel. Så kære Dansk Folkeparti og andre partier, der er utilfredse med afskaffelsen af store bededag: Lev med det. 

Alternativt kan I opgive 1. maj. Alt andet er simpelthen for useriøst.

Læs også

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Cille Hald Egholm

Medlem af Borgerrepræsentationen (V), Københavns Kommune, politisk medarbejder for MF Mads Fuglede (V)
Ba.scient.pol (Københavns Uni. 2021)

0:000:00