Dokumentation: Her er Trumps brev til Løkke

BREV: I et personligt brev til Lars Løkke Rasmussen forud for næste uges Nato-topmøde roser Donald Trump Danmark for at sende soldater til Baltikum. Til gengæld er Trump ikke tilfreds med, hvor mange penge Danmark bruger på forsvaret. Læs hele brevet her.

Andreas Krog

USA's præsident Donald Trump er langt fra tilfreds med at Danmark frem mod 2023 vil tilføre forsvaret i alt 12,8 mia. kroner og løfte den andel af bruttonationalproduktet, som Danmark bruger på forsvaret, fra 1,17 procent i dag til 1,3 procent.

Det fremgår af et brev, som Donald Trump den 19. juni har sendt til statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) forud for næste uges Nato-topmøde. Altinget har som det første medie fået aktindsigt i brevet.

Trump starter i brevets første afsnit med at rose Danmark for at deltage i mange af Nato's missioner og for den aktuelle udsendelse af soldater til Estland som en del af Enhanced Forward Presence-initiativet. Desuden udtrykker Trump taknemmelighed over at Danmark indkøber nyt avanceret militært isenkram fra USA.

Fritager ikke for ansvar
I andet afsnit tager Donald Trump fløjshandskerne af og gør opmærksom på, at byrdedeling mellem medlemmerne af forsvarsalliancen ikke kun handler om at have det rette isenkram og deltage i missioner. Det handler også om hvor mange penge man bidrager med. Det ene udelukker ikke det andet.

”En stærk præstation på et område fritager ikke en allieret for ansvar for de andre områder,” pointerer Trump.

Han understreger, at det ikke kun er hans egen administration, som er frustreret over Danmark og flere af de andre Nato-lande. Det er den amerikanske kongres også, skriver Trump.

”USA er i stigende grad uvillige til at ignorere den manglende europæiske evne til at leve op til fælles sikkerhedsforpligtelser,” skriver Donald Trump.


Med rank ryg
Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) mener Trumps fokus er for ensidigt.

”Jeg blev ikke overrasket over brevet fra Trump. Brevet har et ensidigt fokus på militærudgifter i procent af BNP. Danmark tager et stort ansvar i forhold til det internationale generelt, og i forhold til Nato i særdeleshed. Målt i militærudgifter pr. indbygger indtager Danmark en 5. plads. Vi stiller op i verdens brændpunkter og bidrager til at sikre freden, ligesom dansk udviklingspolitik og vores bidrag på 0,7 procent af BNI er en vigtig del af Danmarks bidrag til stabilitet og sikkerhed,” siger statsministeren til Altinget og fortsætter:

”Med det nye forsvarsforlig investerer vi 20 pct. mere i militæret og øger rammen til internationale operationer med 50 procent. Vi kan godt være vores bidrag til den fælles sikkerhed bekendt, og Danmark tager til Nato-topmøde i næste uge med ryggen rank.”

Under pres på hjemmefronten
Danmark er et af mindst 10 Nato-lande, der den 19. juni modtog brev fra Trump. Det gjorde man også i Norge, Canada, Belgien, Tyskland, Holland, Italien, Luxembourg, Spanien og Portugal. Flere andre Nato-lande kan meget vel også have modtaget breve.

Den norske avis VG har fået aktindsigt i brevet til Norges statsminister Erna Solberg. Ved at sammenligne det danske og det norske brev kan man se, at Trump i langt hovedparten af brevene specifikt adresserer det enkelte land, men slutter af med et enslydende afsnit om hvordan han forstår, at de to statsministre er under pres på den politiske hjemmefront. Men han peger på, at det bliver sværere og sværere at retfærdiggøre overfor den amerikanske befolkning, at nogle lande ikke lever op til den fælles sikkerhedsforpligtelse.

Diplomatiske kilder i Nato fortæller Altinget, at man forventer et stærkt pres fra Donald Trump på især de nordeuropæiske Nato-lande under næste uges topmøde, der løber af stablen i Bruxelles onsdag og torsdag. Efter topmødet rejser Donald Trump videre til Helsinki i Finland, hvor han den 16. juli skal mødes med Ruslands præsident Vladimir Putin.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Donald J. Trump

Fhv. præsident, USA (Republikanerne)
Bachelor i økonomi (Wharton School, Philadelphia, USA 1968)

Lars Løkke Rasmussen

Udenrigsminister, MF (M), politisk leder, Moderaterne, fhv. statsminister
cand.jur. (Københavns Uni. 1992)









0:000:00