Djøf: Drop fordomsfulde generaliseringer om djøf'erne

Af Lisa Herold Ferbing
Formand for Djøf

Hvad har Mette og Kurt til fælles? Jo, de er begge medlemmer af Djøf. Og så arbejder de i den offentlige sektor. Den ene på en uddannelsesinstitution, den anden i det kommunale skolevæsen.

Nå ja, og så har de til fælles, at de ikke er en del af en ”selverklæret elite, der på vellønnet vis har sat sig på alle centrale poster og derfra udråber deres sandhed til en undrende offentlighed”, som Brian Degn Mårtensson i sidste uge svang sig op til på Altinget.

Trættende i længden
Det er naturligvis ærgerligt, at Mette og Kurt ikke passer ind i fordommene og den højstemte patos. For der er jo saft og kraft i at sammenligne djøf'erne med den katolske kirke før Reformationen og i samme ombæring klistre en masse etiketter i panden af tusindvis af mennesker.

Men helt ærligt: En debatform, der grundlæggende bygger på grove og generaliserende udsagn om djøf'erne, er trættende i længden.  

Den eneste reelle fællesnævner for djøf'erne er, at de tilfældigvis har taget en samfundsvidenskabelig eller erhvervsøkonomisk uddannelse. Og så vil de i øvrigt gerne gøre et godt stykke arbejde, hvad enten de arbejder i den private (det gør de fleste) eller den offentlige sektor.

Jeg kan godt forstå, hvis det er frustrerende med al den normalitet, der ikke lige passer ind i fortællingen om djøf'ernes hemmelige og elitære broderskab. Men sådan kan virkeligheden jo skuffe.

Lisa Herold Ferbing
Formand for Djøf

Men hvornår blev det en forbrydelse mod menneskeheden?

Fortællingen om djøf'ernes elitære broderskab 
Jeg har været formand for Djøf i seks år og aktiv i foreningen siden midtfirserne. Gennem årene har jeg talt med tusindvis af djøf'ere. De læser de samme aviser som andre, ser X Factor om fredagen, arbejder i store og små virksomheder, kommuner, styrelser, sygehuse, gymnasier, skoler.

Nogle tjener en god løn, andre betaler ikke topskat. Nogle er glødende venstreorienterede, andre er ultraliberale. De kommer i alle aldre. Bor i lejlighed, villa og kolonihavehuse.

Djøf'erne er i det store hele lige så forskellige som resten af samfundet.

Jeg kan godt forstå, hvis det er frustrerende med al den normalitet, der ikke lige passer ind i fortællingen om djøf'ernes hemmelige og elitære broderskab. Men sådan kan virkeligheden jo skuffe.

Til gengæld er jeg glad for, at vi har Mette, Kurt og alle de andre djøf'ere, der hver dag går på arbejde – ikke for at overtage verden – men for at gøre den til et bedre sted.