Debat

DF til Jarl Cordua: Støjbergs dom skyldes en hævntørstig venstrefløj

Støjbergs værdipolitik har bragt Venstre succes. Dommen over hende skyldes en hævntørstig venstrefløj. Men den værdipolitiske kamp slutter ikke her. Inger Støjberg har en stor fremtid i dansk politik - hvis hun selv gerne vil. Det skriver Hans Kristian Skibby (DF).

Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Hans Kristian Skibby
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Jarl Cordua er velkendt for sin afsmag for Dansk Folkeparti og Inger Støjberg. I et debatindlæg i Altinget ønsker han sig et ”nyt og afluset Venstre”.

Cordua betragter altså Inger Støjberg som et skadedyr, der har infiltreret Venstre og ødelagt partiet.

Støjbergs værdipolitik har bragt Venstre succes

Må jeg erindre om, at Venstre blandt andet fik det resultat, partiet opnåede ved folketingsvalget i 2019, på baggrund af, at Venstre ville indføre permanent grænsekontrol i Danmark.

Inger Støjberg fik det næsthøjeste personlige stemmetal blandt samtlige Venstre-kandidater, kun overgået af statsministeren, der var opstillet i en kreds, der var omtrent dobbelt så stor som Vestjyllands Storkreds, hvor Støjberg var opstillet.

Inger Støjberg fik det næsthøjeste personlige stemmetal blandt samtlige Venstre-kandidater, kun overgået af statsministeren.

Hans Kristian Skibby (DF)
MF

Jarl Cordua kan takke Inger Støjberg og Venstres forsøg på i valgkampen at efterabe Dansk Folkeparti for den størrelse partiet har i dag. Får Jarl Cordua sin hede drøm om et nyt (radikalt) Venstre opfyldt, vil det være i en endog særdeles decimeret udgave.

Der er simpelthen ikke ret mange vælgere i Danmark, der er tilhængere af en klassisk, liberalistisk, økonomisk profil i kombination med en udlændingepolitik, der placerer sig til venstre for Liberal Alliances.

Udefra set har Venstre foretaget nogle gevaldige politiske krumspring de senere år. Først var man så arge modstandere af grænsekontrol, at det forhindrede Dansk Folkepartis deltagelse i regeringen i 2015. Så blev man op til valget i 2019 pludselig tilhængere af permanent grænsekontrol, og i dag er man vel tilbage ved et ønske om at få afskaffet grænsekontrollen.

Hvis det står til Cordua er det slut med at udfordre konventionerne. Stod det til ham, havde det formentlig allerede været slut, da Institut for Menneskerettigheder hævdede, at det ville være uforeneligt med menneskerettighedskonventionen at indføre 24-års-reglen.

Tænk hvis vi siden 2001, hver gang hylekoret af indvandrertilhængere havde hævdet, at det ene eller det andet var et konventionsbrud, bare havde givet op. Så havde vi aldrig fået en stram udlændingepolitik i Danmark.

Det virker som om, at Dansk Folkeparti og Inger Støjberg er selve inkarnationen på al ondskab for Jarl Cordua. Støjberg kritiseres både for at have ødelagt Venstre og for at have forladt partiet.

Et parti, som hun har skaffet en kæmpestor valgsejr, som efterfølgende stemmer for at sende hende i rigsretten. Og så skulle Støjberg ifølge Cordua bare have klappet hælene sammen, og enten holdt mund og være blevet i Venstre - eller i hvert fald have forladt partiet uden at beklage sig.

Det er da et helt absurd krav.

Støjbergs dom skyldes en hævntørstig venstrefløj

Man mærker hvordan Cordua nærmest glæder sig over, at Inger Støjberg nu skal to måneder i fængsel. Faktum er imidlertid, at dommen over Inger Støjberg alene er kommet i stand, fordi en hævntørstig venstrefløj ikke formåede at vælte Støjberg, mens hun var minister. Derfor benyttede de i stedet deres nyvundne flertal efter 2019-valget til at stille hende for en rigsret.

Inger Støjberg er altså ikke mere kriminel end Morten Bødskov, Mogens Jensen og alle mulige andre ministre.

Inger Støjberg er altså ikke mere kriminel end Morten Bødskov, Mogens Jensen og alle mulige andre ministre, som Folketinget har væltet. Støjberg har bare haft det uheld, at hendes sag blev genstand for en prøvelse i rigsretten – og med det in mente forsøger Cordua nu at gøre Støjberg til persona non grata.

Hvis Jarl Cordua tror, at Dansk Folkepartis kamp for at forhindre en islamisering af Danmark ophører som konsekvens af Rigsrettens dom, så må Cordua tro om igen. Om noget har Rigsrettens afgørelse gjort det modsatte.

Støjberg er sendt i fængsel for at overtræde den europæiske menneskerettighedskonventions artikel 8 om retten til familieliv, fordi hun skilte voksne mænd, der var gift med børn, ad. Det viser med al ønskelig tydelighed absurditeten i menneskerettighedskonventionen – og øger Dansk Folkepartis lyst til et opgør med konventionen.

Hvis Jarl Cordua tror at Dansk Folkepartis kamp for at forhindre en islamisering af Danmark ophører som konsekvens af Rigsrettens dom, så må Cordua tro om igen.

Jarl Cordua er en typisk repræsentant for den talende klasse. Uden fornemmelse for hvad der rører sig i det rigtige Danmark på den anden side af Valby Bakke.

Han lever i en osteklokke. En drømmeverden hvor Venstre kan blive et stort parti igen ved at repræsentere en snæver elite på Frederiksberg, hvis synspunkter Cordua i sin uvidenhed antager også må være gældende for Hr. og Fru Jensen i Bylderup-Bov. Og har de dem ikke nu, kan de i hvert fald overtales til at indtage dem.

Sådan spiller klaveret ikke. Et nyt ”afluset” Venstre skåret efter Jarl Corduas skabelon, bliver et meget lille parti.

Inger Støjberg derimod har en stor fremtid i dansk politik - hvis hun selv gerne vil.

 

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Jarl Cordua

Radiovært, kommentator
cand.polit. (Københavns Uni. 1998)

Hans Kristian Skibby

MF (DD)
shippingmand (DFDS Transport 1992)

0:000:00