DI Bilbranchen: Muligheden for klogere bilafgifter har aldrig været større. Grib den nu

I efteråret 2025 har regeringen fået en enestående mulighed: Vi kan én gang for alle afskaffe den forældede registreringsafgift på elbiler i Danmark – og dermed på sigt alle biler.
Aldrig før har forudsætningerne været bedre, hverken økonomisk eller politisk. Hvis vi vil fremme grøn omstilling, trafiksikkerhed og administrativ enkelhed, er tiden inde til at handle.
Registreringsafgiften blev indført i 1920’erne, hvor bilen var en luksusvare for de få.
En mulighed er også at indføre en flad vejafgift, der senere, hvis der er politisk ønske om det, kan omdannes til en egentlig kørselsafgift
Thomas Møller Sørensen
Direktør i DI Bilbranchen
Dengang gav det mening at beskatte biler ud fra deres værdi for at begrænse antallet og sikre statens indtægter. Men i dag er bilen et helt almindeligt transportmiddel for familier og erhvervsliv.
Ny teknologi er dyrere end gængs teknologi. Og den værdibaserede registreringsafgift straffer ny teknologi i bilerne til skade for klima, miljø og trafiksikkerhed.
Derudover gør den det også dyrere for bilejere at eje en bil, da bilejeren både skal betale renter af lånet til selve bilen og til registreringsafgiften.
Administrativt mareridt
Registreringsafgiften er ikke kun dyr for bilisterne – den er også et administrativt mareridt.
Fordi afgiften afhænger af den enkelte bils værdi, er der for hver enkelt bil i Danmark behov for at dokumentere, verificere, administrere og kontrollere, at værdien og dermed afgiften er den rette.
Hvert år bruger bilbranchen mere end 300 millioner kroner på at administrere registreringsafgiften. Læg dertil, at der i staten er hundredvis af årsværk knyttet til administration og kontrol.
Flere politiske partier har igennem årene foreslået at afskaffe registreringsafgiften, men hidtil har to barrierer stået i vejen: Statens indtægter og bilejernes bekymringer. Afgiften har været en vigtig indtægtskilde, og frygten for værditab på brugte biler har skabt modstand blandt bilejere – og vælgere.
Men i 2025 er det anderledes. Statens indtægter fra registreringsafgiften er på grund af det høje salg af elbiler mindre end en tredjedel i forhold til for få år siden, og langt de fleste af de elbiler, der er solgt i de seneste år, har ikke betalt registreringsafgift.
Derfor er det kun ganske få bilejere, der vil opleve et værditab på deres bil, hvis afgiften fjernes på elbiler.
Muligheden er der nu
Der er flere oplagte alternativer til registreringsafgiften.
En højere ejerafgift på elbiler kan sikre både provenu og grønne incitamenter. Ejerafgiften kunne baseres på vægt og gøres progressiv, så den belønner mindre og mere energieffektive elbiler.
Man kunne også inddrage hestekræfter, hvis man ønsker at lægge større afgift på typisk meget dyre elbiler med høj motoreffekt.
En mulighed er også at indføre en flad vejafgift, der senere, hvis der er politisk ønske om det, kan omdannes til en egentlig kørselsafgift.
Den konkrete model er ikke afgørende. Det afgørende er, at vi lægger endnu en anakronistisk afgift i graven og erstatter den med en løbende bilbeskatning, der kan inddrives digitalt og langt mere effektivt.
Hvis vi ikke griber chancen i 2025, vil der politisk ske én af to ting: Enten vil elbilerne stige i registreringsafgift fra 2026, hvilket vil øge statens indtægter fra afgiften og øge antallet af elbiler med indeholdt registreringsafgift.
Begge forhold vil gøre det sværere at komme af med afgiften. Eller så vil man politisk skyde beslutningen foran sig og fastfryse registreringsafgiften på elbiler på 2025-niveauet et år eller to frem. Men sidstnævnte løsning vil være dyr, da pengene, som fint beskrevet i Altinget den 4. september, fosser ud af statskassen med det høje salg af elbiler.
Derfor er der brug for, at vi 2025 får en politisk aftale, der både afskaffer eller udfaser den sidste rest af registreringsafgift på elbiler og dermed på sigt alle biler, og samtidig sikrer statens indtægter fra bilismen på den lange bane.
Grib nu chancen.
Artiklen var skrevet af
Omtalte personer


















































